Uni-lærer: Ikke et privilegeret job

– nu med krav om selvkritik og selvcensur og mindfull-reparation

”Det hedder sig, at uni-lærere har et privilegeret og selvdisponeret job. Men jeg har efterhånden svært ved at se det privilegerede. Derimod er der udbredte stressfølelser i sektoren – og mit bedste bud på årsagen er, at arbejdsmængden – ligesom antallet af studerende – er voldsomt forøget de seneste 10 år,” vurderer sociolog Rasmus Willig, som forsker i moderne arbejdsliv og i betingelserne for samfundskritik.

”Vi skal fx hente flere og flere eksterne forskningsmidler: Det svarer jo til, at en hospitalslæge først skal søge om midler, for at han eller hun kan få lov at behandle sine patienter, eller et postbud, der skal finde midlerne for at få råd til at gå sin postgang. Nu er vores ’produkter’ tilmed gjort til objekt for konstante målinger – så ikke mindst set i lyset af, at vi underviser mere, forsvinder tiden til forskningen.”

Selvcensur i konkurrencestaten

Mens det tidligere var muligt at kritisere strukturen, systemet eller ledelsen, så gøres problemer på arbejdspladsen nu til dit problem. En nyliberal tidsånd har ført os ind i en epoke med forøget individualisering og selvansvarlighed:

”Kravene til den enkelte stilles af konkurrencestaten, som fordrer, at den enkelte hele tiden forsøger at forbedre sig selv og sætte højere mål for sig selv. Den opererer ved hjælp af resultatmål, akkrediteringer, evalueringer, krav om dokumentation, standarder og procedurer: Mål og krav skal presse folkeskolelæreren til at yde mere for mindre. Pædagogen skal klargøre børnene tidligere. Sygeplejerskerne og lægerne skal presse patienterne hurtigere igennem de mest behandlingskrævende forløb. Og så videre,” forklarer han.

Men mange oplever en splittelse i håndteringen af deres arbejdsliv. De er kritiske over for deres arbejdsbetingelser og ledelse, men som noget nyt mødes de nu med krav om, at de skal øve selvkritik.

”Det betyder, at der i uni-lærerens arbejdsforhold er indført en ny form for censur, eller rettere selvcensur. ’Markedscensur’ er det, som det ikke kan betale sig at ytre eller at forske i.”

De ansatte får ingen hjælp i systemet, og så må man søge søge individuelle løsninger:

”Folk tier, for konkurrencelogikken dikterer, at de, som har det svært med den intensiverede konkurrence, kan reparere med lidt wellness, fitness, soulness eller mindfulness. Det er jo en af årsagerne til, at vi løber rundt som gale – til marathon, crossfit eller yoga.”

Se ANALYSE s. 13 i det trykte blad: Positivitetsfascisme