Ringe uni-karriere: Kun 4 ud af 10 får fast stilling

Drop en uni-karriere og find på noget andet, lyder det indirekte råd til dem, der overvejer at tage en ph.d.-grad eller som bliver post.doc.s på uni’ efter at have taget ph.d.-graden. Dårlige karriereudsigter i 2008 blev nemlig endnu ringere i 2015: For dem med ph.d.-grad, som satsede på uni-karriere og nåede deres ønskemål i lektorstillingen, tog det gennemsnitligt 8,8 år. Men kun 4 ud af 10 kom så langt.

Og blandt dem, som fik et lektorat senest 6 år efter ph.d.-graden, var det groft sagt kun hver anden som lykkedes i de tidlige ph.d.-årgange 1999-2002 (47 pct. i), men det blev værre for de senere årgange 2007-2009, hvor det kun var hver tredje (38 pct.). I 2007-09 -årgangene havde 6 ud af 10 altså ikke havde fået et lektorat efter 6 år.

 ”Karriereperspektivet på uni’ er blevet mindre attraktivt. Der er sket en markant opbremsning i muligheden for at få en fast ansættelse som lektor, både for mænd og kvinder. Særligt for kvinder med børn går udviklingen i en helt gal retning”, siger formand Jens Oddershede fra DFiR (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd), som har købt analysen hos konsulentfirmaet DAMVAD (SE RAPPORT).

Rapporten har ingen kommentarer til disharmonien i systemet, nemlig at mens antallet af studerende voksede med 53 pct. i 2011-17, så steg den fastansatte lektorgruppe – der laver forskningsbaseret undervisning – kun med 12 pct.? – og hertil svarer Oddershede: ”Svaret er simpelt: DFiR skal kun rådgive om forskning og innovation – ikke om uddannelse! Men det siger sig selv, at med de givne lektortal, så møder de studerende færre fastansatte forskere…”

Rapporten problematiserer ikke, at der i 2011-17 skete en eksplosion i antallet af løstansatte, så antal post.doc. steg med 48 pct. mens lektorgruppen kun steg med 12 pct.? ”Rapporten beskæftiger sig kun med forskningssiden, dvs. behandler især karriereforløb for 2.683 post.doc.s og 1.391 adjunkter. Og årsagen til en voksende gruppe post.doc.s er hovedsagelig, at finansieringsmønstret har ændret sig, så antallet på eksterne bevillinger er steget og de bruges typisk på tidsbegrænset ansatte post.doc.s, som ophører når bevillingen udløber.”

DFiR kommer ikke med direkte anbefalinger, for der er tale om en delrapport. Hovedrapporten om ”karriereveje i forskningen” kommer i december 2018. Men hvad kan man forvente af anbefalinger her: At politikerne skal give større forskningsbevillinger til uni’ eller at uni-ledelserne laver flere faste stillinger? ”Vores anbefalinger fremgår kun indirekte af den aktuelle rapport. Men jeg kan fortælle, at en anbefaling i december vil lyde, at der bør stilles flere krav til eksterne bevillingsgivere til at betale indirekte omkostninger / overhead m.m. så uni’s budgetter ikke skal belastes af medfinansiering. En anden anbefaling vil være, at uni’erne faktisk satser på fastansættelser på eksterne bevillinger (efter Risø-modellen)”.

Rapporten har et afsnit om, at der er sket en stor stigning i forskergruppen over 67 år og de laver ”et relativt stort løntræk på uni’s basismidler  – det kunne læses som en bebrejdelse? ”Det skal ikke fortolkes som en bebrejdelse, for uni’ har mange dygtige ældre. Og der er jo ingen tvungen pensionsalder. Men det er et faktum, at gruppen vejer tungt, alt imens karrierevejene for de yngre generationer lukker sig. Og her er det da ingen hemmelighed, at der blandt DFiR anbefalinger også vil stå, at ledelserne bør påtage sig et ledelsesansvar ved at prioritere og tilbyde attraktive muligheder for de ældre til nedtrapning, fx i form af emeritusordninger o.lign., så der ad den vej kan frigøres nogle lønkroner”, slutter Oddershede.