Søren Pind dropper strammer-forslag

– men lovstramningen er slet ikke så uskyldig, vurderer eks-universitetsdirektør. Den vil føre til mere minister-loyale bestyrelsesformænd, mens rektors og de fagkyndiges magt indskrænkes

Først fortalte rygter, at minister Ulla Tørnæs ville have ministerudpegning af bestyrelsesformand på sin dept.chef Agnete Gersings anbefaling. Så kom der et opblødt forslag om indirekte ministerudpegning fra den nye minister Søren Pind. Og så endte det med en maveplasker med mindre lovstramninger, hvor de værste elementer var taget ud.

Sådan kan processen opsummeres efter at regeringen i begyndelsen af april indgik forligsaftale om ændring af uni-loven med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Retræten skete efter studier af høringssvar på ministeriets forslag. Især den fælles protest fra de nuværende bestyrelsesformænd/rektorer har formentlig gjort indtryk. De protesterede over forslagets mangel på armslængde. Og det var tilsyneladende svært for en liberal uni-minister at køre denne indsigelse – samt Socialdemokraternes modstand – over.

Nederlag for dept.chef Gersing, men…

Den politiske aftale er et sviende nederlag for dept.chef Agnete Gersing, for i aftalen er det kun lykkedes hende at få relativt små stramninger af styringskæden fra ministerium til uni-ledelser. I kulissen har Gersing i to år presset på for at få indført flere styringsredskaber. Det skete under dække af et ”styringseftersyn”, i et embedsmandsudvalg styret af dept.chefen, med en bestillingsrapport fra konsulentfirmaet Nextpuzzle samt dept.chefens forsøg på at massere uni-ledelserne i kulissen m.m.

Men der er universitetskyndige, som er kritiske over for, hvad aftalen kan blive brugt til:

”Det er da korrekt, at de første forslag lagde op til meget bastant ministerstyring. Men det skal ikke aflede opmærksomheden fra, at ministeren og Finansministeriet nu får nogle styringsredskaber, som slet ikke er uskyldige. Den egentlige hensigt er jo opnået om at få bestyrelsesformænd ind, som kan fungere som ministerens forlængede arm”, vurderer Peter Plenge, som er eks-direktør på både KU (1991-98) og AAU. Som sådan har han indgående kendskab til formel og uformelle elementer i uni-styring og til, hvordan love og styring udefra påvirker den daglige drift.

Lovændring: Udpegningsorgan udpeger formanden

Aftalen betyder, at hvor det i den nugældende lov er bestyrelserne selv, som bestemmer udpegningsprocedurer, så bliver der nu faste lovkrav: Der skal være et indstillingsorgan til et udpegningsorgan, og her får ministeriet en plads (og det er departementschefens største gevinst).

Og så skal der være et egentligt udpegningsorgan, som selv vælger deres formand – der altså ikke skal udpeges af ministeren – og som udpeger de eksterne bestyrelsesmedlemmer og udpeger en formandskandidat til ministergodkendelse (en smågevinst til Gersing). Og så er der faktisk – efter pres fra blandt andre AC og DM – kommet studerende og ansatte ind i udpegningsorganet. Men bestyrelsesformanden udpeges altså ikke længere af bestyrelsen selv.

Endelig tillægges bestyrelses­for­-
manden ekstra magt på bekostning af bestyrelsen og rektor, bl.a. fordi formanden fremover obligatorisk skal deltage i to årlige ’hyrdemøder’ med ministeren, hvor ministeren kan lægge sit spor (en smågevinst til Gersing). Det fremgår kryptisk, at rektorer – som jo er de egentlige sagkyndige – kun behøver at deltage i møderne ’efter behov’ (smågevinst til Gersing).

Uni-minister Søren Pind kalder det en god aftale, der ”understøtter universiteternes autonomi og bekæmper den politiske detailstyring. Med aftalen styrkes min dialog med universiteterne…”

Kritik: Worst case giver stor ministermagt

Mens universitetsledelser og fagforeninger er lettede over aftalen, fordi den afværgede langt værre styringsindgreb (direkte ministerudpegning), så er der andre skeptikere.

Folketingets venstrefløj – som ikke var med til at beslutte Uni-Loven 2003 – er ikke med i aftalen. De Radikale er heller ikke med. Trods gentagne henvendelser er ordfører Sofie Carsten Nielsen ikke vendt tilbage.

Eks-universitetsdirektør Peter Plenge forklarer sin mistro:

”Lovændringen åbner – worst case – for, at ministeren får sat sin loyale bestyrelsesformand ind, eller at bestyrelsen frivilligt gør det ud fra en taktisk overvejelse. Ministeren har dermed fået ’en brobygger’, og ministeren og Finansministeriet kan disciplinere universitetet til at rette ind efter diktater – og ikke efter hvad der er universitetets interesser og bedste faglige overbevisning. Det handler jo ikke bare om økonomi, men også om indholdet i forskning, fagudbud og studieordninger. Tænk bare på de nuværende overvejelser om jobtaxametre – at studerende og fag skal belønnes for fags høje lønniveau og store beskæftigelse”, forklarer han.

”Motivet til at indføre mere minister-styring via bestyrelsesformændene kan man gisne om. Men Finansministeriet har da store interesser i at få flere styringsredskaber uden at blive modsagt af formelt autonome, selvejende uni-ledelser”.

Det ser uskyldigt ud, men…

Det ser uskyldigt ud, at ministeren får ret til at afvise en bestyrelsesformand, som udpegningsorganet indstiller: ”Men i afvisningsretten ligger et signal om, at man i hvert fald ikke skal indstille en person, som er kendt for kontroversielle synspunkter eller står hårdt på at forsvare universitetets interesser. At en minister i praksis skulle afvise en kandidat, er drastisk, men så langt kommer det heller ikke, for der vil være kræfter i proceduren, som anbefaler, at man peger på en person, som ministeren ser positivt på. Det er jo en slags indirekte ministerudpegning”, forklarer Plenge.

Som kender af systemet er der også et andet problematisk element i de nye kommandosystemer:

”Bestyrelsesformanden tillægges mere magt på bekostning af rektoratet. Ministeriet forestiller sig groft sagt, at man kan styre via bestyrelsesformanden. Der tales jo klart om dialog mellem minister og bestyrelsesformand ved to obligatoriske, årlige ’hyrdemøder’. Her kan ministeren diktere sine og Finansministeriets politiske retningslinjer, som formanden så loyalt skal implementere nedad til rektor”, forklarer Plenge.

”Styringstankegangen er jo påfaldende i lovforslaget, for rektoratet skal udtrykkeligt ikke deltage i disse møder, undtaget ‘efter behov’ – og det er jo noget, som ministeriet bestemmer. Det giver jo ministeren/ministeriet vide rammer for at diktere uden at blive modsagt af fagfolk, som har kendskabet til den daglige drift og det faglige. Det har bestyrelsesformænd jo ikke; de er eksterne”.