Uredelighedsnævn halter efter tidsfrister

En uredelighedsanklage hæmmer ens arbejde som forsker, fortæller DPU-professor Lars Qvortrup, der nu er blevet frikendt efter 1 år og 6 dage. “Det kunne da være vidunderligt, hvis sagsbehandlingstiden var kortere”.
Foto: Niels Ahlmann Olsen/Ritzau Scanpix

Sagen om Skovmand-klagerne viser, at lange sagsbehandlingstider stadig er et problem i uredelighedssager. Det får flere til at sætte spørgsmålstegn ved praksisudvalgenes rolle.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

1 år og 6 dage. Så lang tid tog det for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU) at behandle og afvise de klager, UC Lillebælt-lektor Keld Skovmand sidste år rettede mod en række pædagogiske forskere. Og det er lang tid at gå rundt og være mistænkt for at være en snydepels, lyder det fra de anklagede forskere.

“Det er meget ubehageligt, at man som privatperson bliver hængt ud for noget, man selv ved er grundløst, og som man ikke kan tage til genmæle mod”, siger professor ved DPU Lars Qvortrup. Selv om det ikke skaber nogle direkte restriktioner, bliver en verserende uredelighedssag alligevel en usynlig, hæmmende faktor i forskningsarbejdet.

“Det er svært at måle den slags ting, men det er klart, at i den 12 måneder lange periode, jeg har været anklaget, har jeg været tilbageholdende for eksempel med at lave ansøgninger til forskningsfonde. De kan jo ikke vide, om der er noget om sagen, og man får nemt den tanke, at der sjældent går røg, uden at der er brand et sted”, fortæller han.

Tre måneder før behandling
Sagen viser, at sagsbehandlingstiden stadig er et problem i uredelighedssager, som det var under NVU’s forgænger, Uredelighedsudvalget (UVVU). UVVU fik i sine sidste leveår heftig kritik, blandt andet for belastende lange sagsbehandlingstider.

Da UVVU i 2017 blev udskiftet med NVU, ændrede man blandt andet procedurerne omkring høringsretten, således at nævnet kan vælge at afgøre sagen uden at høre klager. Før kunne sagen vandre frem og tilbage, når ethvert svar skulle i høring hos modparten. Men trods den ændring kan sager altså stadig trække ud.

Forskerforum har bedt om aktindsigt i sagsbehandlingen af en af de i alt fem klager, Skovmand indsendte. Her fremgår det blandt andet, at der går små tre måneder, fra klagen modtages i nævnets sekretariat, til den første gang bliver “vurderet indledningsvist” ved et møde. Herefter går der 3½ måned, før sagen behandles ved et møde, endnu 2½ måned, før et afgørelsesudkast behandles, og nye 2½ måned, før afgørelsen træffes.

Udfordret med frister
I NVU’s årsberetning for 2017 og 2018, som netop er kommet, fremgår det også, at nævnet i perioden har “haft vanskeligt ved at overholde sagsbehandlingstiderne”. Nævnets formand, Jens Hartig Danielsen, landsdommer og tidligere professor ved AU, henviser i beretningen til, at nævnet har haft flere sager end UVVU, men har færre faglige medlemmer at trække på.

Over for Forskerforum begrunder han yderligere med, at komplekse sager tager lang tid.

“Hvis et større sagskompleks vedrører flere anmeldelser, flere anmeldte personer, flere videnskabelige produkter, mange bilag og sagsakter i øvrigt, så tager det tid”.

Loven tillader stadig en sagsbehandlingstid på op til 12 måneder, hvis en sag realitetsbehandles. Hvis en sag afvises som åbenbart grundløs, er fristen 3 måneder.

Keld Skovmand indsendte i alt 5 anmeldelser i marts og april 2018, hvor han anmeldte 55 forhold. Ingen af anmeldelserne førte til afgørelse om uredelighed. En enkelt af de fem anmeldelser blev afvist uden realitetsbehandling, fordi den ikke handlede om et videnskabeligt produkt. Men nævnet valgte at behandle sagerne samlet, og den måtte derfor vente på de andre afgørelser.

Praksisudvalg ser sig selv som postkasse
Lars Qvortrup ærgrer sig over sagsbehandlingstiden, men han vil ikke klandre NVU.

“Det kunne da være vidunderligt, hvis sagsbehandlingstiden var kortere. Men nævnet har de ressourcer, det har. Og det vil også kunne fungere, hvis nævnet ikke fik åbenlyst urimelige anmeldelser”, siger han.

Keld Skovmand sendte ikke sine anmeldelser til NVU, men til praksisudvalget på AU. Det har dog ifølge praksisudvalgets formand, Palle Bo Madsen, været en ren ekspeditionssag at sende dem videre til NVU.

“Billedligt talt er vi i disse sager nærmest at betragte som en postkasse, som anmeldelsen til NVU puttes i, efter at vi har påset, at der er frimærke på”, udtalte han til fagbladet Folkeskolen.

Professor ved DPU Jens Rasmussen er en anden af de anklagede forskere. Og han peger netop på praksisudvalget som en instans, der i hans øjne godt kunne spille en mere aktiv rolle.

“Hvis en klage er åbenlyst ubegrundet, synes jeg, den bør sorteres fra allerede i praksisudvalget. Jeg så gerne udvalget som en gatekeeper, der foretog en form for sagsbehandling. Så ville eksempelvis klagerne om tekster, der ikke er videnskabelige, kunne være siet fra allerede der”, siger Jens Rasmussen.

Lars Qvortrup er delvist enig.

“Som institution skal man være varsom med, at der ikke kan opstå mistanke om, at man beskytter egne medarbejdere og kolleger. Men når det handler om de ikkevidenskabelige publikationer, så er det rigtigt, at man godt kunne have konstateret, at der ikke er tale om en videnskabelig diskussion, så den stopper vi her”.

Vil ikke forhåndsvurdere sager
Palle Bo Madsen afviser, at praksisudvalget kunne have undladt at sende Skovmands klager videre, selv når der ikke var tale om videnskabelige publikationer.

“Det er NVU, som har kompetencen til at afgøre, om noget er et videnskabeligt produkt og dermed er omfattet af NVU’s kompetence til at behandle selve sagen. Hvis der derfor kan være nogen som helst tvivl herom, vil sagen altid blive forelagt NVU”, skriver han i et svar til Forskerforum.

Har “Skovmand­sagen” givet anledning til overvejelser om proceduren for sagsbehandling, eksempelvis om der skal ske en grundigere screening af sagerne, før de ekspederes videre?

“Nej. Den “screening”, som den lokale forskningsinstitution skal foretage, består alene i at påse, at anmeldelsen om videnskabelig uredelighed indeholder de oplysninger, som kræves af loven. Det må ikke forveksles med en forhåndsvurdering af, om der rent faktisk foreligger videnskabelig uredelighed.”

Ikke tilfreds med praksisudvalg
Jens Hartig Danielsen er dog ikke helt enig i, at praksisudvalget bare er en postkasse.

“Når institutionen modtager en anmeldelse, skal den påse, at de nødvendige oplysninger er til stede, og efter dialog med nævnet udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder. Og hvis anmeldelsen ikke er tilstrækkeligt begrundet, skal anmelder vejledes af institutionen”, forklarer Jens Hartig Danielsen.

“Hvis det eksempelvis påstås, at nogen har plagieret, skal institutionen sikre, at det er angivet, præcis hvilke tekststeder den anmeldte påstås at have plagieret fra, og hvor i den anmeldtes produkt den plagierede tekst er indsat”.

Her ser Jens Hartig Danielsen et oplagt forbedringspotentiale. For den opgave har alle praksisudvalg ikke håndteret lige godt.

“Det har taget noget tid at køre den nye lov ind, så det kan sagtens blive bedre. Det er et spørgsmål om, at samarbejdet mellem institutionernes praksisudvalg og nævnet udvikles”.

Han giver dog Palle Bo Madsen ret i, at det er nævnets opgave at afgøre, om der konkret er tale om et videnskabeligt produkt. Jens Hartig Danielsen og NVU’s sekretariat er i øjeblikket i dialog med praksisudvalg på de forskellige universiteter for netop at styrke samarbejdet og sikre, at hver instans løser sine opgaver.


Vi har interviewet

Foto: Privat

En uredelighedsanklage hæmmer ens arbejde som forsker, fortæller DPUprofessor Lars Qvortrup, der blev frikendt efter 1 år og 6 dage.


Foto: AU

DPU-professor Jens Rasmussen mener, praksisudvalgene skal være gatekeeper for useriøse uredelighedsanklager.


Foto: Privat

Nævnet for Videnskabelig Urdelighed har problemer med at leve op til fristerne for behandling af uredelighedssager, erkender nævnets formand Jens Hartig Danielsen.


 

Skal klager have mundkurv på?

Sagen om Keld Skovmands anklager mod flere pædagogikforskere blev offentligt kendt, da Weekendavisen. i januar bragte en stor forsideartikel om sagen. anledningen var, at Keld Skovmand udgav to bøger, hvori han åbent fortalte om de klager, han indsendte til praksisudvalget på AU i foråret 2018

Historien skabte meget medieinteresse, men dækningen af sagen var præget af, at ingen anklagede forskere ville udtale sig om sagen. Keld Skovmand på sin side fortalte gerne om klagerne og sine faglige argumenter.

Det, som de anklagede forskere dog gerne ville – og stadig vil – tale om, er deres utilfredshed med Keld Skovmands åbenhed, som de synes er et brud med uskrevne regler.

“I en sag af den her slags procederer man ikke sin sag, mens den bliver behandlet. Det er jo påvirkning af en juridisk instans, mens den er i arbejde”, siger Lars Qvortrup.

Hvor står den regel?

“Det står ingen steder. Det er simpelthen et spørgsmål om almen dannelse. Grundloven sikrede, at retssystemet kunne arbejde uden at være under pres fra omverdenen. Og tænk hvis vi, vores ledere, hele universitetsverdenen begyndte at udtale os om sagen. Du ville punktere systemet fra første dag”.

Burde man regelfæste, at der er tavshedspligt om en sag under behandling?

“Jeg synes, det er et dårligt system, hvis man skal regelstyre sig ud af alle former for uhensigtsmæssig adfærd, og et forbud vil være uheldigt. Forholdet til NVU handler om akademisk dannelse, derfor respekterer vi, at man ikke påvirker en instans, der arbejder”, siger Lars Qvortrup.

Hans kollega Jens Rasmussen vil dog godt gå skridtet videre og ønske en reel tavshedspligt for anmeldere såvel som anklagede.

“Jeg har et problem med, at klager har procederet sin sag og dermed stillet os til skue. Så skal man diskutere ændringer i proceduren, vil jeg mene, at klager bør have tavshedspligt. Den gabestok, som vi har været i, synes jeg ikke er acceptabel”.

Forskerforum har forelagt Keld Skovmand kritikken om, at han har procederet sagen, og at det udtrykker en manglende respekt for retssystemet. Skovmand svarer, at den kritik i hans øjne er ubegrundet, og derfor vil han ikke forholde sig til den. Han henviser dog også til en kommentar i fagbladet Folkeskolen, hvori han skriver, at “alternativet var at skulle afvente og acceptere en afgørelse uden at have fremlagt analyser og dokumentation i offentligheden og så først skulle agere nu, eller når sagerne engang er færdigbehandlet i praksisudvalget. Jeg er glad for at have gjort mit materiale tilgængeligt, sådan at alle kan tage stilling til det”.