Psykolog: Få talt om problemerne

Forventningerne til ph.d.-niveauet bliver ofte skruet unødvendigt højt op. men virkeligheden er sjældent helt så slem, siger erhvervspsykolog, der har haft mange stressramte ph.d.-studerende til behandling.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Det er i høj grad ph.d.-studerendes ambitioner og forventninger til egen indsats, der skaber stress. Sådan opleves det af erhvervspsykolog Tobias Bodelsen, som er vant til at have den gruppe blandt sine klienter.

“Arbejdspresset er en faktor, men det er i mindre grad mængden og mere de der høje forventninger, de kan have til sig selv om, hvor godt produktet skal være, og hvornår produktet er godt nok. De læser og skriver sig døde”, siger han.

Det er langtfra ualmindeligt, at Tobias Bodelsen har klienter fra ph.d.uddannelserne. Han har oplevet at have fem konsultationer med ph.d.-studerende på samme dag. Og det er sjældent forebyggende samtaler. Når de kommer, har de det dårligt.

“Det er alle de klassiske stresssymptomer: søvnbesvær, koncentrationsbesvær, de sidder og læser det samme syv gange, men det sætter sig ikke fast, de har ikke motivationen til at stå op om morgenen”, fortæller han.

“Andre er dygtigere end mig”
På mange måder adskiller stressede ph.d.-studerende sig ikke fra andre erhvervstyper, Tobias Bodelsen har i behandling, men han ser nogle træk, der er karakteristisk for forskermiljøet: en intern konkurrencesituation og uafklarede forventninger.

“De der intellektuelle krav er relativt høje i miljøet. Man føler sig nok lidt udvalgt i et elitært miljø, og derfor tænker man, at der stilles høje krav. Det er den beretning, jeg får. Det kan godt være, at det er selvopfundet, og alle sidder på deres kontor og tænker: De andre er dygtigere end mig. Men jeg synes, det hersker mere i det miljø end i andre kontormiljøer og mere praktiske erhverv, hvor der måske heller ikke er så meget konkurrence”.

Som behandler går Tobias Bodelsen som regel lavpraktisk til værks og ser på, hvilke problemer man kan løse nu og her.

“De kommer ofte med en forestilling om, at noget ikke kan lade sig gøre. Og den prøver jeg så at massere: Prøv nu at gå i dialog, tal med vejlederen. De er bange for, hvad de bliver mødt med. Heldigvis kan de i langt de fleste tilfælde have en dialog. Det kan være om en artikel, der skal afleveres, som man er håbløst bagud med. Det kan være en konference, man ikke kan overskue at deltage i. Så vi ser på, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre”.

Finder løsninger
Det viser sig da også, at problemerne ofte er til at arbejde med, når man får åbnet boksen og begynder at tale om tingene.

“Så oplever de fleste, at lederen slet ikke har de samme forventninger til produktet, og at de fleste ting godt kan forhandles. Man kan rykke tidspunkter, deadlines, nogle forlænger projektet – også lidt på egen regning. Nogle gør det, at de deltidssygemelder sig, hvilket giver dem mere tid til projektet, og refusionen for deres sygefravær gør, at midlerne rækker længere. Det er sådan nogle greb, der findes, når det handler om at overleve», siger Tobias Bodelsen.

Han har ikke nogle gyldne, strukturelle løsninger til at undgå usikkerhed, stress og mistrivsel blandt ph.d.-studerende. Men han peger på, at forventningsafstemning og sikring af trivsel i arbejdet på en almindelig arbejdsplads vil ligge hos den direkte leder. Og for en ph.d.-studerende er det ofte vejlederen, der kommer tættest på denne rolle.

“Der er nok ikke mange vejledere, der har været på lederkursus og er blevet trænet i relationsarbejde. Det er nogle andre kompetencer, de sidder med. Men forventningsafstemning er altid godt, og så kan man jo godt appellere til dem: Får du spurgt, om dine ph.d.-studerende har det godt, om de er bagud og så videre?”