Tillidsvalgt VIP’er om ministerstyring: Grotesk lovforslag

”Der bliver meget langt mellem bestyrelsesformanden og de ansatte, hvis lovforslaget om ministerstyret udpegning af bestyrelsesformand bliver vedtaget. Grotesk, for det er i direkte modstrid med den seneste lovrevision i 2011, som kom efter kritik af manglende samspil mellem ledelsen og det videnskabelige personale. Ledelserne blev pålagt at oprette organer, så der kunne indgå en højere grad af ’kollegial rådgivning’ af ledelsen. Jeg tolker det sådan, at ledelserne blev pålagt at tage beslutninger på et ’et oplyst grundlag’, så deres beslutningerne fik mere legitimitet i den menige uni-befolkning og hos de studerende…”

SDU-lektor Jørgen Bang mener, at de fagkyndiges’ indflydelse allerede i dag er meget begrænset, men det ny lovforslag vil gøre det værre: ”Lovforslaget kolliderer fundamentalt med ideen om uni’er som uafhængige, for den skjulte hensigt er udpegning af bestyrelsesformænd ud fra politisk-administrative hensyn og ikke ud fra det faglige og saglige. Den nuværende interne udpegning – med indstillingsudvalg m.m. – sikrer dog en procedure med en vis intern legitimitet…”, mener SDU-lektoren, som har været vip-valgt medlem af SDUs bestyrelse i fem og et halvt år. Før Uni-Loven 2003 var han også medlem af konsistorium, så han har noget historisk ballast at trække på.

Lovforslaget vil føre til indirekte ministerudpegning, fordi ministeren kan styre, hvem der udpeges til bestyrelsesformand. Det gøres indirekte igennem nåleøjer med et indstillingsorgan og et udpegningsorgan (hvor ministeren indsætter formanden). Og i disse organer er vip-personale og studerende slet ikke repræsenteret.

”Udpegningen sker via kringlede beslutningsveje, som groft sagt dækker over, at ministeren får stor indflydelse på, hvem der udpeges. Og det er slet ikke uvæsentligt for vip-personalet. Bestyrelsesformanden har stor magt ved udpegning af rektor, som udpeger dekaner, som udpeger institutledere osv. Og bestyrelsesformanden tillægges udtrykkeligt stor magt, idet han skal stå for ‘dialogen’ med ministeriet, dvs. at formanden vil have blikket vendt opad og vil være loyal opad”.

SDU’eren er helt bevidst om, at uni’erne er ansvarlige over for Folketinget, som repræsenterer ’samfundet’: “Men ’samfundet’ er altså mange interesser, som skal afbalanceres, og netop derfor skal uni’ være på armslængde, for kun derved kan de mange interesser komme til. I den forstand vil det være en demokratisk fejltagelse at overlade stor styringsmagt til et snævert politisk eller administrativt system, som dette lovforslag er udtryk for”,  

Universitets-befolkningen bør protestere mod forslaget – med høringsfrist 24. marts – fordi det er et vitalt indgreb i universitets indre liv:  ”Lovforslaget er skruet sammen af nogle, som har den opfattelse, at uni’er kan styres via kommando-ledelse ovenfra. Men det helt særlige ved uni’er er jo, at de nødvendigvis må medstyres af de fagkyndige ud fra de overordnede formål, forskning, uddannelse og formidling. Og dette skal foregå frit og uafhængigt- med armslængde – for at tjene brede samfundsinteresser, ikke kortsigtede politiske, erhvervsmæssige eller forvaltningsmæssige mål”.

Med ministerudpegning risikeres, at der kommer politisk-administrative hensyn ind, som anfægter uni’ernes uafhængighed: “De nye bestyrelsesformænd behøver ikke have stor forståelse for det særlige ved universitetet. Den nuværende interne udpegningsmekanisme – hvor vi fagkyndige har indflydelse i et ansættelsesudvalg – betyder dog, at fagkyndigheden har nogen indflydelse på udpegningen. Jeg var selv med til at udpege SDUs formand Lars Nørby Johansen ud fra, at han er vidende om uni-livet og om SDUs lokale forankring osv. Det giver legitimitet, og jeg har stor respekt for ham, og jeg håber omvendt også, at han lytter til min fagkyndighed…”

Endelig vil der være en skjult vinder, hvis lovforslaget vedtages, vurderer Jørgen Bang: ”Lovforslaget fortæller faktisk ikke, hvorfor den nye udpegningsmekanik er nødvendig, og der har heller ikke været en lødig debat om det samme. Alt tyder på derfor på, at forslaget er skabt blandt topembedsmænd i departementet. Hvis det føres ud i livet, vil det formentlig heller ikke være ministeren eller ’samfundet’, som får mere magt, for ministeren har andet at se til. Men departementschefen får flere styringsredskaber …”