Rundspørge: Hver fjerde forsker frygter at miste jobbet

Foto: Colourbox

Den indædte konkurrence om at skaffe forskningsmidler og om at blive fastansat skaber frygt og ødelægger arbejdsmiljøet, lyder det fra forskere, tillidsfolk og eksperter.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Engang var en karriere som universitetsforsker noget nær den mest sikre beskæftigelse, man kunne vælge. Sådan er det ikke længere. Hyppige afskedigelsesrunder som senest på Humaniora på Københavns Universitet og på Samfundsvidenskab på Aalborg Universitet har sat deres spor, viser en rundspørge foretaget af Dansk Magisterforening (DM).

27 procent, altså cirka hver fjerde forsker, der er medlem af DM og ansat på et universitet, er i dag bekymrede for at miste deres job, mens det kun gør sig gældende for 19 procent af DM’s øvrige medlemmer.

29 procent af forskerne oplever også, at de har et psykisk dårligt arbejdsmiljø, mens tallet er 24 procent for DM’s medlemmer i andre sektorer.

Læs også 

Adjunkt: “Jeg har ikke tal på, hvor mange der er kommet og gået, siden jeg blev ansat”

“Det er vanskeligt at være topmotiveret, når man først bliver afskediget og derefter genansat tidsbegrænset på halvtid”

Frygten for at miste jobbet er velbegrundet, lyder vurderingen fra forskere, tillidsrepræsentanter og eksperter.

Hos DM oplever konsulenterne, der rådgiver medlemmer, at færre basismidler og øget fokus på eksterne bevillinger har flyttet den eksterne kamp om forskningsmidlerne ind på universiteterne. Og det fører til jobusikkerhed, flere konflikter og et generelt hårdere arbejdsmiljø.

“Forskerne oplever, at en intern konkurrenceudsættelse om alt fra publicering, funding og andre målbare størrelser medvirker til et udskilningsløb, som – til forskel fra tidligere – i højere grad fører til afskedigelser. Den usikkerhed i ansættelsen er relativt ny. Der har altid været en akademisk konkurrence om den næste “Nobelpris” eller lignende anerkendelse, men der er en verden til forskel, når det konverteres til en økonomisk konkurrence, hvor taberen mister alt: stilling, selvrespekt, fremtidsperspektiv”, siger Jens Vraa Jensen, konsulent i DM.

Han tilføjer, at sikkerheden, der kan ligge i at have skaffet fondsmidler hjem, også er ved at erodere.

“Vi ser flere steder, at enten lave overhead eller strategiske ledelsesvalg gør, at selv velfinansierede forskere får sparket”, siger han.

Sarah Rosenkrands, også konsulent i DM, er enig i, at der sandsynligvis længe har eksisteret udfordringer med samarbejdsvanskeligheder i mange af forskningsmiljøerne, men de kommer nu på et bagtæppe af intensiveret individualiseret konkurrence.

“Vi ser en øget tendens til konflikter og samarbejdsproblemer kolleger imellem, og det kan sandsynligvis skyldes den øgede konkurrence og de langt mere utrygge ansættelsesforhold”, siger hun. En del sager handler om personlige uoverensstemmelser, færre tilfælde handler om retten til videnskabeligt arbejde, men langt størstedelen bunder typisk i arbejdspres og i presset om at søge forskningsmidler, da 9 ud af 10 ansøgninger i gennemsnit ender med afslag. Fordelingen af pligtarbejde kan også føre til sværdslag, og så er (sex) chikane over for de yngre forskere i tidsbegrænsede stillinger et stigende problem, fortæller hun.


Om undersøgelsen

Rundspørgen er gennemført blandt alle beskæftigede medlemmer af dm i perioden 30. august til 15. september 2019.
I alt deltog 4.870 medlemmer, hvilket giver en svarprocent på 18.

Der er en lille overrepræsentation af kvinder og en lidt højere gennemsnitsalder.

Ud af de 4.870 medlemmer, som svarede, var 582 forskere og 106 ph.d.-studerende.


Arbejder over af frygt for fyring
Mads Christoffersen, der er specialkonsulent ved DTU Aqua og tillidsrepræsentant for 142 kolleger, siger, at resultatet af DM’s rundspørge ligger i tråd med det, han oplever.

Når han snakker med kolleger, der har meget overarbejde, begrunder de det ofte med, at der er hård konkurrence, så de er bange for at komme bagud med arbejdet og dermed komme forrest i køen, hvis der kommer en fyringsrunde.

“Jeg opfordrer mine kolleger til at være åbne omkring det, men mange holder det for sig selv, da de ikke vil virke svage over for kollegerne og ledelsen, og så ender de med at arbejde dobbelt og bliver stressede. Vi sidder dog ikke til frokosten og snakker om, hvor nervøse vi er. Der var afskedigelser for nogle år tilbage, så folk har nok fundet ud af, at det er en reel risiko, at man kan blive fyret”, siger Mads Christoffersen.

Han tilføjer, at det er hans indtryk, at ledelsen i disse situationer kæmper hårdt for at undgå afskedigelser.

Han kan også genkende, at kampen om at skaffe forskningsmidler påvirker arbejdsmiljøet, da instituttet er fuldstændig afhængigt af ekstern funding.

“Det forventes, at man som forsker skal være selvforsørgende, altså skaffe pengene til sin egen løn. Det giver en relativt hård intern konkurrence, fordi vi ikke har så mange kasser at kæmpe om. Det kommer til udtryk ved, at folk går stille med dørene, i forhold til hvad de arbejder med, hvor de vil søge, og hvem de har indgået alliancer med”, siger Mads Christoffersen.

Han oplever, at ledelsen gør alt, hvad den kan, for at få forskerne til at samarbejde på tværs eksempelvis ved at opfordre til, at de samarbejder med kolleger med forskellige fagligheder i forbindelse med ansøgninger. Han tilføjer, at de fleste har accepteret, at systemet er, som det er.

“Det er gamet, så der er ikke rigtig nogen, der brokker sig over det. Sådan er det i international forskning i dag, men sådan var det ikke for bare 5-10 år siden. Du kan sige, at det er uheldigt, at konkurrencen er blevet så hård, men du kan sammenligne det at være forsker med at være elitesportsudøver. Det kræver noget at være blandt de bedste i Europa, som er målet på DTU. Nogle bliver mere påvirket af det end andre. De kan ikke finde tryghed i det og holder sig for sig selv eller i en lille gruppe, så det giver et usundt arbejdsmiljø”, siger han.

Tidsbegrænsede ansættelser fylder mere
Ifølge Janne Gleerup, arbejdslivsforsker på Roskilde Universitet med speciale i prekarisering, er det ikke nyt, at forskere skal skaffe eksterne midler. Det nye er, at besparelserne på universiteterne har været så omfattende og vedvarende, at der ikke er mere at give af økonomisk, og det tvinger ledelserne til at øge presset på forskerne for at finde funding, hvilket presser relationen til kollegerne, fordi de bliver ens konkurrenter.

“Der er sket en gradvis tilspidsning, fordi politikerne har ønsket at konkurrenceudsætte og markedsgøre en stigende grad af forskningsfinansieringen”, siger hun.

Janne Gleerup ser to primære udviklingstendenser, der gør, at flere forskere er bange for at miste deres job. For det første påpeger hun, at andelen af tidsbegrænsede ansættelser er steget, og at de yngre forskere bliver fastholdt længere i tidsbegrænsede stillinger, så det ikke længere er ualmindeligt at se cv’er med fire postdocansættelser efter hinanden af to års varighed hver på forskellige universiteter og i forskellige lande.

En opgørelse foretaget af Magisterbladet på baggrund af data fra Finansministeriets løndatabase viser, at 49 procent af de videnskabelige medarbejdere (VIP) på universiteterne i dag er ansat tidsbegrænset målt i årsværk. For ti år siden var tallet 41 procent, og i 2002 var det 33 procent.

En spørgeskemaundersøgelse gennemført af Djøf i 2016 blandt VIP-medlemmerne ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner bekræfter, at tidsbegrænset ansættelse er forbundet med stor usikkerhed. 44 procent af medlemmerne, der er ansat tidsbegrænset, svarer således, at de i høj grad er bekymrede for deres beskæftigelsessituation, når ansættelsen udløber, og 25 procent at de i nogen grad er bekymrede.

79 procent svarer også, at de i høj eller i nogen grad oplever det som en belastning at skulle skaffe eksterne midler.

De fastansatte er også bekymrede
Den anden tendens er, at presset på de fastansatte også er øget.

“Den jobsikkerhed, man før oplevede som lektor, kan du ikke længere bare tage for givet. I dag er der løbende performancekrav, og eksempelvis bliver man indkaldt til en publikationssamtale med sin leder, hvis man ikke har fået publiceret nok i anerkendte tidsskrifter. Hvis du indkaldes til sådan en, ved du godt, hvad klokken er slået. Før var det kun de tidsbegrænset ansatte, som var på prøve, men nu er du som fastansat også konstant på prøve”, siger Janne Gleerup.

Hun advarer politikerne om at lade udviklingen fortsætte uanfægtet, uden at de griber ind, da man allerede kan se, at det giver bagslag i forhold til rekruttering af nye forskere. Eksempelvis fravælger kvinderne i stor stil forskerkarrieren, blandt andet fordi de ikke kan leve med usikkerheden.

“Prototypen på en forsker er i dag en yngre mand uden familie, fordi de er de eneste, der kan leve med kravene, men vi har som samfund ikke råd til ikke at rekruttere de bedste”, siger hun og fortsætter: “Ingen bliver forskere for at vække købmanden i sig selv, og de mange svingdørsansættelser er gift for et forskningsmiljø, da god forskning kræver tid, kontinuitet og fordybelse. Politikerne driver rovdrift på vores kærlighed til forskningen”.

Få tør være kritiske
Professor Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, er enig i, at usikkerheden for universitetsforskere er steget de seneste år, så det ikke længere er en sikker karriere vej.

“Tidligere var et job i den offentlige sektor lig med trygge ansættelsesforhold, men sådan er det ikke længere. Selv de, der er indenfor i folden, er bange for at blive prikket”, siger han.

Han tilføjer, at det er særlig alvorligt for forskere at blive afskediget, fordi de specialiserer sig inden for meget specifikke knappenålsområder og derfor ikke bare kan finde en anden arbejdsgiver, der har brug for netop deres kompetencer.

Ifølge Henning Jørgensen ligger de seneste målinger af jobusikkerheden på det danske arbejdsmarked nogle år tilbage. I 2014, da der var økonomisk krise, var 41 procent af medlemmerne af LO-grupper med et manuelt arbejde bange for at blive afskediget, men det er faldet, da der har været gode beskæftigelsesmuligheder efterfølgende. Til gengæld er flere akademikere nu bekymrede for at blive ramt af arbejdsløshed.

Han er ikke i tvivl om, at jobusikkerheden og særligt det, at forskere selv skal skaffe midler, har en enorm betydning for forskningen.

“I Tyskland taler de om, at det, de kalder akademisk kapitalisme, er ved at brede sig, og det samme gør sig gældende i Danmark. Markedsmekanismerne disciplinerer folk, så de ikke tør være kritiske. Det er meget effektivt, og det er derfor, folk er utrygge. De fleste gør, som ledelsen siger, og det, der kræves for at kravle op ad karrierestigen, så få tør vedkende sig en status som kritisk intellektuel. Der er meget lidt kritisk tænkning tilbage”, siger Henning Jørgensen.

Manglende jobsikkerhed er en trussel mod forskningsfriheden
Heine Andersen, professor emeritus på KU og forfatteren til bogen “Forskningsfrihed”, ønsker ikke at kommentere de konkrete tal fra DM’s rundspørge, men han siger, at det også er hans indtryk, at mange er bekymrede for at miste deres job, hvilket er problematisk for forskningsfriheden.

“Det er en realitet, at folk fyres i bundter. Alle kan fyres selv uden særligt tungtvejende grunde, og selv ulovlige fyringer tager lederne med oprejst pande og fortsætter, som om intet var hændt. Det lægger en dæmper på lysten til at vælge emner og publicere resultater, der kan skade de gode relationer til bevillingsgivere. Det hæmmer også lysten til at gå sine egne veje forskningsmæssigt uafhængigt af ledelsen og til at kritisere ledelsens dispositioner”, siger han.

Heine Andersen påpeger, at det fremgår af anbefalingerne fra Unesco (FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab) om friheder og rettigheder for universitetsansatte, at tenure – altså sikkerhed i ansættelsen – er en forudsætning for akademisk frihed, fordi det forebygger vilkårlige afskedigelser.

Ifølge anbefalingerne, som Danmark tilsluttede sig i 1997, skal der være gode grunde og en retfærdig proces baseret på grundig og præcis evaluering, hvis det overhovedet skal være muligt at afskedige en forsker, og institutionen skal have taget alle skridt, som man med rimelighed kan forvente, for at hindre afskedigelse.

I 2008 klagede DM derfor til Unesco over, at den danske universitetslov er i modstrid med de internationale standarder. DM’s opfattelse bakkes op af to undersøgelser foretaget af seniorforsker Terence Karran fra University of Lincoln i Storbritannien. Han har i 2007 og 2017 undersøgt graden af akademisk frihed i EU, og i begge undersøgelser dumper Danmark med et brag.

I 2007 sluttede Danmark næstsidst, kun undergået af Storbritannien, og i 2017 sluttede Danmark på en 24.-plads blandt 28 EU-lande. Danmark scorer blandt andet lavt på netop sikkerhed i ansættelsen.

“Det er en væsentlig svaghed ved det danske system, at forskere er så lette at fyre. Det krænker forskningsfriheden, som alle er enige om er en vigtig værdi i forhold til forskningens troværdighed. I hvert fald når der holdes store festtaler”, siger Heine Andersen.


Tal fra Djøf


KU tilbyder psykologhjælp til de ansatte

Københavns Universitet har i en årrække tilbudt gratis psykologhjælp til alle ansatte gennem en ekstern leverandør. Ordningen, der giver mulighed for op til ti timers samtale med en psykolog, er anonym, og det er ikke et krav, at problemerne er relateret til arbejdet, fortæller Ingrid Skovsmose, arbejdsmiljøchef på KU.

“Baggrunden for ordningen er, at vi som arbejdsgiver forsøger at se på det hele menneske og gerne vil bidrage til, at vores medarbejdere har et godt arbejdsliv”, siger hun. Eftersom ordningen er anonym, er det også begrænset, hvad man kan udlede af tallene, siger Ingrid Skovsmose, men det er hendes indtryk, at den bliver brugt lidt oftere af TAP end af VIP.

Det eneste, KU får oplyst, er antallet af henvendelser, og hvad de handlede om. I 2018 søgte 313 medarbejdere hjælp. Cirka 53 procent var relateret til stress/udbrændthed, 16 procent til samarbejdsproblemer enten med lederen eller kollegerne og 8 procent til fyring/ ansættelsesforhold. Henvendelser om andre personlige problemer i relation til arbejdet fyldte 3,5 procent.

“Det er ikke overraskende, at stress fylder mest. Det er jo et problem, som generelt præger det danske arbejdsmarked”, siger Ingrid Skovsmose.