Forfatterarkiv: Forskerforum

Hvilken type er du, når du er i medierne?

Svend Brinkmann er forskertypen, der gerne kaster sig ud i debatter og udtrykker personlige holdninger. Her på Folkemødet 2018. Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Nogle forskere kan lokkes til at mene noget om hvad som helst, andre slås med rædsel ved tanken om enhver spekulation. En ny bog om forskningsformidling opstiller fem idealtyper, som man kan bruge til at reflektere over sin egen rolle, hvis man optræder i medierne.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk 

Der er stor forskel på, hvordan forskere opfatter deres rolle og spillerum, når de optræder i medierne. Spektret går lige fra forskeren, der bruger sin ytringsfrihed fuldt ud til at komme med holdninger om godt og ondt i verden, til den strengt saglige, der udelukkende siger det, som vedkommendes egen forskning har skabt evidens for at sige.

Og hvilken type er du så? Og hvem vil du gerne være? De spørgsmål mener kommunikationsforsker Gitte Gravengaard, at danske forskere med fordel kan stille sig selv.

Hun har netop udgivet bogen “Forskningskommunikation” sammen med den erfarne kommunikationsmand Anders Monrad Rendtorff.

Og en af de øvelser, de har forsøgt sig med i bogen, er at opstille fem “forskertyper”, som man oplever i medierne. De fem typer går fra forskeren, der dybest set helst vil undgå medierne, over den strengt fagligt funderede, der kun udtaler sig på baggrund af forskningsevidens, og til den samfundsdebatterende forsker, der gerne udtrykker holdninger over et bredt felt.

Værktøj til refleksion
Det er ikke sådan, at nogle typer er mere ideelle end andre. Men det kan være en god øvelse at overveje, hvilken type man selv vil være, siger Gitte Gravengaard.

“Vi tænker det som et hjælperedskab, et diskussionsredskab. Det er en praksis, vi sætter ord på, med henblik på at man som forsker kan spejle sig og reflektere: Hvordan vil jeg gerne have, min praksis i medierne skal være?” siger hun.

Typerne er opstillet på baggrund af dels 57 interview med forskere som research til bogen, dels samtaler, som forfatterne har haft med forskere i forbindelse med mange års kurser, foredrag og workshops, og endelig på baggrund af indholdsanalyse af forskeres optræden i traditionelle og sociale medier.

“Vi har simpelthen udført et stykke dataarbejde og fundet de fem idealtyper – vel vidende at man godt kan være lidt den ene eller anden. Der er ikke helt vandtætte skotter. Men når vi fortæller om dem til forskere, oplever vi, at de ræsonnerer rigtig godt. De kan identificere både sig selv og andre forskere i de kategorier”.

Læser og påskriver forældre
Hvad skal man tage udgangspunkt i, når man overvejer, hvilken type man vil være?

“Man skal tage udgangspunkt i, hvilke mål man har med sin forskningskommunikation. Det kan være, at man blot ønsker at fremlægge viden, og så må modtagerne selv drage konklusionerne. Det kan også være, man ønsker at påvirke noget ved at give anvisning”, siger Gitte Gravengaard.

Hun nævner et af bogens eksempler, Stine Liv Johansen, der er lektor ved Center for Børns Litteratur og Medier på AU og tillige formand for Medierådet.

Bogen gengiver nogle Facebook-opslag, hvor Stine Liv Johansen direkte fortæller læseren, at man skal tale med sine børn om skræmmende indhold på internettet.

“Hun er et eksempel på en forsker med vældig høj faglig status, som ikke er bleg for at sige: Nu bør lovgiverne gøre det her, nu bør forældrene huske det her. Hendes strategi er at være meget tydelig for at give anvisninger til, hvordan man bør handle”, forklarer Gitte Gravengaard.

Hvad er bevæggrunden for at påtage sig den rolle?

“Jeg har ikke interviewet Stine Liv Johansen. Men det, forskerne generelt siger, er: Jeg gør sådan, fordi det er den type rolle, jeg ønsker at spille som forsker. Nogle vil stille deres viden til rådighed og dermed punktum. Andre vil gerne mene en masse. Det handler både om forskerens personlighed og om de forskningstraditioner, de er en del af. Nogle forskningstraditioner er meget normative, andre ønsker overhovedet ikke at være det”.

Varedeklaration er vigtigt
Som eksempel på den samfundsdebatterende forsker har forfatterne i bogen valgt AAU-professor Svend Brinkmann, som er en flittig kommunikatør, ikke mindst på de sociale medier. Her udtrykker han ofte stærkt personlige, normative holdninger. For eksempel kan man jævnligt læse direkte kritik af Dansk Folkeparti på hans profiler.

Det har angiveligt ikke givet Svend Brinkmann de store problemer. Værre gik det for KU-professor Marlene Wind, da hun i 2011 kritiserede en aftale mellem den borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Det medførte “en pause fra medierne”, som hendes daværende leder Lars Bo Kaspersen udtrykte det. Så spørgsmålet er, om den samfundsdebatterende forsker risikerer at skade sig selv ved at tage den rolle?

“Det er 48.000-kronersspørgsmålet: Hvor går grænsen? Og det springende punkt er, hvor langt man ønsker at gå væk fra sin egen forskning. Det, der er enighed om, er, at det er vigtigt at varedeklarere. For eksempel ved at slå fast: Der er ikke forskningsbelæg for dette, men hvis du spørger om, hvad jeg tror, så vil jeg forvente sådan og sådan …”, siger Gitte Gravengaard.

Altid branding
En af hendes – og bogens – hovedpointer er, at man som forsker er nødt til at have et strategisk blik på den forskningskommunikation, som er en formel del af ens arbejde. Og det kræver, at man overvejer, hvilke målgrupper man gerne vil nå ud til og med hvilket formål. Og det er ikke nødvendigvis de store massemedier, der er den bedste løsning.

“Du skal have mål for din forskningskommunikation, du skal lægge en strategi og vælge den type forskningskommunikation, der passer til din målgruppe. Og måske vil det have langt større impact at komme ud til nogle forældremøder eller i pædagogernes fagblad end i DR Deadline eller i Berlingske”, siger hun.

Øger det dine muligheder som forsker – eksempelvis i forhold til bevillinger – hvis du ofte er i medierne?

“Vi har ikke undersøgt det. Men der er forskere, der beskriver, at den offentlige synlighedsværdi har en værdi, for eksempel i forhold til bevillingsgivere. Men om det har en effekt? Her må jeg være en “type 3” og konstatere, at det har jeg ikke forskningsmæssigt belæg for at sige. Men der vil altid være en branding – af både universitetet, forskningen og forskeren selv. Om du siger noget eller ej – folk vil altid have et billede af, hvordan man er. Så vores pointe er: Overvej, hvordan du gerne vil opfattes”.


De fem forskertyper i medierne

  • Den tilbageholdende forsker – udtaler sig sjældent Hun ønsker typisk at fokusere på forskning og undervisning og kan måske ikke helt se formålet med og værdien af samarbejde med journalister.
  • Forskeren som individuel fagekspert – udtaler sig kun om sin egen forskning selektiv og påpasselig hvad angår medieoptrædener. Hun ønsker ikke at udtale sig om noget, hun ikke selv har forsket i, og afholder sig konsekvent fra at spekulere.
  • Forskeren som faglig ekspert – fremlægger forskningsbaseret viden uden at tage stilling strengt fagligt fokus og udtaler sig kun, hvis hun har forskningsmæssigt belæg og kan dokumentere sine påstande ved at henvise til sin egen eller til andres forskning, eksempelvis i faglige analyser af aktuelle problemstillinger.
  • Forskeren som faglig ekspert med en mening – tager stilling, vurderer og giver anvisninger Udtaler sig om både egen og andres forskning. derudover tager hun, baseret på sin store faglige og forskningsmæssige viden, også gerne stilling til en række aktuelle problematikker og verserende debatter.
  • Forskeren som samfundsdebattør – engagerer sig i diskussioner af mange forskellige temaer Udtaler sig generelt om en række forskellige emner i medierne – både inden og uden for sit faglige område – og er ikke bange for at italesætte hverken faglige, personlige eller politisk farvede holdninger.

(Kilde: “Forskningskommunikation” af Gitte Gravengaard og Anders Monrad Rendtorff)


Når journalisten pludselig ringer
Et afsnit i bogen handler om situationen, når en journalist ringer uanmeldt og skal bruge en ekspertudtalelse. det beskrives som en “pull-situation”, hvor journalisten ønsker at trække forskeren og vedkommendes viden ind over en aktuel dagsorden.

Her er det vigtigt hurtigt at danne sig overblik over, hvad journalistens ærinde er, og hvilken historie vedkommende ønsker at skabe. Forfatterne opfordrer til, at man i den slags situationer sørger for at indgå en aftale – en “kontrakt” – hvor man fastlægger betingelserne, herunder får klarhed over, hvad journalistens historie og vinkel er, og hvilken rolle man castes til at optræde i – for eksempel om man udelukkende skal komme med viden eller kommentere en begivenhed.

“Man må etablere en metasnak, og det skal man turde gøre, selv om det kan være lidt akavet. Jeg har arbejdet med mange journalister, der starter lige på med at stille spørgsmål, og det er der ikke noget galt i. men forskerne skal også vide, at det er o.k. lige at stoppe op og aftale de her ting”, siger Gitte Gravengaard.

 

 

 

 

Undervisningen fortsætter online

Det kan være vanskeligt at koncentrere sig om arbejdet, når børnene er hjemme fra skole.. Modelfoto: Lars Bech

Universiteterne fik lynhurtigt omlagt til onlineundervisning, da regeringen lukkede alle uddannelsesinstitutioner fra den 12. marts. meldingen fra tillidsrepræsentanter lyder, at kollegerne klarer sig igennem, men at det er udfordrende for børnefamilier og enlige med børn at skulle undervise fra hjemmet.

“The show must go on”. Sådan lyder titlen på en sang af det legendariske band Queen, og det beskriver vist meget præcist situationen på landets universiteter. Her må underviserne kæmpe for at holde undervisningen kørende, selvom der er lukket ned for al fysisk aktivitet på campus, og alt må foregå online.

Forskerforum har spurgt DM’s tillidsvalgte på universiteterne, hvordan de oplever situationen, og de fleste melder tilbage, at de klarer sig igennem, men at særligt ansatte med børn har det svært.

Simon Kristensen, lektor og tillidsrepræsentant ved Institut for Matematik på Aarhus Universitet, fortæller, at de løbende samler erfaringer og holder møder på Zoom om onlineundervisningen.

“Mit indtryk er, at folk på mit institut klarer den, omend med lodder og trisser. Vi overlever, så længe det kommer til at vare, men det er naturligvis ikke særlig sjovt. Jeg har kolleger, der har ungerne rendende, mens de forsøger sig med onlineundervisning, så det er ikke let”, skriver han per e-mail.

Alle bruger mærkbart mere tid på at forberede undervisningen, nu hvor det hele skal køre på en ny måde, vurderer Simon Kristensen. Martin Klatt, lektor og arbejdsmiljørepræsentant ved Syddansk Universitet, Samfundsvidenskab, Sønderborg, ser ligeledes en skævhed mellem kolleger med og uden små børn.

“Kollegerne med små børn, og her især enlige forældre, er totalt stressede og kan ikke overskue noget som helst. Selvfølgelig kæmper de for at levere god undervisning med børnene rendende rundt omkring sig, men de er meget usikre på, om det, de laver, er godt nok. Selvom ledelsen ikke kræver det udtrykkeligt, at de skal være perfekte, så føler de et pres”, skriver han.

Han tilføjer, at han oplever situationen som stille og rolig for ham selv og andre uden børn.

“For os er det selvfølgelig også nye tider, men vi har nu god tid til vores kerneaktiviteter, eftersom alle rejser, møder, foredrag, workshops, konferencer og lignende er aflyst. Der er selvfølgelig begrænsninger (adgang til bøger, data, arkiver), og vi bruger en del tid på at omlægge vores undervisning. Men det er vel noget, vi alligevel skulle få lært (remote teaching), og her på Syddansk Universitet får vi nu endelig den faglige støtte på området, som var eftersøgt længe”.

Rent undervisningsmæssigt ser Martin Ehrensvärd, lektor ved Afdeling for Bibelsk Eksegese på Teologi ved KU, også fordele. “Det er spændende og også helt rart at have kontakt med de studerende via Zoom i denne karantænetid, og de virker glade for det. De er også helt usædvanlig velforberedte til mine egne timer (i hebraisk og arabisk)”, skriver han i sit svar.

Handlede om brandslukning
Lars Klingenberg, e-læringskonsulent på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU, fortæller, at de nærmest har ligget vandret for at følge med i henvendelserne om support fra undervisere.

“Den første uge handlede det meget om brandslukning. Vi har hjulpet med at sætte systemer op, så underviserne kunne gennemføre deres forelæsninger. Spørgsmålene går meget på, hvilke platforme der findes, hvordan man bruger dem, og hvilke vi vil anbefale at benytte”, siger Lars Klingenberg.

Han tilføjer, at de også afholde webinarer med guider til at bruge de forskellige onlineredskaber, da de på den måde kan hjælpe flere.

“Niveauet er meget forskelligt. Nogle er allerede vant til at livestreame deres forelæsninger, mens andre er nærmest på bar bund og aldrig har brugt læringsteknologi før, men der er meget entusiasme, og de bliver helt høje, når det lykkes”, siger han.

Annette Pedersen, e-læringskonsulent på Humaniora på KU, oplever også væsentligt flere henvendelser end normalt.

“Men vi er ikke blevet væltet. Vi har brugt meget energi på at få opdateret vores hjælpesite obl.ku.dk, så vi kan hjælpe flest mulige undervisere. Det er mit indtryk, at underviserne er gået i gang selv og mest har henvendt sig til os, hvis de løb ind i tekniske problemer, eller hvis det, de prøvede, ikke fungerede. Folk er gået på med krum hals og har forsøgt at finde en løsning. Måske har det været nogle lidt hurtige løsninger i starten, men det er også o.k. Når panikken har lagt sig lidt, er der nu plads til at tænke over, hvordan man skaber god aktiverende undervisning online”, siger hun.

Annette Pedersen tilføjer, at de har oplevet nogle kapacitetsproblemer, da ingen tjenester var dimensioneret til, at alle ville have brug for at være online samtidig. Hun opfordrer derfor også underviserne til at overveje, hvad der kan optages på forhånd, og hvordan tiden sammen online kan bruges til at aktivere de studerende.

Gennembrud for onlineundervisning?
Rikke Toft Nørgård, der er lektor i itdidaktisk design og teknologi ved Aarhus Universitet, har også haft forrygende travlt, siden coronavirussen lukkede universiteterne. Hun har forsket, udviklet og undervist i onlineundervisning og it-didaktik i de sidste seks år, og nu stiller hun sin viden til rådighed og kommer med gode råd om både det praktiske og det didaktiske på platformen Online Dialogisk Undervisning.

Platformen skulle egentlig først være færdig 31. marts, men de gik i luften tidligere på grund af den alvorlige situation, og nu hjælper 30 kandidater, udviklere og forskere i it-didaktisk design fra AU alle de undervisere og lærere, der pludselig skal tage deres undervisning online.

Rikke Toft Nørgård fortæller, at de havde ventet nogle få hundrede besøgende på siden, men der har været flere tusinde inde for at hente information.

“Enormt mange undervisere sidder med store tekniske og praktiske problemer. Det handler ikke om, at de skal være eksperter i at undervise online, men om at give dem nogle redskaber til, at de og undervisningen overlever. Spørgsmålet er, hvordan de gør det lettest, hurtigst og mindst dårligt”, siger Rikke Toft Nørgård.

Hun tilføjer, at nu hvor tingene så småt kører, er fokus ved at skifte fra teknik til didaktik, og nogle undervisere og lærere er begyndt at overveje, hvordan de går fra panik til didaktik og får noget god undervisning ud af det.

“Det handler ikke kun om at lære det tekniske. Du bliver jo heller ikke en dygtig tømrer af at gå i byggemarkedet og købe en masse dyrt værktøj. Huset, du bygger, bliver ikke smukt eller godt af den grund”, siger Rikke Toft Nørgård og fortsætter:

“Det kan måske give anledning til at gentænke sin pædagogik og spørge sig selv, hvad det er, man vil opnå med sin undervisning. It-didaktik er ikke sværere. Det er bare noget andet. Onlinemøder kan sagtens være tættere og mere nærværende end en forelæsning, hvor underviseren står bag katederet. Sat rigtigt op kan alle komme til orde online modsat i et undervisningslokale med 100 studerende”.

Kan coronakrisen så måske blive et gennembrud for onlineundervisning på universiteterne?

“Det er for tidligt at sige, da det kommer til at afhænge af, hvor længe nedlukningen af universiteterne trækker ud. I det mindste får alle afprøvet det, og det sætter forhåbentlig gang i nogle gode eksperimenter og refleksioner. Hvis vi har en forestilling om, at underviserne praktiserer god onlineundervisning, så længe det handler om ren overlevelse, og man venter på hurtigst muligt at vende tilbage til det normale, er der fare for, at underviserne får et dårligt indtryk af onlineundervisning. Hvis det trækker ud, lad os sige et år, så vil underviserne formentlig begynde at oparbejde en praksis for, hvordan de underviser godt online, og måske endda have tid til at læse op på det itdidaktiske”, siger Rikke Toft Nørgård.

“Ottos værelse er lavet om til hjemmestudie”

Malene Monka, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på KU, forsøger at undervise fra hjemmet imellem amninger og bleskift af sin baby på fire måneder og hjemmeskole for familiens øvrige tre børn.

  Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

“Det kom meget pludseligt. Jeg fik at vide onsdag aften, at universitetet var blevet lukket, og jeg stod og skulle undervise torsdag morgen”.

Sådan fortæller Malene Monka, lektor på Københavns Universitet, om situationen, hvor regeringen pludselig den 12. marts lukkede universiteterne for både ansatte og studerende på grund af risiko for spredning af coronavirussen.

Hun underviser de cirka 140 studerende på danskuddannelsen i norsk sprog og litteratur. Det er et intensivt kursus på fire uger, der er obligatorisk at følge, da dimittenderne skal kunne undervise i svensk og norsk, hvis de skal være gymnasielærere.

“Jeg har kun fire uger til at proppe en masse faktuel viden ind i hovedet på dem, så gode råd var dyre, og jeg måtte bruge det meste af aftenen og formiddagen på at omlægge den første forelæsning til online”, siger hun.

Hun fik optaget forelæsningen med tilhørende slides ved hjælp af programmet Adobe Connect, men det viste sig, at der kun er 600 brugerlicenser på KU, og de blev hurtigt brugt, så de studerende fik vanskeligheder med at logge på. Derefter gik hun over til at optage forelæsningerne i programmet Keynote, men ulempen er, at de studerende kun kan se hendes slides og høre hendes stemme. Hun lægger øvelser ud til de studerende, som hun retter og kommenterer efterfølgende i forelæsningerne.

“Der var ærlig talt tale om brandslukning, så det handlede om lynhurtigt at få noget op at køre”, siger Malene Monka.

Familien må tænke kreativt
Hun fortæller, at hun har en baby på fire måneder, og det var meningen, at hun skulle undervise i fire uger, mens hendes mand tog sin barsel, men han er også ansat på universitetet, og da han er kursusansvarlig og vejleder specialestuderende, har det vist sig umuligt for ham at holde helt fri i den nuværende krisesituation.

Han får blandt andet mails fra desperate studerende, der ikke kan indhente empiri til deres speciale og spørger, hvad de skal gøre. Parret har yderligere tre børn, der går i henholdsvis 6., 5. og 2. klasse, og de skal også aktiveres og undervises.

“Vi prøver at være kreative og får det til at fungere, men du må godt nok have mange kasketter på samtidig og arbejde på skæve tidspunkter. Jeg tror, man kalder det udfordrende med et moderne udtryk”, siger hun og griner.

Eksempelvis holdt hendes mand idrætstime, da hun skulle optage en forelæsning, så han tog babyjoggeren og børnene med i parken, så hun kunne få lidt arbejdsro.

Hun tilføjer, at situationen er sværest for sønnen Otto, der går i 2. klasse, da han savner vennerne i klassen.

“Ottos værelse er lavet om til hjemmestudie. Det synes han er lidt irriterende, og han siger også, at vi er kedelige og dårlige til at undervise sammenlignet med lærerne på skolen”, siger Malene Monka og smiler.

Anderledes at undervise online
Hun synes, at det er interessant at prøve at undervise online, men hun vil for alt i verden ikke bytte den traditionelle undervisning, hvor man er fysisk til stede, ud med fjernundervisning permanent.

“Jeg har opdaget, hvor meget energi jeg får fra interaktionen med de studerende. Jeg er virkelig afhængig af respons og menneskelig kontakt, selvom de har været søde til at sende beskeder”, siger Malene Monka og fortsætter:

“Du skal formulere dig helt skarpt online, da du ikke kan fornemme, om de har forstået stoffet, eller om de ser mærkelige ud i ansigtet, fordi du siger noget vrøvl. Så det har jeg forsøgt at gøre, men jeg tænker, at et onlinekursus skal tænkes helt anderledes pædagogisk og didaktisk fra starten, og det var der ikke helt tid til i denne omgang, fordi vi var halvvejs inde i forløbet”, siger hun.

Universiteterne under covid-19

Af Olav W.  Bertelsen,  formand for DM Viden og fællestillidsrepræsentant på AU

Covid-19 og den deraf følgende nedlukning af Danmark har enorme konsekvenser. Folk bliver syge, nogle mister livet, der er folk, der mister deres job, folk i sundhedsvæsenet er hårdt spændt for. På universiteterne har vi været henvist til at arbejde hjemmefra i snart en måned. Vi har nok været mange, der har tænkt, at alt ville blive forsinket, at de studerende ville miste et helt semester, hvis nedlukningen varede mere end et par uger, og at vores forskning ville blive sat helt i stå.

Det mest overraskende er imidlertid, hvordan det har været muligt at videreføre vores uddannelsesaktiviteter. Det er imponerende at se den omstillingskraft, der bliver sluppet løs, og den vilje, der er mobiliseret i forhold til at gøre det så godt som muligt under de givne vilkår.

Der er it-folk, der har arbejdet hårdt med at få platforme op at køre, der var skalerbare nok til, at de kunne bruges til at holde undervisning for flere hundrede mennesker på én gang. Der er folk i vores uddannelsesadministrationer, der har arbejdet hårdt for at finde ud af, hvordan studieordninger osv. kunne omstilles til situationen. Og som undervisere har vi haft og har fortsat en kæmpe opgave med at omsætte vores undervisning til noget, der kan fungere under de særlige betingelser. Hvor uddannelserne var den største bekymring i starten, kan vi nu se, at det de fleste steder vil kunne lade sig gøre at undgå forsinkelse, selvom det måske betyder, at indholdet kan blive ændret.

Vi har lært at bruge nye teknologier på rekordtid. Vi holder møder på Skype eller en af de andre platforme, vi underviser på Zoom, vi holder virtuelle morgenmøder i vores forskningsgrupper og meget mere. Vi tilpasser vores arbejdsformer og vægter de ting, der er mulige.

Internationale møder og konferencer bliver aflyst mange måneder frem, eller de bliver gennemført på en elektronisk platform. Det kan være en kickstart til den nødvendige revision af vores rejseaktiviteter med deraf følgende mindre klimaaftryk.

Vi er imidlertid nødt til at tage det alvorligt, at den forskning, der bygger på eksperimenter i laboratorier, i klinikken, i felten og er i samspil med folk ude i samfundet, er voldsomt udfordret. Der er eksperimenter, der går tabt, og interventioner, det bliver særdeles svært at få samlet op på. I det hele taget bliver der et genopretningsarbejde i forhold til forskningen, hvor der også skal findes gode løsninger for de folk, der er kommet bagud; særligt folk i udviklingsstillinger.

Det er en vanskelig tid for mange. Heldigvis anerkendes det bredt, at det er en meget stor udfordring at arbejde hjemme, hvis man har børn, der ikke kan komme i daginstitution og skole. Og heldigvis er der også begyndende fokus på vores mentale sundhed. For det bliver i stigende grad en udfordring, at alt flyder sammen, når man arbejder hjemme. For nogle risikerer arbejdet at blive endnu mere altomsluttende end ellers, og man glemmer at holde fri. På nogle arbejdspladser holder folk kaffepauser og fredagsbar på nettet og får dermed genetableret noget af det sociale liv. Men vi skal også vænne os til at holde fri og passe på os selv psykisk såvel som fysisk. Ledelserne på universiteterne har handlet fornuftigt, og det er afgørende for universiteternes mulighed for at komme helskindet gennem krisen og for den markante omstilling af vores hverdag, der er sket. Udmeldinger om, at det er okay, at kvaliteten af undervisningen ikke bliver så høj, som den plejer at være, og om at man i det hele taget ikke vil jage medarbejderne i denne tid, er afgørende for, at så meget fungerer så forholdsvist godt, som det gør.

Vi har som forskere forholdt os positivt i den her situation, og vi vil helt sikkert yde den ekstra indsats, der skal til for at komme op at køre igen, når vi vender tilbage til det fysiske universitet. Det gør vi, fordi vores ledelser er loyale over for os som medarbejdere.

Universiteter kæmper for at redde eksamener

De studerende slipper for en tur ved det grønne bord til sommer, da universiteterne må indføre digitale prøveformer på grund af risikoen for smitte med coronavirus.
Foto: Morten Vassing Sr/Ritzau Scanpix

Universiteterne vil omlægge til eksamensformer, hvor de studerende ikke skal være fysisk til stede, i alle tilfælde, hvor det er fagligt forsvarligt. Ministeriet har givet dispensation fra krav om, at tilsynsførende skal være til stede.

Af Claus Baggersgaard – cbl

“Det er en usædvanlig situation, der kræver usædvanlige løsninger, så der er behov for fleksibilitet og forståelse”. Sådan siger Jesper Langergaard, direktør for samarbejdsorganisationen Danske Universiteter, om situationen, hvor universiteterne er blevet lukket ned til minimum den 13. april på grund af coronaepidemien.

Timingen er mildest talt elendig, da forberedelserne til eksamen normalt vil være i fuld gang, og mange studerende på nuværende tidspunkt burde samle empiri og gennemføre forsøg i forbindelse med bacheloropgaver og specialer.

“Vores fokus er på at forsøge at hjælpe de studerende, så de ikke bliver forsinkede. Det er vigtigt, at universiteterne fortsætter undervisningen, og at eksamenerne bliver gennemført, så alle universiteterne arbejder på løsninger, hvor der benyttes digitale eksamensformer”, siger Jesper Langergaard.

Hvor stor en del af eksamenerne kan gennemføres digitalt?

“Jeg ville ønske, jeg kunne sige et tal, men det har vi ikke overblik over endnu. Vi vil gøre det i alle de tilfælde, hvor det er fagligt forsvarligt, men der er selvfølgelig tilfælde, hvor det vil være rigtig svært”.

Studerende: Brug for afklaring
Johan Hedegaard Jørgensen, formand for Danske Studerendes Fællesråd, er enig i, at eksamener skal afholdes, i det omfang det er fagligt forsvarligt, og så er det et krav, at de lokale studienævn høres, hvis eksamensformen skal ændres.

“Selvfølgelig forventer vi at blive inddraget. Vi ved godt, at der er en krise, og at det skal gå hurtigt, men man kan ikke bare sætte universitetsdemokratiet ud af kraft”, siger han.

Johan Hedegaard Jørgensen tilføjer, at det ikke duer at sænke det faglige niveau eller kravene til eksamen:

“Man skal være virkelig varsom med at slække på niveauet. Vi kan ikke have en generation, der bliver færdige til sommer, hvor man tænker, at det er dem med en coronaeksamen”.

Og så efterspørger han, at der hurtigt kommer en udmelding fra universiteterne, der kan berolige de studerende, da man ellers risikerer, at der kommer tusinder af dispensationsansøgninger på én gang.

“Det er en fuldstændig vild situation, som ingen har prøvet før, men overordnet set må målet være at undgå, at studerende kommer i klemme. Folk skal ikke gå og være bange for at blive smidt ud eller komme til at mangle SU”, siger han.

KU arbejder på løsning
Rie Snekkerup, vicedirektør for Uddannelser og Studerende på Københavns Universitet, udtalte den 26. marts til Universitetsavisen, at KU arbejder på en samlet løsning for alle studerende, og at hun derfor anbefalede at vente med at søge om dispensation, hvis man eksempelvis ikke har kunnet gennemføre laboratorieforsøg eller indsamle empiri.

“Vi har anmodet Styrelsen for Forskning og Uddannelse om at få mulighed for at omlægge eksamener for resten af semestret for på den måde at skabe klarhed for de studerende. Og hvis vi får lov, har vi forskellige løsningsmuligheder i spil for eksamener, bachelorprojekter og specialer, som vi er i gang med at drøfte på Københavns Universitet”, udtalte hun til Universitetsavisen.

Mikkel Vedby Rasmussen, karantæneramt dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på KU, skriver også i sin dagbog fra hjemmet, at ledelsen forsøger at reducere de studerendes usikkerhed mest muligt ved at lægge konkrete planer for eksamen så hurtigt som muligt.

“Det gør vi på to måder. For det første er hele Københavns Universitet ved at drøfte en fælles praksis for dispensationer i forhold til fx studerende med børn og studerende, hvor specialet rummer empiri, som de p.t. ikke kan komme til at indsamle. For det andet vil vi på SAMF arbejde på at have en samlet udmelding klar om vilkårene for eksamen inden påske”, skriver dekanen og fortsætter:

“For os vil det vigtigste være at skabe klarhed, så både undervisere og studerende ved, hvilken type prøve faget afsluttes med. Det hensyn kan betyde, at vi omlægger til en onlineprøveform, selvom vi ikke har fået besked på, at vi er hjemsendt i eksamensperioden. Vi vil have skitsen af en plan klar inden påske. Derefter vil jeg gerne diskutere den i Akademisk Råd og Samarbejdsudvalget, hvor vi har aftalt møder omkring påske”.

CBS har lagt om
På Copenhagen Business School (CBS) har de allerede besluttet at omlægge fuldstændigt til digitale eksamener – også i tilfælde af at universiteterne bliver genåbnet i april.

“CBS er godt i gang med at omlægge alle vores undervisnings- og eksamensaktiviteter til online. Vi forventer, at alle studerende kommer til at færdiggøre semesteret som planlagt, bare online. Det er en kæmpe opgave at flytte al undervisning og alle eksamener online, både for underviserne og for alle andre, der hjælper til, at det kan lade sig gøre. Det betyder også, at nu hvor beslutningen er truffet, så kommer den til at gælde for eksamener i resten af semesteret. Det vil sige, hvis nedlukningen af campus og eksamenslokaler ophæves inden udgangen af juni, så skal man alligevel til eksamen online”, udtaler uddannelsesdekan Gregor Halff i en nyhed på CBS’s hjemmeside.

Aalborg Universitet har også udsendt en orientering til de ansatte om, hvordan eksamenerne kan ændres for de cirka 20.000 studerende.

Heri står der, “at studienævnet kan beslutte, at allerede planlagte mundtlige prøver skal afvikles digitalt. Eksamen vil i så fald blive afholdt via et program med mulighed for video, som AAU stiller til rådighed for dig”.

Der gives også mulighed for, at prøveformen kan ændres til skriftlig, eller at prøven i ganske få tilfælde kan blive udskudt til et senere tidspunkt.

Ministeriet: Vide rammer for eksamen
Forskerforum har sendt en række spørgsmål til Uddannelses- og Forskningsministeriet, som ministeriets presseafdeling har besvaret skriftligt.

Embedsmændene skriver blandt andet, at det vil være op til den enkelte institution, om det giver bedst mening at afholde eksamen eller ej i den pågældende situation.

“De videregående uddannelsesinstitutioner er selvejende og har ganske vide rammer for at fastsætte eksamens- og prøveformer. Det kræver som udgangspunkt ikke ministeriets godkendelse af omlægge prøver. Det er også muligt at afholde prøve med mundtlig besvarelse som videokonference eller ved brug af andre tekniske foranstaltninger. Henset til den usædvanlige og helt ekstraordinære situation omkring Covid-19, hvor institutionerne er lukkede, har ministeriet frem til udgangen af juni 2020 meddelt institutionerne en dispensation fra kravet om, at der skal udpeges eller godkendes en tilsynsførende, som skal være hos den studerende under en sådan mundtlig prøve ved videokonference, så institutionerne her får en større fleksibilitet i planlægningen af de mange forestående prøver. Kravene til sikkerhedsforanstaltninger i øvrigt er uændret”, står der i svaret fra ministeriet.

Økonomisk efterspil?
Jesper Langergaard fra Danske Universiteter siger, at det er for tidligt at forholde sig til, om der kommer et økonomisk efterspil, hvis mange eksamener må aflyses, og universiteterne derfor mister STÅ-indtægter.

“Vores fokus er på at hjælpe de studerende, og så må vi se, om der er en regning at betale bagefter”, siger han.

Holdningen er den samme i Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM), der har svaret skriftligt på spørgsmålet om eventuel hjælp til universiteterne:

“UFM er opmærksom på, at der kan være økonomiske konsekvenser for institutionerne af Covid-19. Det er endnu for tidligt at vurdere omfanget af de økonomiske konsekvenser, og der er ikke taget stilling til eventuel kompensation, men UFM vil følge situationen løbende”

Debat: Er kun de højtlønnede værd at samle på?

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet holder hvert år åbent hus for årets studenter, inden de skal vælge uddannelse.

Livsindkomstmålinger er kommet for at blive. Uanset regeringens farve lyder devisen: tag kun en uddannelse, der fører til, at du kommer til at tjene mange penge i dit liv. For ellers er hverken den eller du en gevinst for samfundet.

Af Steen Nepper Larsen fra Forskningsenheden i Samtidsdiagnostik ved DPU, Aarhus Universitet – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Venlige og oplysningsivrige sjæle i Uddannelses- og Forskningsministeriet har kreeret et digitalt værktøj, hvor unge uddannelsessøgende kan sammenligne op til tre uddannelser på en række parametre rækkende fra uddannelsernes kvalitet og relevans til lønforhold og arbejdsløshedstal for såvel nyuddannede som kandidater med 10 år på bagen. Denne service kaldes for UddannelsesZoom.

I kølvandet på eksempelvis Produktivitetskommissionens og Udvalg om bedre universitetsuddannelsers rapporter (fra hhv. 2014 og 2018) er det også blevet en yndet sport og en anmassende finansøkonomisk planlægningslogik at foretage livsindkomstmålinger. Tjener man fx 400.000 kr. om året i 2020-kroner, og arbejder man 50 år på fuld tid, så når man op på at have tjent 20 millioner kr. i løbet af sit arbejdsliv. Tjener man derimod kun 250.000 kr., så bliver facit sølle 12,5 millioner kr. Skulle man være så heldig at tjene 1 million kr. pr. år, så ender den samlede addition på svimlende 50 millioner kr.

Logikken for skiftende, men nærmest identisk “tænkende” regeringer er, at der eksisterer en ligefrem proportionalitet mellem den samfundsmæssige vig- og vægtighed af en jobfunktion og afkastet af denne, dvs. den samlede livsindkomst. Således er lavtlønnede rengørings-, sosu- eller undervisningsassistenter ca. fire ganske mindre værdifulde for forretningen Danmark end højtlønnede biotech-frontforskere, ingeniører, jurister, økonomer og finans eksperter. Allerbedst er det selvfølgelig at blive leder (direktør) inden for det private eller noget mindre attraktivt: inden for det offentlige.

Nu er det så, at det gælder om at nudge de studerende til at foretage de rigtige valg og fravalg, når de har annammet livsindkomstmålingstankegangen og surfet rundt på UddannelsesZoom. Algoritmernes tavse tale samler sig til en devise og til tider et offentligt brøl, der proklamerer, at det gælder om at søge væk fra usikre humanistiske og flagrende samfundsvidenskabelige uddannelser og over mod de sikre valg inden for science og de tungere og prestigiøse samfundsvidenskabelige uddannelser (statskundskab, CBS, jura, økonomi, forvaltning etc.).

Den våde finansministerielle drøm må være, at vi alle bliver højtlønnede, og at vi får “udfaset” de lavtlønnede. For mange år siden er tekstil-, sko- og skibsindustriens manuelle arbejdsdivisioner blevet flyttet til mere lukrative områder i udlandet, og store dele af den mest svinende landbrugsproduktion er i disse år ved at genopstå i Polen og i de baltiske lande. Ærgerligt i et rent økonomisk perspektiv er det selvfølgelig, at det er meget vanskeligt – for ikke at sige pløkumuligt – at flytte alle de uomgængelige, helt nødvendige og rituelt underbetalte service-, pasnings- og plejejob til udlandet.

Lige så sikkert som amen i kirken er også dimensioneringstalen, der tilsiger alle aktører at sikre det rigtige match mellem kandidatproduktionen på de højere uddannelsesinstitutioner og det aktuelle samfundsmæssige behov (efterspørgslen) på den forfinede arbejdskraft. Det lokale råderum må i sagens natur indskrænkes og skæres behørigt til.

Men det i uddannelsespolitisk forstand unisone kor, de dertilhørende ræsonnementer og alle de ovennævnte initiativer ser højt og flot bort fra tre alvorlige spørgsmål, der principielt må påkalde sig alles interesse. Derfor bør de drøftes højlydt af alle interessenter i offentligheden – fra den førsteårsstuderende til Christiansborg-politikeren, fra uddannelsesvejlederen til professoren.

For det første må der stilles et kritisk spørgsmål til grundlaget for denne optimeringsorienterede spådomslogik: Kan fremtidens arbejdsmarked overhovedet forudses og foregribes? Det er tidligere gået galt, når man har forladt sig på at kigge i glaskugler og frem skrevet kendt viden. Hvem ved fx med sikkerhed, hvilke job der er forsvundet i 2050, og hvilke nye der er kommet til? Mon ikke der eksempelvis bliver brug for humanistiske tegntydningskompetencer i en fremtid domineret af big data og “lidt for” automatiserede algoritmekørsler? Kan det ikke også tænkes, at der bliver brug for samfundstænkere, der kan levere bud på, om det kan undgås, at markedsfrihed fører til social ulighed, skævvridning og uro?

For det andet må det diskuteres, om alle statsborgere i dette land ideelt set er forpligtet til at levere 50 gange 12 måneders arbejde pr. næse og helst på den højst mulige slutløn = 600 måneders uafbrudt virke til forretningen DK’s pris i løbet af ét liv? Er alt andet at forstå som spildtid, som såkaldte Spildtidsmålinger i undervisningsministerielt regi syntes at indikere fra begyndelsen af 2000-årene og frem? Og med hvilken ret kan det hævdes, at mennesket kun er noget værd, hvis det er højtlønnet og aldrig foretager sig “svinkeærinder” eller bliver tvunget til at skifte kurs i livet (holde orlov, tage andre uddannelser, blive fyret mod sin vilje, gå på halv tid, forelske sig etc.)?

For det tredje ligner det grangiveligt en både blind og forfærdende reduktionisme at kanonisere den høje bruttoløn til ikke bare at være identisk med høj produktivitet, men også at gøre den højtlønnede til inkarnationen af et sakrosankt samfundsideal. Lighedssætningen er i sandhed forførende, men modspørgsmålet må lyde: Er job kun vigtige, og bør de kun være omgærdet af respekt i et bredt samfundsmæssigt perspektiv, hvis de lønnes højt? Hvis ækvivalensligningen hypostaseres som normalmeter, skrives dristige finansoperationer op i betydning, og eksorbitante lederlønninger idealiseres. Samtidig må lav løn skyldes folks eget valg, at de ikke er mere værd, eller at de ikke har (villet …) ladet sig oplyse af UddannelsesZoom.

Summa summarum synes det at være både kortsigtet, krænkende og dumt at lade kvantitative “markedssandheder” gøre det ud for kvalitative “samfundssandheder” inden for uddannelsessystemet.

Ny stillingsstruktur kræver åbenhed og inddragelse

Af lektor Karsten Boye Rasmussen, fmd. for Djøfs universitets- og forskningssektor

Den ny stillingsstruktur, der trådte i kraft ved nytår, ligestiller forskning og forskningsbaseret undervisning, og der skal også skabes større synlighed om karrieren for de videnskabeligt ansatte. Det er gode intentioner, men “the proof of the pudding is in the eating”, og det er op til os ansatte at holde ledelserne fast på intentionerne.

Desværre har ledelserne ikke hidtil scoret højt på områderne åbenhed og inddragelse af de ansatte. Fx leverer Syddansk Universitet i øjeblikket et skræmmende eksempel på uigennemskuelighed, manglende inddragelse og nærmest sort tale. Bortfald af toprocentsbesparelser og fortsat forhøjet tørt taxameter forsvinder i kryptiske budgetmodeller og bliver med et slag til tvingende nødvendige besparelser på fast løn (Forskerforum #331). Og nu efterfølges økonomisnakken af fyringer!

Åbenhed og inddragelse skal opfyldes, for at udfyldelsen af stillingsstrukturen kan give et vellykket resultat. Uden åbenhed kan der ikke reageres på, om faglige bedømmelser faktisk ligestiller forskning og undervisning; og vi medarbejdere bør inddrages i fastsættelse af kriterier. Gennem åbenhed skal ledelserne demonstrere klare karriereperspektiver for videnskabeligt ansatte, og inddragelse skal sikre objektiv behandling. Åbenhed og inddragelse er også forudsætning for opfyldelse af andre hensigter i stillingsstrukturen. Nogle centrale eksempler fra stillingsstrukturen nævnes nedenfor.

Muligheden for anvendelse af studielektorer og -adjunkter kan positivt overføre nogle eksterne lektorer og undervisningsassistenter fra en usikker tilværelse til en fastere tilknytning. Vi kræver, at ledelsen ikke benytter dette tiltag til nedskæring af den forskningsbaserede undervisning. Vi må holde ledelsen op på målene ved nøje at følge udviklingen i ansættelser i stillingskategorierne. Det er væsentligt, at ledelserne ikke gennem ansættelse af studielektorer og studieadjunkter underminerer de forskningsbaserede uddannelser.
Heri ligger ingen vurdering af den ansattes kapacitet. Det er en vigtig opgave for ledelsen også at karrierevejlede studielektorer og -adjunkter og gøre klart, at denne stilling ikke er et skridt på vejen til den normale universitetskarriere: adjunkt – lektor – professor.

Vi hilser bortfaldet af stillingen som professor MSO velkommen. Det var en stilling, der udsatte ansættelsen som ordinær professor, og en stilling, der skabte stress og usikkerhed for mange. Sammenlignet med andre lande har Danmark færre professorstillinger, så bortfaldet af MSO-stillingen skal følges op med flere ordinære professorater. Stillingsstrukturens karrierestillinger kræver yderligere opmærksomhed fra os ansatte. Vi må forlange åbenhed fra ledelsen om brugen af “tenure track” og den tidsbegrænsede adjunktstilling. Lad os igen slå fast, at der ulykkeligvis ikke findes “tenure” på danske universiteter. Ved nedskæringer kan alle fyres!

Stillingsstrukturen giver mulighed for en lektorsti for adjunkter og en professorsti for lektorer. En faglig bedømmelse vil afgøre, om kriterier og niveau er overholdt, og ved positiv bedømmelse overgår personen til næste stillingstrin som hhv. lektor eller professor. Der kræves altså ikke opslag af stillingen. Stierne til lektor og professor hænger nøje sammen med intentionen om klarere forventningsafstemning og karriereperspektiv for den ansatte. I begge tilfælde træffes der forud aftale om bedømmelseskriterier og niveau. Det er helt centralt, at de lokale ledelser forstår, at både generelle og specifikke ordninger skal fastlægges i et samarbejde med inddragelse af medarbejderne.

Stillingsstrukturen skærper vores opmærksomhed over for ledelsens åbenhed og inddragelse af medarbejderne. Alle steder, hvor åbenheden og inddragelse indskrænkes, og hvor åbenhed og inddragelse kan udvides, bør vi reagere. Dette gælder spørgsmål omkring strategi og budgetter, men det er også afgørende, når den nye stillingsstruktur skal udfyldes. Tillid kan kun bygges på åbenhed. Ledelserne har rige muligheder for forbedring.

Samfundsvidenskab på SDU vil afskedige 17

17 ansatte er blevet varslet afskediget, og fire skal enten omplaceres eller tilbydes at fortsætte på nedsat tid. Begrundelsen lyder, at fakultetets indtægter er faldet med 46 mio. kr. siden 2016, men tillidsfolk betvivler, at afskedigelserne er nødvendige, da de før har oplevet, at ledelsen kom med dystre økonomiske forudsigelser, der ikke blev til virkelighed.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Tilliden mellem ledelsen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU og medarbejderne må være nær lavpunktet, efter dekan Jens Ringsmose har indstillet 17 ansatte til afskedigelse og yderligere fire har fået varslet en reduktion af deres arbejdstid eller omplacering til en anden stilling på SDU.

Læs også 
Rundspørge: Hver fjerde forsker frygter at miste jobbet

Ifølge Karsten Boye Rasmussen, lektor og fællestillidsrepræsentant ved SDU Samfundsvidenskab, udtrykte flere medarbejdere sig stærkt kritisk over for ledelsens beslutning, da der i Odense blev holdt et orienteringsmøde på et af de berørte institutter.

”Der er ingen forståelse for, at SDU undlader at anvende ekstra indtjente millioner fra de seneste år til at strække økonomien på udsatte steder og opnå en balance gennem naturlig og frivillig afgang. Det er som om, ledelsen ikke har gjort sig klart, hvor ødelæggende det er for forskningsgrupper, for arbejdsmiljøet og for SDU’s renomme, at folk, som har opfyldt mere end deres arbejdsopgaver, bliver indstillet til fyring”, siger Karsten Boye Rasmussen.

Han påpeger, at SDU’s regnskaber har været mere positive, end hvad der var budgetteret med de seneste år.

Indtægter faldet

Ifølge dekan Jens Ringsmose er det en trængt økonomisk situation, der først og fremmest præger Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse, Fakultetsadministrationen og Den Samfundsvidenskabelige Analyseenhed, der nødvendiggør afskedigelserne.

”Det er en forfærdelig ting at skulle tage afsked med dygtige kolleger, fordi økonomien ikke rækker, men vi står på fakultetet i den ubehagelige situation, at vi, på trods af at omprioriteringsbidraget er fjernet og den midlertidige takstforhøjelse videreført indtil 2022, er alvorligt udfordrede på økonomien. Vores årlige indtægter er faldet med 40-45 mio. kr. siden 2016, og der er desværre ikke udsigt til, at vi får nye indtægtskilder, som bringer os tilbage på 2016-niveauet. Vi er derfor tvunget til at reducere vores lønomkostninger og gennemføre uansøgte afskedigelser”, siger han.

Jens Ringsmose tilføjer, at de har været igennem en såkaldt ”afværgefase”, hvor man har undersøgt, om der er kolleger, som overvejer at gå på nedsat tid, orlov, pension eller lignende, men det har ikke været tilstrækkeligt til at undgå afskedigelser.  Han roser Hovedsamarbejdsudvalget og Samarbejdsudvalgene for at have indgået i en god og konstruktiv proces.

Ansatte stoler ikke på ledelsens tal 

Karsten Boye Rasmussen mener, at det er urimeligt, at det er ansatte som afskediges, når ledelserne ikke har udvist rettidig omhu.

”Usikkerheden er udtalt og må forventes at skabe dønninger. Også nytiltrådte ledelser må indse, at tilliden til dem skal opbygges fra et meget lavt niveau, og ledelserne må acceptere at frustration rettes mod dem. Tidligere er negative budgetforudsigelser blevet efterfulgt af positive regnskaber. Vi kan håbe på, at forudsigelserne også denne gang har været for negative, og at situationen forbedres. For at genskabe tillid vil det så være tvingende nødvendigt, at ekstra midler anvendes til genansættelse af de udpegede personer”, siger han.

Jens Ringsmose, der blev ansat i juni 2019, siger, at det er rigtigt, at dekanatets budgetforudsigelser var for pessimistiske både i 2015/16 og 2016/17.

”Det er korrekt, at der blev gennemført besparelser i 2015 på baggrund af nogle dystre økonomiske forudsigelser, som viste sig ikke at holde stik, men det handlede om, at fakultetet fik nogle uventede engangsindtægter, da flere studerende gjorde deres uddannelse færdig end ventet på grund af fremdriftsreformen”, siger han.

Han tilføjer, at man til gengæld rammer næsten plet i 2019, hvor man havde budgetteret med et underskud på 20 mio. kr., og det ser ud til at ende med minus 22 mio. kr.

”Universitetsøkonomi er en volatil størrelse, da udgifter og indtægter bevæger sig på måder, der er svære at forudsige, men vi laver budgettet med afsæt i vores bedste estimater, og vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå at være for pessimistiske. 2020 tegner til at ende med et underskud på den forkerte side af 30 mio. kr., da vores indtægter er faldet markant, mens udgifterne ikke er blevet tilpasset”, siger Jens Ringsmose.

Ramt på uddannelsesindtægterne

Han fortæller, at det er en række forhold, der til sammen gør, at det er nødvendigt at afskedige.

Den tidligere regerings dimensionering af uddannelser betød, at SDU var tvunget til at lukke flere kandidatuddannelser og flere uddannelser, hvor der blev undervist på engelsk. Beslutningen blev truffet i 2015, men det er først nu, hvor de sidste studerende bliver færdige, at det for alvor kan mærkes, da STÅ-indtægterne forsvinder.

Uddannelsen til cand.merc.aud. blev også tidligere udbudt som en brugerbetalt deltidsuddannelse, men nu er det blevet en STÅ-finansieret erhvervskandidatuddannelse, og det koster fakultetet et tab på 6 mio. kr.

Desuden peger han på, at selv om omprioriteringsbidraget nu er fjernet, så har SDU mistet mere end 100 mio. kr. årligt.

Den såkaldte partshøringsfase, hvor de, der er blevet varslet afskediget, har to uger til at argumentere mod deres afskedigelse, er nu gået i gang.

 

Adjunkt: “Jeg har ikke tal på, hvor mange der er kommet og gået, siden jeg blev ansat”

“Det er frustrerende at skulle starte forfra med at lære en ny op, og det skader også forskningen, fordi kontinuiteten går tabt.” – Jacob Christensen

Jacob Christensen, adjunkt på Aarhus Universitet, siger, at den benhårde konkurrence om stillingerne kombineret med mange tidsbegrænsede ansættelser er en udfordring for arbejdsmiljøet.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Foto: Jesper Voldgaard

Jacob Christensen har været hele turen igennem med den ene tidsbegrænsede ansættelse efterfulgt af den anden. Først var han ph.d.stipendiat, derefter blev han ansat som videnskabelig assistent, og så fik han titel af postdoc i to perioder, inden han endelig vandt i lotteriet og blev ansat som adjunkt i tre år ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på AU i en stilling, der var slået op i international konkurrence.

“Vi har et godt kollegialt fællesskab, men det ændrer ikke på, at vi konkurrerer om de samme alt for få stillinger. Jeg synes dog, at vi formår at gøre det uden at spidse albuerne”, siger Jacob Christensen.

Han tilføjer, at det alligevel ikke kan undgå at påvirke arbejdsmiljøet aldrig at vide, hvor længe du selv og kollegerne er ansat.

“Jeg er blevet rigtig gode venner med flere kolleger, men du ved, at de har en udløbsdato, fordi det er et konstant udskillelsesløb, vi er ude i. Jeg har ikke tal på, hvor mange der er kommet og gået, siden jeg blev ansat. De var alle ufatteligt dygtige, og AU ville gerne have beholdt dem, men der er bare ikke stillinger nok”, siger Jacob Christensen.

Læs også
Rundspørge: Hver fjerde forsker frygter at miste jobbet

Han tilføjer, at de startede en gruppe på syv nye ph.d.er i 2014, og i dag er han den eneste tilbage.

Han roser ledelsen på AU for i det mindste at have opstillet klare kriterier for, hvad det kræver at blive fastansat som lektor. “Vi ved alle, hvad der skal til, men konkurrencen er sindssygt hård. Det handler dybest set om, at du skal publicere en masse forskning, hjemtage forskningsmidler og være en knalddygtig underviser”, siger han.

Konstante udskiftninger trætter
Han husker, at en del af de fastansatte lektorer ikke kom over og hilste på ham, da han selv blev ansat, hvilket undrede ham.

“Jeg tænkte, at det var en mærkelig arbejdskultur, men jeg forstår dem faktisk bedre i dag, da jeg kan genkende det fra mig selv, når jeg møder endnu en ny videnskabelig assistent for første gang. Du bliver mentalt træt af konstant at skulle forholde dig til nye kolleger og til nye forskningsprojekter. Der er ikke noget galt med dem og deres forskning, men du kan simpelthen ikke rumme det, så det påvirker, hvordan du agerer over for dine kolleger, og det går ud over arbejdsmiljøet”, siger Jacob Christensen.

Han siger, at han er heldig at være en del af en lille god forskningsgruppe, hvor de samarbejder om at hjemtage nye projekter, og han har også opbygget et virkeligt godt samarbejde med sin nuværende videnskabelige assistent, men de ved, at stillingen kun kan forlænges i tre år, og kun hvis de har succes med deres ansøgninger.

“Det er frustrerende at skulle starte forfra med at lære en ny op, og det skader også forskningen, fordi kontinuiteten går tabt”, siger Jacob Christensen.

Elsker alligevel sit job
Han tilføjer, at jobusikkerheden ikke er rar, når du har nået en alder, hvor du har fået barn og har købt hus og bil, og han har også som arbejdsmiljørepræsentant snakket med kolleger, der ikke kunne leve med de tidsbegrænsede ansættelser.

“Jeg har haft kolleger, der har sagt: “Det her gider jeg simpelthen ikke, fordi usikkerheden er for stor”, så de har i stedet fundet job i det private. Det er alligevel paradoksalt, at man er bedre sikret i en privat konsulentvirksomhed, end man er på et institut på et offentligt universitet”, siger Jacob Christensen.

Han understreger, at han elsker at være forsker, selvom det kan være stressende og usikkert.

“Jeg arbejder nok alt for meget, men jeg kan virkelig lide det, fordi mit fagfelt er sindssygt interessant. Jeg har nok det, man kalder et flydende arbejdsliv, men det passer mig fint, at jeg har frihed til at arbejde, når det passer mig, fordi jeg har små børn og har brug for at kunne arbejde om aftenen, når de er lagt i seng”.

Men kan ledelsen ikke være ligeglad med arbejdsmiljøet, når der ikke er problemer med at rekruttere forskere, og I knokler løs frivilligt?

“Jo, men du kan også vende den om og sige, at ledelsen kunne være mere visionær og forsøge at skabe bedre arbejdsvilkår, så folk kunne præstere endnu bedre. Men ja, kynisk set har ledelsen ikke det store problem, til gengæld kender jeg heller ikke nogen ledere, der er så kyniske, at de er ligeglade med en APV, der indikerer psykisk dårligt arbejdsmiljø”, siger Jacob Christensen.

 

Bagsiden: Forening pusher forskerstatuer

En stor bronzeskulptur forestillende Eske Willerslev kommer snart til offentligt skue foran skøjtehallen i Hørsholm. Men foreningen bag har planer om endnu flere statuer af nulevende forskere.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Kristian Hornsleth

Der findes i Danmark en hæderkronet tradition for at opstille buster og statuer af afdøde personer. Den indbefatter også forskningen, hvilket man blandt andet kan se i Ørstedsparken, hvor H.C. Ørsted til stadighed står og fremviser et elektromagnetisk forsøg, eller på Frue Plads, hvor forsiden af KU’s administrationsbygning er pyntet med navnkundige videnskabsmænds støbte overkrop. For et par år siden kom desuden også en videnskabskvinde til, da seismologen Inge Lehmann blev betragtet som død nok til at kunne indgå i samlingen.

Men hvorfor så tilbageskuende? Lad os da hædre de levende forskere i stedet. Sådan lyder valgsproget for Foreningen til fremmelse af opstilling af statuer af nulevende forskere.

Man studser et øjeblik ved navnet. Er det en morsomhed? Men nej, fastslår formanden for den fem mand store bestyrelse, Sebastian Gyrst Christensen, over for Forskerforum – det er dødsens alvor.

“Hvorfor skal det kun være afdøde forskere, man hædrer? Vi synes, man skal hædre og dyrke de nulevende forskere, på samme måde som man dyrker sportsidoler”, siger Sebastian Gyrst Christensen på spørgsmålet om det meget målrettede fokus på nulevende forskere.

I første omgang er det dog en specifik nulevende forsker, foreningen gerne vil have ud at samle fugleklatter. Kunstneren – nogle vil endda kalde ham provokunstner – Kristian Hornsleth har i flere år haft en ide omkring en statue af Eske Willerslev, der som en superhelt i en tegneserie flytter sig hurtigere end sin egen skygge. Og Willerslev, som jo plejer at være med på den værste, ville gerne lægge krop og navn til et forskeridol for ungdom og menigmand.

Projektet har levet en lidt omskiftende tilværelse – blandt andet skulle KU angiveligt have afvist at lade den opstille ved Frue Plads. Også Gentofte Kommune fik buddet uden at lade sig lokke. Men i Hørsholm var der bingo, hvis pengene – omkring 1,6 millioner – til omkostningerne kunne findes. Og det blev de, blandt andet ved at Hornsleth lavede små modeller af skulpturen og solgte dem for mellem 10 og 50 tusind kroner.

Foreningen til fremmelse af opstilling af statuer af nulevende forskere blev stiftet som en slags støtteforening for projektet. Ud over Sebastian Gyrst Christensen, der kommer fra PR-branchen, finder man i den lille bestyrelse blandt andre Hørsholms borgmester, Morten Slotved, og fodboldagenten Karsten Aabrink. Formålet er, som det hedder i foreningens formålsparagraf, at få opstillet en statue af Eske Willerslev i Hørsholm. Men her stopper festen ikke. I stykke 2 hedder det nemlig: “Efter at den første statue er opstillet, vil foreningen arbejde for at rejse flere statuer af nulevende danske forskere”.

Og det holder man fast i, siger Sebastian Gyrst Christensen. Det er ganske vist ikke udpeget, hvem der skal efterfølge Eske Willerslev som forskermodeller, men det vil man finde ud af hen ad vejen, når Eske er kommet op ved skøjtehallen i Hørsholm, hvilket man forventer sker inden sommerferien.

Så der er håb for alle levende forskere, der drømmer om at se sig selv blive støbt i bronze og således komme på omgangshøjde med Bohr og Ørsted.