’Vi var for pæne…

Efter 18 år og 8 måneder som formand for DMs 5.800 uni-lærere – og som redaktør på FORSKERforum – går lektor Leif Søndergaard på pension

”I gamle dage var der forskel mellem Polyteknisk Læreanstalt, Landbohøjskolen, KU, AU, SDU og universitetscentrene. Nu skal alle indpasses i samme form. Det enkelte unis særlige kendetegn og specialiseringer er blevet udvisket. Diversiteten var en kvalitet i sig selv, for hver havde sit særpræg, men det har politikerne ændret, så Uni’erne er blevet til en ensartet leverpostej.”

Sådan siger lektor Leif Søndergaard. Han kender sektorens udvikling, for han har været formand for 5500 universitetslærere i DM i 18 år og 8 måneder, hvor han også har været redaktør af FORSKERforum. Han har fejret 40-årsjubilæum som ansat på KU, og han har været tillidsmand i næsten lige så mange år, herunder fællestillidsmand for KUs vip’ere i 20 år.

Han sluttede som KU-tillidsmand i december. Og 1. februar slutter han som DM-formand for at gå på pension.

”Leverpostejen kom, fordi politikerne gjorde uni-sektoren fortræd med de store reformer, uni-loven 2003 og fusionerne 2007. Man har strømlinet og effektiviseret i ’konkurrencens’ navn, men det betød bare, at udpegede ledere og fusioner lavede mega-institutter – med meget langt mellem ledere og medarbejdere. Og fordi universiteterne skal konkurrere indbyrdes, er de ensliggjort; alle skal agere efter samme standarder og centrale styring. Diversiteten er forsvundet – men netop forskellighed og frihedsgrader er forudsætning for kreative miljøer”.

Det værste: Fyringsrunder

”Det bedste og sjoveste for mig som uni-lærer har været mødet med de studerende i den tætte undervisning i små hold, hvor man oplever de unges umiddelbarhed, nysgerrighed og ser den enkeltes fremskridt. Og så selvfølgelig de fleste forskeres brændstof, forskningen.”

Det værste har ubetinget været den stigende statsstyring og centralisering med de negative følger for frihedsgrader og arbejdsvilkår, mener han.

”Som menig forsker har det mest plagsomme i hverdagen været det voksende bureaukrati med det sure arbejde med at skrive ansøgninger, afrapporteringer og indberetninger. Det er surt, for meget af det er systemkrav, uden at kerneopgaverne forskning og undervisning bliver bedre”.

”Som tillidsmand for det videnskabelige personale har gentagne fyringsrunder ubetinget været det værste. En fyring er jo menneskelige tragedier, som man bliver involveret i som tillidsmand. Samtidig er det negativt, for alt andet lige varsler fyringer forværring af arbejdsvilkårene; de tilbageblevne skal jo løbe hurtigere.”

Uni-loven 2003 – en ladeport for styring

Da uni-loven var til debat i 2001-03 var der nogle, som bagatelliserede konsekvenserne, for loven ville ikke påvirke universitetets indre liv og mekanismer, som ville fortsætte uanfægtet, med sin indbyggede inerti.

”Samme tankegang hørte vi fra den daværende direktør for uni-styrelsen, Jens Peter Jacobsen. Han argumenterede for, at loven ville give universiteterne og de ansatte mere frihed, da forskningsfriheden nu var skrevet ind i loven, og de professionelle bestyrelser ville beskytte universiteterne mod for megen styring fra politikerne. Det viste sig at være absolut forkert, ligesom troen på unis indre inertis magt. Det akademiske liv på universitetet er en følsom institution, og loven har haft enorm negativ indflydelse på det indre akademiske liv, der har vist sig at være utroligt følsomt og påvirkeligt af topstyring, og ekstern indblanding”, svarer han.

”Med uni-loven som løftestang er det lykkedes politikerne at flytte fokus fra uni’s kerneopgaver – kritisk forskning og god undervisning – over mod økonomi og ”nytte”. Ny viden er kun af interesse, hvis det umiddelbart kan føre til økonomisk gevinst, og undervisningen er kun god, hvis det umiddelbart kan føre til højtlønnet beskæftigelse. Kvalitet er ikke længere en interessant parameter for politikerne”.

Hvad betød videnskabsminister Helge Sanders slagord ”Fra forskning til faktura”?

”Til at begynde med grinede folk jo ad den slags handelsskole-snak. Men slagordet var jo udtryk for en bestemt type krav og målstyring, som faktisk hurtigt satte sig igennem i praksis, helt ned i det interne akademiske liv. I dag har vi svært ved at grine ad, at alt måles efter nytte, og det kræves af os, at vi skal skabe indtægter, erhvervsrelevans, nytte og arbejdspladser. Men sådan er hverdagen for sektoren i dag. Der er ikke plads til utraditionelle ideer”.

“Selvkritisk må jeg nok konstatere, at vi var for dårlige til at kæmpe imod uni-loven. FORSKERforum beskrev da problemerne, men politisk var vi alt for pæne og tilbageholdende i vores indsigelser. Det videnskabelige personale var alt for passivt og skulle have protesteret meget mere drastisk, både internt og eksternt. Men uni-lærere er for pæne og altså naive, for vi troede ikke, at det ville gå så galt, som det faktisk gjorde.”

Politikernes styringslyst

”Misforstå mig ikke: Vores lokale rektorater og bestyrelser er ikke onde, og kravene om kontrol og registrering er ofte ikke noget, de har opfundet. Det kommer ovenfra, fra et ministerium og fra embedsmænd, som vil styre”, siger Søndergaard. ”Men vores ledelser har indtil for nylig ikke forsvaret universitetets interesser, men klappet hælene lydigt sammen, når der kom et modsætningsfyldt eller umuligt direktiv fra politikere eller embedsmænd”.

Uni’erne er kommet i orkanens øje: ”For politikerne er universitetet blevet en nationaløkonomisk brik, der skal bidrage til at fremme dansk konkurrenceevne, vækst og velfærd. I praksis betyder det, at politikerne stiller krav og styrer på mange niveauer – med embedsmænd som mellemmænd. Uni-loven har givet ministeren redskaber til at styre og kontrollere. Uni’erne er formelt ’selvejende institutioner’ med selvstændige bestyrelser. Bemærk, at udtrykket forskningsfrihed kun nævnes få gange i loven, mens det mange gange slås fast, at ministeren kan gribe ind”, forklarer han.

”Godt nok har Uni’erne fået bevillingsmæssige flerårsaftaler – med faldende bevillinger til især undervisningen – men hovedproblemet er generelt, at politikerne opererer meget kortsigtet. De laver stop-and-go politik, hvor der lanceres planer den ene periode, og den næste spares der. Samtidig opstiller man ambitioner og krav på modsætningsfyldte betingelser – bedst illustreret af, at man forlanger et masseuniversitet på eliteniveau. Og det er umuligt at opfylde, og derfor kan Uni’erne aldrig gøre politikerne tilfredse”.

Forfaldsmyter

Var det alt sammen bedre i gamle dage?

”Det er der jo mange forskellige fortolkninger af. Jeg mener, at det på mange punkter var bedre: Jeg har nævnt den kollegiale ledelse i mindre miljøer frem for den professionelle ledelse på afstand. Der var relativt flere fastlærere, så der var mere tid til hver enkelt studerende, og der var tættere relation til lederne. Og myten om, at der dengang var slendrian med mange nulforskere, holder ikke, for der var også forskningsvogtning dengang.”

Han tilhører den ældre generation fra den humboldtske tradition, hvor viden, kritik og dannelse har værdi i sig selv og dyrkningen af dette er unis vigtigste opgave:

”Den ’forskningsbaserede undervisning’ og forskningsfriheden er en forudsætning for den tradition. Men den voksende statsstyring har vist, at det ikke er en selvfølge. Forskningsfriheden er noget, man skal forsvare og kæmpe for, for samfundets og forskningens skyld – herunder for de nødvendige basisbevillinger til at bevare det kritiske potentiale”.

Generationskløft

Nogle hævder, at der er et generationsproblem blandt uni-lærere med et skel mellem de ældre ”fagpolitiske” og de yngre, som indretter sig på systemet og tænker i karriere – for dem er forskningsfrihed og fagforening noget gammeldags noget.

”Fagforeninger er nødvendige for at forsvare de ansattes arbejdsvilkår og rettigheder, og herunder hører også de akademiske værdier og forskningsfriheden. Men det er nok rigtigt, at der en generationsforskel mellem min generation, som registrerer forringelser af arbejdsvilkår og forstår værdien af forskningsfrihed, og så de unge forskere i karrierespor. De unge ser nok de ringere vilkår og styringen som et fait accompli, som de ikke kan lave om på. Derfor engagerer de sig ikke så meget i andet end deres karriere, i tiltro til at korttidsansættelser kunne føre til en fastansættelse. Og jeg bebrejder dem såmænd ikke, for betingelserne for at gøre akademisk karriere i dag er svære”, siger han og tilføjer:

”Men jeg kan godt være bekymret for, hvem der i fremtiden skal forsvare det klassiske universitet over for systemets voldsomme styringslyst”.