Tenure: Tidsubegrænset fastansættelse

– som dog ikke er så sikret, viser nyere dansk historie. Og ledelsernes forsøg på at skabe en fastere karrierestige har fået en forkølet start

Efter årtier med relativt stor jobsikkerhed for de fastansatte professorer og lektorer har det seneste tiår budt på en række massefyringer på uni’er og i sektorforskningen. Det har været et verdensbillede, som blev rystet for de fyringsramte.

Efter årtier uden problemer troede lektorer og professorer, at de var beskyttet mod fyringer, med henvisning til at de havde en slags ”tenure”. Når man endelig var kommet igennem nåleøjet og havde fået en fastansættelse, så var man også sikret livstidsansættelse, så længe man passede sit arbejde, lød selvforståelsen.

Men det seneste tiår har fyringer også ramt lektorer, professorer og seniorforskere, som uplettet havde passet deres arbejde. Begrundelsen var besparelser, og det ramte dem, som ”bedst kunne undværes” set ud fra en bred vurdering af institutionens fremtidige krav.

I samme periode skete der en nedbrydningen af andre kutymer som opgøret med først-ind-sidst-ud-politikken. Det betød et nyt arbejdsmarked, hvor også velmeriterede lektorer og professorer pludselig kunne blive prikket i en fyringsrunde.

KU og Aarhus: Forkølet start for nye karrieretracks

I erkendelse af, at det bliver svært at rekruttere de bedste yngre forskere til uni-stillinger, lancerede KU og AU i 2013 ambitiøse planer for særligt talentfulde forskere i tenure tracks med klare karrierebeskrivelser. Her nævnte KU-ledelsen måltal på 60 tenuretrack-stillinger årligt for alle fakulteterne. Men stillingskategorien har fået en sløv start det første år, for der kom faktisk kun 19 opslag på KU og kun 10 tracks i Aarhus, afslørede FORSKERforum i sidste nummer.

Men ordningen er absolut ingen fiasko eller en papirplan, fastholder KU’s prorektor: ”19 er da i underkanten, men i en opstartsfase synes jeg bestemt, det er tilfredsstillende”, siger Thomas Bjørnholm, der heller ikke vil opstille håndfaste succeskriterier for udviklingen.

Men forskerfagforeningernes skepsis overfor modellen er foreløbig bekræftet. De frygtede, at der ville komme få opslag, fordi det blev overladt til de lokale dekaner/institutledere at prioritere denne stillingstype i ansættelsespolitikken. Og da tenuretracks er forpligtende og dyre, kan lederne ikke stå for fristelsen til at føre en ’fleksibel’ personalepolitik, hvor man nøjes med at ansætte tidsbegrænsede postdocere.

Intentionen med tenuretrack-stillinger på KU eller AU er at tiltrække internationalt konkurrencedygtige ansøgere ved at tilbyde attraktive og velbeskrevne karriereforløb, som efter 5-6 år fører til en lektorstilling. Forfremmelse opnås, hvis et ekspertudvalg vurderer, at kandidaten har opnået det internationale niveau, som karakteriserer lektorer.

KU-ledelsen har ingen planer om at sparke mere liv i modellen ved at presse dekaner og institutledere.

Den danske model: Nemt at fyre

Den danske arbejdsmarkedsmodel giver arbejdsgiveren ret frie rammer til at fyre ansatte, men til gengæld har arbejdsløsheds-systemet været relativt finmasket, så de fyrede ikke blev ramt af akut deroute, men fik en periode til at omgruppere sig på arbejdsmarkedet.

Inden for den danske uni-verden opstod der en uformel forståelse af, at her havde de fastansatte jobsikkerhed. Der skulle helt ekstraordinære personlige misforhold til, før nogen kunne blive fyret, dvs. at man skulle have underpræsteret i forhold til stillingskategoriens krav eller man skulle have opført sig ude af trit med de akademiske kodekser (den anseelse, som hører til og forventes af stillingen). Blev man således dømt for noget kriminelt, kunne man blive fyret (som det skete for en bilmoms-svindler på KU eller Penkowas far på SDU).

Men denne relativt store jobsikkerhed er ophørt inden for det seneste tiår, for her er de set store (masse)fyringer af fastansatte på danske uni’er og i sektorforskningen, hvor især lektorgruppen, men også professorer er ramt.

Sektorforskningen uden tenure …

Mens den uformelle jobsikkerhed opstod i et boomende akademisk arbejdsmarked i 1970’erne, og efterspørgslen fortsatte indtil nyere tid, så skyldes den mindre jobsikkerhed store samfundskonjukturer og for optimistisk budgetlægning.

I nyere tid har nogle ledelser kørt ekspansionsøkonomi, som var for optimistisk. Der har også været økonomiske opbremsninger efter udløb af store forsknings-særbevillinger (fx Globaliseringsrådet).

Og der har været nedskæringer/udlicitering af sektorforskningsopgaver især efter 2007. Når man ikke hørte de store protester i den anledning, skyldtes det formentlig, at man her ikkr havde oplevelsen af ”tenure”, for i den sektor var seniorforskere og projektansatte groft sagt vant til at skulle tjene dele af dered egen løn hjem fra eksterne kilder, fx via myndighedsbetjening o.lign. kontrakter. Og hvis der ingen penge kom ind, var der heller ingen stillinger.