STATSSTYRING: Ballade blandt bestyrelsesformænd

”Jeg beder stilfærdigt om, at man diskuterer det uden at råbe og skrige”,  lyder AU-bestyrelsesformand Michael Christiansens kommentar til den debat, som lige nu foregår om forlydenderne om skuffeplaner med mere statsstyring, herunder ministerudpegning af bestyrelsesformænd. Og de ”man”, som AU-formanden mener råber og skriger, er såmænd ingen andre end hans egne bestyrelsesformands-kolleger på KU og DTU – som Christiansen ellers er officiel talsmand  for (i Danske Universiteter). Og han undsiger også sin egen rektor Brian Bech Nielsen, der var ikke mener, at politiske udpegninger løser noget  (BERLINGSKE 4. oktober).

DTUs Per Falholt og KUs Nils Strandberg Pedersen protesterede allerede for en måned siden mod tankerne om tættere styring fra ministeriet: ”Hvad skal vi så med politisk udpegede bestyrelser?” spurgte de og pegede på, at hvis bestyrelsesformænd udpeges politisk af ministeren, skabes der uklare beslutningsveje og usikkerhed om uni’ernes uafhængighed (se kronik i BERLINGSKE). De – og også formanden for rektorgruppen Anders Bjarklev – presser på for at få minister Tørnæs til at trække forslaget, før det fremsættes …

Dengang undrede det, at AUs bestyrelsesformand ikke var underskriver. Men hans passivitet opklares nu ved, at han erklærer sig uenige i kollegernes analyse og protest. Michael Christiansen kører solo:

 ”Jeg er ked af, at fokus har været så meget på rygter om, hvordan bestyrelserne skal sammensættes, i stedet for på, hvordan vi finder et system, som forener befolkningens legitime ret til at have indflydelse på, hvad der foregår på universiteterne, med universiteternes legitime ret til frihed. Jeg beder stilfærdigt om, at man diskuterer det uden at råbe og skrige. Og det har indtil ikke været muligt” (se MANDAG MORGEN 23.10)

Christiansen er gammel topembedsmand og troubleshooter, der afgår som formand på AU 1. februar. Han kommenterer ikke et hemmeligt “hyrdemøde” i august, hvor dept.chef Agnete Gersing gav signalerne om modellen med indstillingsudvalg og ministerudpegning af bestyrelsesformænd. Dermed er han mere loyal med dept.chefen end med sine formandskolleger, der ikke vil finde sig i den slags politisering bag lukkede døre.

Han afdramatiserer modellen, for der er altså en uklar styringsrelation, som skal afklares, konstaterer han. Og i øvrigt der det ikke så problematisk med en anden styringsmodel. Det forudsætter bare at de udpegede formelt skal være ”uafhængige” og så ”kommer det an på, hvordan man indretter sig”. Underteksten er: Bare de ansvarlige er besindige og fornuftige politikere og bestyrelsesformænd, så skal det nok gå.

Som eksempel på, hvordan en politisk udpeget bestyrelsesformand kan agere upolitisk henviser han til DRs model, hvor han selv er bestyrelsesformand. Her kan han som bestyrelsesformand ikke blande sig nedad til nyhedsredaktøren – uden at han dog nævner, at DR ikke er underlagt en hierarkisk Uni-lov.

Og så henviser han i øvrigt til Sverige, hvor det fungerer fint med delvist politisk udpegede bestyrelsesformænd. Men den sammenligning holder ikke, forklarer den svenske politologi-professor Christer Karlsson, for politiske udpegninger i kombination med den danske Uni-loven vil politisere systemet fra top til bund:

”I Sverige sker der rigtignok en slags politisk udpegning til bestyrelsen, men bestyrelsen har ingen direkte instruktionsbeføjelser nedad, så de kan ikke blande sig i det interne, hvor der er relativt stor frihed samt (varierende) medbestemmelse for de ansatte. I Danmark er det omvendt: Her er bestyrelserne uafhængige af det politiske, men har en Uni-lov med hierarkisk linjestyring. Hvis der altså indføres politiske udpegninger, indføres der linjestyring fra ministeren og ned til institutlederen…”

Og Karlsson – som har studeret styringsrelationer – er også uenig i Michael Christiansens bagatellisering af styringsredskabers faktiske betydning: ”Bagatellisering med henvisning til, at de udpegede bestyrelsesformænd jo er fornuftige personer, der har forståelse for uni’ernes forskningsfrihed og nødvendigheden af autonomi, er en farlig normalisering, for den anerkender den politiske udpegningsmekanisme på uklare præmisser”, siger han. ”Og erfaringer viser i øvrigt, at når ministre og embedsmænd har fået nye styringsredskaber, så vil disse også blive brugt…”