Rigsrevisionen: Studerende skal studere flere timer/uge

Et studieår består af 1650 timers studietimer om året, og det skal udløse 60 ETCT-point. De studerende skal dog ikke nøjes med at studere 37 timer om ugen, men derimod 43 timer i semestret (når ferieperioder fratrækkes), ifølge kvalitetsudvalget.

Men de danske studerende studerer for få timer, mener Rigsrevisionen efter en analyse på basis af eksisterende undersøgelser. På nogle studier bruger de studerende ned til 16-17 timer ugentligt. Og det er langt fra fuld tid, som de får SU for: ”Det er Rigsrevisionens vurdering, at staten ikke får tilstrækkelig effekt af de 13 mia. kr. der årligt gives i tilskud til de videregående uddannelser” (s.19), lyder kritikken i en revisionsberetning (SE BERETNING).

Rigsrevisionen har ikke lavet en selvstændig analyse af tidsforbruget, men læner sig op af uni’ernes egne undersøgelser, som angiver ca. 33 t/uge på AU (2017), 41 t./uge på DTU (2015) og 29 t./uge på SDU (2017). Og det skal sættes op mod 43 timers-, normen.

Uddannelsesministeriet er tilsynsmyndighed og kritiseres for ikke at arbejde med de studerendes tidsbrug i styringen. Man har fx ikke fastsat en (fast) norm for (skønnet) studie-tidsforbrug pr. ETCT-point. Ministeriet har heller ikke krævet, at monitorering af tidsbrug skal indgå i institutionernes tilrettelæggelse af studierne.

Rigsrevisionens afsæt er: ”Det er Uddannelsesministeriet og institutionernes ledelse, der bør kunne sandsynliggøre (og dermed dokumentere), at den bestående eksamens-aktivitet svarer til fuldtidsstudier” (s.40). Med det afsæt gives en generel kritik, så der gås ikke nærmere ind i forskelle i tidsforbrug mellem studier. Faktoren erhvervsarbejde diskuteres heller ikke, hverken som studieforlængende eller -kvalificerende.

Uddannelsesministeriet har forbehold overfor Rigsrevisionens firkantede tilgang til studietiderne: Ministeriet påpeger bl.a. at uni’erne “ikke kan tvinge studerende til et bestemt tidsbrug, da denne vil være påvirket af en række forhold såsom motivation, evner, adgangsgrundlag m.v.” Og uni-ledelserne minder om, at uni-uddannelser “er kendetegnet ved, at de studerende er voksne og kompetente mennesker, der er ansvarlige for egen læring. Det er til gengæld uni’ernes ansvar at tilrettelægge uddannelserne på en måde som muliggør dette” (s.41).

Professionshøjskolen Metropol får ros for at måle (”monitorere”) deres uddannelser. Det satte Metropol i gang efter at undersøgelser afslørede et meget lavt tidsforbrug på lærer- og pædagog-uddannelser. Derfor opsamler Metropol viden om tidsforbruget på udvalgte kurser i et ledelses-informationssystem som supplement til målinger af af det samlede tidsbrug pr. uddannelse (s.29). Det fremgår dog ikke, hvordan dette tidsforbrug konkret måles.