Søren Pind: Om forskeres etiske ansvar

Det er de menige forskeres ansvar at sige fra overfor enhver form for pression. Det er en etisk fordring i et land med videnskabelig frihed, lyder uni-minister Søren Pinds kommentar til BERLINGSKEs afsløring af forhandlingerne mellem AU-ledere og Miljøministeriet, der udløste mistanker om ”bestillingsforskning” til miljøminister Esben Lunde Larsen og om interne ”mundkurve” til kritiske forskere.

”En ansvarlig ledelse skal håndtere det, når der opstår kritik af den rådgivning, som institutionen har leveret til en myndighed. Så må ledelsen finde ud af, hvad der er op og ned i sagen”, siger Pind. Han vil ikke tage stilling til, om der har været armslængde mellem AUs miljøforskning og så Miljøministeriet i den aktuelle sag, men siger: ”Enhver ledelse må stå på mål for, om man kan håndtere en given opgave eller ej. Og hvis man ikke kan, må man sige, at det kan man ikke, fordi det, der følger med, er jo den akademiske troværdighed”. (SE INTERVIEW AUs OMNIBUS).

Prof. em. Heine Andersen – der har lavet hvidbog om forskningsfrihed – er overordnet enig. ”Pind har en pointe, når han taler om forskeres personlige etiske forpligtelse til at være uafhængig, fordi de har forskningsfrihed. Men bemærk, at Pind taler generelt, så det er helt uklart, om det er ledelsen eller de menige forskere, som har frihed? I praksis afhænger de menige forskeres frihedsgrader jo helt af, hvordan ledelsesretten håndteres, uanset ideelle principper. BERLINGSKEs afsløringer fortæller om  kommandoveje med gråzoner, fx når AU-chefer på et søndagsmøde dikterer konsensus blandt forskerne, eller når der udpeges talsmænd mm.”

AU-rektor Brian Bech-Nielsen affejer al kritik som mistænkeliggørelse og løse spekulationer, markerer han i AU-NYHEDSBREV. Han kommer med en formel støtteerklæring til sine forskere: ”I den aktuelle debat om det faglige grundlag for landbrugspakken er der desværre blevet rejst tvivl om AU-forskeres faglige integritet. Det er dybt kritisabelt, at højt respekterede forskere mistænkeliggøres på baggrund af det, der bedst kan karakteriseres som løse spekulationer. Vi har brede skuldre på Aarhus Universitet, men når medarbejdere uberettiget kommer i klemme, så må vi sige fra”.

Dekan Niels Chr. Nielsen udtaler sig også generelt. Han “har ingen grund har til at tro”, at armslængden mellem ministeriet og AU, red. er blevet kompromitteret i denne sag. Men så kommer han med en lille indrømmelse af, at der måske er et problem: ”…det kan dog overvejes, om den form for kommunikation skal formaliseres yderligere for at undgå den mistænkeliggørelse, vi har set i denne sag. Den debat mener jeg, at vi bliver nødt til at tage”. (SE AU-REKTOR OG DEKAN)

Men Heine Andersen savner stadig en troværdig forklaring på, at AU-miljøforskerne skiftede vurdering på to dage, og på, hvorfor dekanen mindede de menige forskere om AU-miljøforskningens økonomi, før de skulle lave Molt-notatet til Miljøministeriet:

”Den aktuelle sags kommandoveje eksponerer netop problemet med den enkeltes forskningsfrihed og ytringsret i praksis. Selvfølgelig har AUs miljøforskere et etisk ansvar, men det vil da give problemer at opponere mod ledelsens diktat, så jeg skal ikke bebrejde den enkelte at tie stille med kritik. Fokus burde i stedet rettes mod ledelsernes ansvar for at forsvare uafhængigheden: Det er AU-ledere, som må afvise pression fra Miljøministeriet og Esben Lunde. Og det er ledelsen, som skal sige nej til problematiske opgaver”, siger han og henviser til et eksempel i GYLLEGATE-sagen 2016, hvor AU-ledelsen ikke sagde fra: ’AU sagde ikke nej til lobbyindblanding(SE FOFO-NYHED 2016)