To krigs-udredere i etiske dilemmaer

Historiker og politolog skal ud i et forskningsetisk minefelt i de næste to år. De skal lave den kontroversielle, uvildige krigsudredning om Danmarks militære engagementer i de seneste årtier. De kan få nej til ’sensitivt materiale’. Og manus skal til ’sikkerhedsgennemsyn’.

”Men vi vil ikke acceptere, at Udenrigsministeriet eller andre myndigheder redigerer i udredningen”, erklærer historielektor Rasmus Mølgaard Mariager som netop er udpeget til at gennemføre rapporteringen, sammen med politologilektor Anders Wivel.  De er interviewet i det FORSKERforum, som udkommer i dag.

De trodsede historiker-kredses advarsel om farerne ved at stille op til et set-up, hvor der på forhånd varsles indskrænkning af forskningsrammen og dermed af forskningsfriheden. Mariager og Wivel sagde ja til opgaven på trods af den politiserede baggrund, hvor V-regeringen aflyste Irak-kommissionen (som bl.a. skulle afdække den politiske beslutningsproces, herunder Fogh-regeringens krigsbeslutninger). I stedet skal der så arbejdes efter et mere snævert kommissorium, hvor der bl.a. varsles  begrænset kildeadgang m.m.

Om de forskningsetiske faldgruber, der ligger i begrænset kildeadgang, siger en pragmatisk Anders Wivel: ”Det er rigtigt, at vi kan få nej til sensitivt materiale, og at der heri ligger en potentiel udfordring, som vil tage alvorligt stilling til, hvis den skulle opstå”. De erklærer også, at de vil nedlægge arbejdet, hvis de oplever en ”uantagelig begrænsning” i deres kildeadgang – uden at de dog fastlægger forhåndsgrænser for, hvad det betyder.

Der er ikke en egentlig kontrakt mellem Udenrigsministeriet og forskerne, derimod et sæt retningslinjer for arbejdet (SE RETNINGSLINJER).

Professor Heine Andersen – som pt. forsker i forskningsfrihed – er skeptisk overfor præmisserne:  ”Udredningen kan ikke måles på forsknings-frihedens præmisser og målestok, for de gælder ikke her. Den har en særlig status, fordi udrederne i den ene ende kan få adgang til klassificeret materiale, men i den anden ende skal have godkendt deres produkt hos Udenrigsministeriet”.

Udrederne har et skidt udgangspunkt: ”I forskningsverdenen vil der være skepsis over for betingelserne og produktet, for projektet er ’politiseret’ og kompromitteret på forhånd. Dets betingelser overholder slet ikke de frihedsgrader, som forhåbentlig kommer i de standardkontrakter for ’myndighedsbetjening’, som pt. er til forhandling”.

Heine Andersen: “Ifølge retningslinjerne kan udrederne få adgang til klassificeret materiale. Men kildeadgangen kan løbende gøres ’til genstand for konkret drøftelse’ med myndighederne. Heri kan markeres en forhåndscensur på projektet. For troværdighedens skyld må de to forskere derfor i rapporteringen gøre opmærksom på de begrænsninger og den ‘censur’, de udsættes for…” 

Rapporten skal til ’gennemsyn’ hos Udenrigsministeriet o.a. involverede parter før offentliggørelse: ”Men kriteriet for denne censur – ’tungtvejende hensyn til fortrolighed’ – er uklare myndighedsskøn. Omfatter ’hensynet’ fx også embedsmænds og politikeres belastede roller?”

”De to går ind i et minefelt, og skal have deres standarder på plads for, hvad de vil finde sig i. Og så skal de være standhaftige i processen. Men når de nu har sagt ja til præmisserne, bliver det svært at stå af, og det vil overraske mig, hvis det sker. Nu må vi se, de skal bedømmes på produktet til sin tid…”

Der er afsat 10 mio. kr. til projektet, som skal være offentliggjort inden 2 år.