Professorer: Uni-ledere trækker for lette fyresedler

Uni-ledelser har lidt for let ved at stikke en fyreseddel ud til forskere-lærere, og det er ødelæggende for den videnskabelige kultur, mener KU-professorerne Peder Andersen og Niels Kærgård. De har skrevet dagens kronik i Berlingske: Ingen ytringsfrihed uden tryghed i ansættelsen

”Jeg skal ikke her komme med forslag til, hvordan man kan retsligt eller overenskomstmæssigt kan styrke universitetslæreres ansættelsessikkerhed“, forklarer Peder Andersen om deres motiver til at skrive kronikken. “Men store fyringsrunder af lektorer og professorer på universiteter – og den nylige fyring af professor Hans Thybo på formelt svage begrundelser – skaber alvorlig usikkerhed. Vores kronik d.d. er derfor en markering over for uni-ledelserne om, at de skal være helt anderledes varsomme med at bruge fyrings-redskabet og i stedet satse på mere smoothe løsninger”.

Professorerne – som begge har lange uni-karrierer bag sig – henviser til, at før Uni-Loven 2003 var skulle der helt ekstra-ordinære ting til for at en lektor eller en professor blev fyret. Men med Uni-Loven fik man ansatte ledere med stor magt, og det var ofte personer med åremålskontrakter, som har brug for at vise handlekraft. Internt i organisationen kan der lokalt også være decentrale enheder eller ledere, som ser en umiddelbar fordel ved at bruge fyringsredskabet: ”Men her er det den øverste ledelses ansvar at håndhæve nogle standarder, så den slags ikke sker vilkårligt”, forklarer Peder Andersen.

Sideløbende med Uni-Loven blev der indført en voksende managementtænkning inspireret af den private sektor, og den er forstærket i uni-sektoren af, at bevillingerne er mere usikre og ansættelsesformer er blevet mere løse:

”Det er derfor nu blevet meget almindeligt at udnytte den lette adgang til at fyre enkeltpersoner og grupper, der ikke tidligere var fyringstruet. Vi har i den sidste halve snes år set sparerunder med fyringer på næsten alle universiteter … Samtidig har vi set fyringssager af enkeltpersoner, hvor begrundelserne har været meget svage”, skriver de.

Peder Andersen forklarer, at det er modsætningsfyldt, når fx KU på formelt brander sig internationalt på at give tenure (ansættelsessikkerhed for forskere), men i praksis er tenures sikkerhed der ikke, og det skaber usikkerhed på mange måder:

“Den danske flexicurity-model – som gør det nemt at fyre, men til gengæld giver sikkerhedsnet i form af understøttelse – giver problemer for højtlønnede specialister. Mens ufaglære arbejdere og nogle faglærte grupper får rimelig lønkompensation, så gælder det ikke for de lektorer og professorer, og en fyring har derfor drastiske personlige konsekvenser”.

Samlet skaber store fyringsrunder og fyringerne uden klare og gennemsigtige begrundelser stor usikkerhed hos personalet. Det skaber en kultur med forsigtighed og selvcensur, så forskere holder sig tilbage fra at forske i noget, som ledelsen kan opfattes som kontroversielt:

”Hvis vi ikke sikrer trygge ansættelsesforhold, har vi reelt heller ingen ytrings- og forskningsfrihed. Åremålsansættelser og løse ansættelser kan være en langt større og bredere trussel mod forsknings- og ytringsfriheden end aggressive fanatikere”.  

(SE BERLINGSKE-kronikken 21.2).