Uni-rektorer, minus DTUs: Nej til beskæftigelses-taxameter

De store universiteter – bortset fra DTU – er meget skeptiske overfor planer om et nyt bevillingssystem, hvor studier í nogen eller høj grad skal have bevillinger efter fagets beskæftigelsesgrad eller lønniveau, afslører de høringssvar som indkom i fredags på uni-minister Esben Lunde Larsens høringsrunde. (SE HØRINGSSVAR)

Rektorernes indspil er en varm kartoffel til ministerens dialogmøde på torsdag, for rektorerne modsiger direkte Finansministerens og Uddannelsesministerens foretrukne model, Produktivitetskommissionens model-forslag med relevanskriterier og bevillingsmekanik baseret på beskæftigelses-faktorer.

Men et sådant beskæftigelsestaxameter frarådes af alle uni-rektorer – undtaget DTUs – fordi det påpeges, at det er tilbageskuende og ikke hensigtsmæssigt overfor fagbredden. Og bureaukratisk set vil indføre en slags ”dobbeltstyring”, ”da både dimensioneringen og akkrediteringssystemet bygger på samme styringsparametre” (SDU). Og ud fra samme logik bør eventuelle beskæftigelsesproblemer på nogle fag ”bedst håndteres via dimensionering af de pågældende uddannelser” (AU).

Der er enighed blandt uni-ledelserne – bortset fra DTUs – om, at et nyt system skal være baseret på transparens, enkelhed og forudsigelighed. Det anbefales, at en ny bevillingsmodel tager afsæt i den givne udgiftsstruktur, hvorfor der basalt anbefales en grundbevilling på Finansloven, ”der dækker startomkostninger for uddannelser og tager højde for ekstraordinært høje omkosninger” på laboratoriefag eller småfag inden for ”sprogområdet, der vurderes særligt vigtige for Danmark som vidennation” (KU). Og AU konstaterer, at grundbevillingen skal opgøres ud fra de faktiske drifts-omkostninger på hovedområde-niveau, så der ikke – som i dag – skal overføres midler mellem områderne. Og AU foreslår konkret en model, hvor fx 80 pct. af uddannelsesbevillingen gives som grundbevilling og 20 pct. fordeles så variabelt efter aktivitetsbaserede parametre.

Der er en mindre variation i uni-ledelsernes forslag til ”kvalitets-indikatorer”. Ledelserne på AU og KU har nogenlunde synkrone forslag. KU har stud./vip-ratioer, eksterne indtægter (målt på post.doc-ansatte) samt 1.prioritetsansøgere. Og hvad angår AUs 20 pct.s variable-andel, så noterer AU selv, at den ideelt bør baseres på faktorer, ”som reelt driver marginal-omkostningerne i universitets-sektoren” (AU). Nogle uni’ har dog har chauvinistiske markeringer af, at deres styrkefelt bør indgå som en faktor, der særligt belønnes, fx at man har et højt antal 1.prioritetsansøgere (KU) eller har hurtig færdiggørelse (AAU).

Helt overordnet markerer uni-rektorerne i øvrigt en fælles frygt for og advarsel mod, at et nyt bevillingssystem skal bruges til at omfordele mellem uni-sektoren og andre sektorer. Bagved lurer, at Regeringen ønsker en regional indikator ind, og det kan betyde omfordeling til de mere regionale professionshøjskoler på bekostning af uni-sektoren.

DTUs høringssvar kører solo. Det opererer med den grundpræmis, at en ny model ikke må udhule ingeniørfagenes høje taxameter-takster i dag (“prioriteringen mellem hovedområder bør fortsat være en ren politisk opgave“). Og så indgår DTU ellers positivt på Produktivitets-kommissionens relevans-tankegang ved at lancere et større katalog af bevillingskriterier baseret på undervisningskvalitet (målt på antal konfrontationstimer), på specialer skrevet i samarbejde med erhvervslivet, men også på Kommissionens særlige relevans-kriterier (dimittend-ledighed efter 4-8. kvartal eller lønindkomst 5 år efter demission).

DTUs 15-siders indspil er et meget teknisk og myriadisk, pakket ind i matematisk modellering, og alt andet end transparent og enkelt og operationaliserbart. Men disse teknikaliteter overskygges af DTUs politiske markering af, at uni-rektorerne altså ikke står samlet om at afvise beskæftigelses-taxameteret. Og det kan ministrene udnytte i den kommende politiske proces frem mod en ny model.