Sig nej til gråzone-opgaver

For især ’sektorforskere’, der kan pålægges
myndighedsopgaver på kontroversielle felter er der et påtrængende dilemma:

På den ene side siger Uni-Loven, at institutlederen har instruktionsret over de ansatte, som kan pålægges bestemte opgaver. Men på den anden side er den enkelte forsker berettiget til – nogle gange ligefrem forpligtet til – at sige nej til at påtage sig bestemte opgaver eller kontrakter, såfremt pålægget eller instrukser kan indebære, at opgaven ikke kan udføres uafhængigt og med fuld forskningsfrihed.

Sådan lyder logikken i CBS’ Praksis­udvalgs afgørelse i sagen om Landbrugsrapporten fra lektor Troels Troelsen.

Pålæg at gå ud i gråzone

Idet det er den enkelte forsker, som har et personligt og endeligt ansvar for sine produkter (jf. kodeks for forskningsintegritet og uredelighed), så må forskeren ikke pålægges betingelser, som kan bringe forskeren ud i gråzoner.

”Ifølge de nye uredelighedsregler er det en forskers egen institution, som skal undersøge eventuelle uredelighedsklager og i værste fald sende dem videre til UVVU. Men forskere kan kun pålægges ansvar, hvis opgaven er påtaget frivilligt. Hvis altså en institutleder har pålagt en opgave eller kontrakt på problematiske forudsætninger, så fraskriver institutionen sig samtidig muligheden for at undersøge en forsker for uredelighed”, forklarer CBS-juraprofessor Søren Friis Hansen, som var formand for Praksisudvalgets undersøgelsesudvalg. ”Men det forhindrer selvfølgelig ikke andre i at klage, og så kan forskeren ikke dække sig ind under pålægget. Hvilket bare understreger betydningen af at sige nej til problematiske opgaver”.

Instruktionsbeføjelse kontra personligt ansvar

Praksisudvalgets overvejelser om de potentielle konflikter mellem instruktionsbeføjelsen og forskerens individuelle produktansvar er meget principielt.

”Retsmæssigt er det imidlertid sådan, at Uni-Lovens instruktionsbeføjelser er retligt bindende, men det er uredeligheds­reglementet ikke. Retligt har forskeren pligt til at påtage sig opgaven, men ingen egentlig ret til at sige nej til en pålagt opgave. Her kan man så sige, at det er ledelsens pligt at leve op til Uni-lovens krav om at sikre forskernes forskningsfrihed og uafhængighed i forhold til eksterne forskningsbevillinger og kontrakter.

Men hvad skal forskeren gøre, hvis man bliver pålagt en opgave på risikable betingelser, og institutlederen bare siger, at eventuelle problemer må løses via forhandlinger hen ad vejen?

”Det er et reelt dilemma i disse tider med krav om ekstern finansiering. Det er jo en konkret vurdering i den enkelte opgave eller kontrakt, om den indebærer risiko for, at forskningsintegriteten kan blive anfægtet. Ser man potentielle problemer, bør man gøre indsigelse, så man bagefter kan dokumentere sine forbehold og betænkeligheder”.