Vis dit ph.d.-projekt: Langt ude

Trods udfordringer med sproget kom Jeanette Lykkegaard tæt på mange af Achaivayams indbyggere. Foto: Privat, Jeanette Lykkegård

Antropologen Jeanette Lykkegård har i sit ph.d.-projektarbejde i Kamchatkas barske klima oplevet store lidelser, men også stort nærvær i forhold til både natur og mennesker.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Langt ude. Det er næppe upassende at bruge den betegnelse om landsbyen Achaivayam i det østligste Sibirien tæt på Beringshavet, langt fra stort set alt andet. Den dag helikopteren satte Jeanette Lykkegård af, var det eneste, hun vidste, at hun kunne bo i en offentlig administrationsbygning med ledige rum. Og den eneste aftale holdt ikke stik.

“De havde hørt, at jeg skulle komme, så de tog imod mig, og jeg fik noget rensdyrsuppe. Så blev jeg fulgt hen til administrationsbygningen, hvor jeg troede, jeg skulle bo. Men de forstod ikke, hvad jeg sagde, og kendte ikke nogen aftale. Da vi ikke forstod hinanden, tilkaldte de byens engelsklærer, og det endte med, at jeg kunne bo hos hende. Helt tilfældigt”, fortæller Jeanette Lykkegård.

Da hun kom til Achaivayam første gang, var det for at lave feltarbejde til sit speciale i antropologi på AU – et speciale, der i en 4+4-ordning lappede over i en ph.d.-afhandling. Emnet, hun ville undersøge, var nogle meget høje selvmordsrater blandt unge i Kamchatka. Inspirationen kom fra hendes underviser og senere vejleder Rane Willerslev, der i dag er direktør for Nationalmuseet. Den oprindelige sibiriske befolkning og dens dyrkelse af shamanisme har netop været antropologen Rane Willerslevs primære forskningsområde.

Efterretningstjeneste var mistænksom

“Rane stillede nogle spørgsmål, som han ikke selv fik undersøgt: Har de her selvmord noget at gøre med de unges syn på liv og død? Når døden ses som indgangen til et nyt liv, er det så nemmere at vælge døden?”

Dette spørgsmål tog Jeanette Lykkegård til Achaivayam for at få svar på. Hun vidste fra Rane Willerslev, at byen var et sted, hvor man stadig praktiserede de traditionelle religiøse ritualer og generelt den tjuktjiske, shamanistiske livsførelse. Men selv om hun blev taget godt imod, var forskningsarbejdet i begyndelsen ikke så ligetil. Hendes mangelfulde russisk gjorde det svært at kommunikere. Og dertil kom, at døden er noget, man helst ikke taler om, fordi talen i sig selv kan åbne nogle uheldige passager til de dødes verden.

Hvad hun senere fandt ud af, var desuden, at der fra de russiske myndigheders side blev kigget med en vis skepsis på hendes tilstedeværelse i byen. Den russiske sikkerhedstjeneste FSB kontaktede jævnligt byens borgmester for at høre, hvad hun gik og lavede, og blandt andet kontrollere, at hun ikke skrev om politiske forhold.

“Sprogligt var jeg lidt på spanden i starten, så der fik jeg primært mine data gennem observation. Mit held var, at jeg boede hos en engelsklærer, der var rigtig sød og hjalp mig. Og når man ikke har andre muligheder, lærer man hurtigt at kommunikere. En god ting var, at folk havde rigtig god tid. Så jeg kunne for eksempel sidde med folk og vise dem billeder fra min computer, og så kunne de fortælle til diktafonen, hvilket jeg så senere kunne få oversat”.

Har glemt, “hvordan man lever”

Beboerne i Achaivayam tilhører folkeslaget tjuktjer. De levede tidligere som nomader på tundraen, hvor de holdt rensdyr. Men under sovjetstyret blev rensdyrholdet nationaliseret, og lokalsamfundet blev indrettet på den måde, at mændene arbejdede med rensdyrene på tundraen, mens kvinder og børn bosatte sig i landsbyen. Samfundet har siden sovjettiden været præget af nogle af de problemer, vi i vores del af verden kender fra Grønland med alkoholisme og altså meget høje selvmordsrater, særligt blandt de unge.

“Det, de selv forklarer selvmordene med, er, at de har glemt, hvordan man lever. De unge siger, at de keder sig. De ældre beskriver det, som om de ikke lever rigtigt – at nogle af de her mennesker allerede er en lille smule døde”.

Jeanette Lykkegårds plan var at lære samfundet og menneskene så godt at kende, at hun kunne kortlægge baggrunden for de selvmord, der fandt sted. Hun fik imidlertid den “udfordring”, at der ikke skete nogen selvmord i den periode på tre år, hun periodisk opholdt sig i Achaivayam. I stedet ændrede hun fokus til den lokale befolknings nuværende problematik; de dør ofte i en meget tidlig alder. De tidlige dødsfald skyldes ifølge dem selv manglende viden om, hvordan man lever.

Livet forstås gennem døden

“Jeg oplevede tidligt, at døden og de omfattende dødsritualer blandt tjuktjerne er en rig indgang til at forstå, hvad livet og dermed det at leve livet betyder for de her mennesker. Derfor tager jeg udgangspunkt i dødsfald, der er sket, mens jeg har været der, blandt folk, jeg har kendt og fulgt, mens de levede. Jeg prøver at forstå, hvordan den manglende viden viser sig i deres liv. Og i nogle tilfælde hvad det var for en viden, denne person havde, som gjorde, at vedkommende døde “rigtigt” – det vil sige efter et langt liv”.

Tjukterne er et gammelt normadefolk, men siden sovjet-tiden har kvinder og børn boet i
landsbyer, mens mændene passede rensdyr på tundraen. Foto: Privat, Jeanette Lykkegård

Hun forklarer, at tjuktjerne i Rusland er omgærdet af mange fordomme på grund af deres problemer med alkoholisme, lidt som det herhjemme i nogen grad gælder for den oprindelige grønlandske befolkning. “Jeg vil gerne vise, at de oplever problemer, der er genkendelige, men under forhold, der er meget fremmede. Jeg prøver at skabe genkendelighed”. Men sammen med det genkendelige ligger også det for os meget fremmede, nemlig den særlige shamanistiske opfattelse af døden som en overgang til en anden verden, hvorfra der stadig kan være former for kontakt og bånd til de levende. På den måde spiller de døde stadig en rolle i de levendes liv.

Forbundet – også efter døden

Jeanette Lykkegård giver et eksempel med et ægtepar, der begge kom af dage, mens hun var i Achaivayam. En mand, der var leder af en rensdyrlejr, druknede, da det terrængående køretøj, han var passager i, blev oversvømmet, da det forsøgte at krydse en flod.

“Nogle måneder efter har hans hustru en drøm, hvor manden kommer til hende og spørger, om de skal have sex. Hun fortæller det til sin nabo, og at hun i drømmen sagde ja til sin mand. De ved begge, at det er et dårligt tegn. Samme dag, da de følges ad ned til byens butik for at købe ind, får hun det dårligt, og kort efter får hun et hjerteanfald og dør. I vores verden vil det nok blive set som et mystisk sammentræf, men i deres verden handler det om, at hun er blevet trukket med ind i den åbning, der kan opstå mellem de to livssfærer. Og det handler om, at de ikke forstår individer som afgrænsede, på samme måde som vi gør”.

Den opfattelse af mennesker som forbundne organismer giver også forklaringer i forhold til et andet tema i Jeanette Lykkegårds projekt: social smitte. Et fænomen, der også var temaet  for en udstilling på Moesgaard Museum i 2017, som hun bidrog til.

“Man ved ikke, hvorfor det opstår. Og jeg vil påstå, at vi ikke forstår social smitte, fordi vi forstår os selv som afgrænsede, og det er vi ikke. Vi påvirkes af hinanden. Måske kan vi finde inspiration i den tjuktjiske måde, hvor man ser kroppene som mindre adskilte”.

Fordærvet kød til middag

Jeanette Lykkegård opholdt sig i Achaivayam fire gange a tre måneder i perioden 2011-2014. Efterfølgende har hun arbejdet herhjemme med data afbrudt af en barselsorlov. Men opholdene i Sibirien har sat sig varige spor på godt og ondt.

“Noget af det længes jeg tilbage til. Især livet på tundraen blandt rensdyrhyrderne. Det er hårdt, og der er ikke bad og nogen former for luksus, men det giver en følelse af at være i kontakt med livet minut for minut. I landsbyen kunne jeg godt lide den måde, indbyggerne tager sig af hinanden på. Ingen bliver ladt alene, og det var jeg heller ikke. Det kan jeg godt savne herhjemme. Min nabo kommer ikke ind med friskfanget fisk”.

Men hun vil heller ikke romantisere tilværelsen i Østsibirien. Det er et barsk sted at bo både for en dansk ph.d.-studerende og for de lokale. “Det er egentlig værst om sommeren. Der er enormt mange myg, og når man er med hyrderne på tundraen, bliver maden hurtigt fordærvet, så man er tvunget til at spise muggent kød. Der er ikke andet. Og når man sidder ude om vinteren i 30 graders kulde og slagter et rensdyr med bare hænder, så kan man også godt ønske, at man havde valgt feltstudier i Oceanien. Og så er det også hårdt, fordi det er et samfund med lidelse. De har været igennem flere omvæltninger, der er dybe kriser med alkoholisme, vold og mange dødsfald. Og adskillelsen mellem mændene, der er på tundraen, og kvinderne i landsbyen skaber store frustrationer”.

I øjeblikket sidder Jeanette Lykkegård med de sidste sider af ph.d.-afhandlingen. Den skal helst være afleveret 5. april. Den dag har hun nemlig billetter til en flyafgang. Rejsemål: Achaivayam i Østsibirien.

Vis os dit ph.d.-projekt

Hvem: Jeanette lykkegård, kandidat i antropologi.

Hvad: living through Death: everyday life and Metaphysics among the siberian Chukchi.

Hvor: institut for kultur og samfund, AU.

Hvorfor: Projektet er at forstå de udfordringer, den oprindelige befolkning i det nordlige kamchatka lever med, gennem en undersøgelse af en tjuktjisk animistisk filosofi omkring “det gode liv”. Hensigten er med denne filosofi at udfordre måder at forstå os selv, vores omgivelser, tid, relationer, liv og død på. særligt i forhold til fænomenet social smitte.