Uni-ledelsernes passivitet

De har egentlig pligt til at værne om forskningsfriheden. Men det gør de ikke i praksis, lyder den krasseste kritik i hvidbog

Det står udtrykkeligt i Uni-Loven, at ledelserne skal værne om forskningsfriheden, men i praksis gør de intet – og de er også uinteresserede i at vide, hvad forskningsfrihed er, og hvad det indebærer af ledelsesforpligtelser.

Sådan lyder groft sagt en af sociologiprofessor Heine Andersens konklusioner i hvidbogen om forskningsfrihedens tilstand. Hvidbogen anbefaler, at universiteterne – anført af bestyrelser og rektorer – aktivt må informere politikere og offentlighed om, hvad forskningsfrihed er, og hvad den betyder for personlig oplysning og fri demokratisk debat (293).

 Samtidig anbefaler hvidbogen, at rektorer og bestyrelsesformænd skal turde træde frem og kæmpe for forskningens uafhængighed.

 Endelig foreslår den også, at ledere skal skulle stilles til ansvar, hvis de ikke værner om forskningsfriheden.

Manglende ledelsesrespekt

Det mest grelle eksempel, som er offentligt kendt, handler om de mundkurvskontrakter i ’sektorforskningen’, som blev afsløret i 2016. Det var en systemisk fejl, hvor ledelser ukritisk brugte standard-kontrakter med de indbyggede tavshedspålæg (om fx offentliggørelse og udtaleret).

 Heine Andersen var den, som afslørede kontrakterne, og afsløringen førte til, at Miljøministeriet måtte igennem tre måneders pinefulde forhandlinger, før der forelå nye standardkontrakter uden mundkurvs-klausuler.

 I forhold til almindelige retsregler krænkede kontrakterne i årevis forskernes almindelige ret og pligt til frit at udtale sig om og publicere resultater. Men ingen ledelser satte spørgsmålstegn ved dem. Og det var ikke ledelserne, men pressen (DR’s Orientering og FORSKERforum), som afslørede mundkurvs-kontrakterne.

Og selv da der blev stillet spørgsmål til mundkurvs-kontrakternes lovlighed, og Miljøstyrelsen erkendte problemet, fastholdt AU’s prodekan Kurt Nielsen og chefjurist, at der ikke var noget problem.

 Og den type passivitet var faktisk typisk for uni’ernes svar på Heine Andersens spørgsmål til ledelserne i perioden 2014-16. Han har eksempler på afglidning fra Rektorkollegiet, AU-ledelsen og KU-ledelsen:

”Disse svar afslørede i flere tilfælde ikke blot mangel på viden, men også mangel på respekt for forskernes ytringsfrihed … Universiteterne er parat til at strække sig langt og slække på hensynet til forskningsfriheden”, konstaterer Heine Andersen (200-202).

 Og om en verserende opklaringssag siger han: ”Sagen viser under alle omstændigheder, at det ikke er KU, som går forrest i kampen for beskyttelse af forskeres ytrings- og publiceringsfrihed. Dette er ikke et værn om forskningsfriheden” (s.203).

Ledelseslag uden forskningsviden

Heine Andersen konstaterer, at der generelt hos myndigheder (ministerier, styrelser m.m.) er en mangel på viden om Uni-lovens begreb om forskningsfrihed, og ledelsernes forpligtelser. Ministerier har som tilsynsmyndigheder svaret på klager med henvisning til forvaltningsloven eller offentlighedsloven, men uden at inddrage Uni-loven. Og uvidenheden eller uviljen gælder også internt på uni’erne, konstaterer sociologiprofessoren, som er mødt med afvisning og uvilje, når han har spurgt ind til frihedsrammerne.

Årsagen er ifølge Heine Andersen, at nutidens ledere i stigende grad er afsondret fra forskeres daglige praksis og konflikter, og at de heller ikke skal stå til regnskab for disse. Uni-Loven betyder, at lederne kigger opad og ikke nedad, og de har ikke forståelse for de dilemmaer, som forskerne kan stilles over for i kontroversielle sager:

”Dermed har de svigtende føling med de begrænsninger og krænkelser, som forskere udsættes for, herunder som følge af deres egne beslutninger”.

Og så er det et problem, at der er en voksende stab af djøfiserede ”direktører, vicedirektører, chefjurister, konsulenter og andre administratorer, der ikke har forskningserfaring, og som ikke behøver at møde en forsker ret tit, måske aldrig. Det samme gælder i øvrigt de eksterne
medlemmer af bestyrelserne”.

Årsager til ledelsernes passivitet

Hvidbogen giver flere forklaringer på ledelsernes passivitet. At insistere for hårdt på forskningsfrihed kan udfordre en ekstern bevillingsgiver eller en offentlig myndighed, som man laver myndighedsbetjening for.

 Og så er der de rent systemiske årsager:

 En faktor er de gældende styrelsesvilkår med hierarkisk struktur og magtfulde ledere, som har skabt en virksomhedskultur med kommandoforhold og underordning, som ikke indbyder de ansatte til at insistere på deres forskningsfrihed.

 En anden faktor er kravet om ekstern indtjening og effektivisering, hvor målepunkter, metrik og overfladiske evalueringer (fx den bibliometriske forskningsindikator) kommer til at dominere ledelsestænkningen: ”Forskningens langsigtede trivsel og værnet om forskningsfrihed kommer i anden række og bliver i bedste fald et middel til økonomisk forrentning, ikke et mål” (291).

 En tredje faktor er finansieringsstrukturen, hvor eksterne bevillinger og alternative (center-)strukturer skaber parallel-organisationer med egne standarder for projekter, ansættelser og forskningsfrihed (fx NOVO-fondens metabolismecenter på KU og ’myndighedsbetjeningen’ af ministerierne, jf. Gyllegate).

jø