Professor: Miljøministeriets myndigheds-kontrakter er spin

Miljøministeriet vil inden 1. oktober fremlægge reviderede standardkontrakter til uni’ernes myndighedsbetjening uden de kontroversielle tavshedsklausuler. Nye standardkontrakter skal være i overensstemmelse med øvrig lovgivning og bestemmelser. Udgangspunktet er, at al forskning og rådgivning skal offentliggøres, hed det programmatisk i en pressemeddelelse fra ministeriet i sidste uge (SE PRESSEMEDDELELSE).

Men sociologiprofessor Heine Andersen, som rejste problemet med kontrakterne, mener slet ikke problemet er løst: ”Det er spin, når Miljøministeriets pressemeddelelse foregiver en forbedring. Revisionen kommer nemlig med 13 komplicerede paragraffer, som er så restriktive, at der faktisk er tale om et tilbageskridt. En formel sletning af tavshedsklausuler erstattes fx af ad hoc forhandlinger; hvis parterne er uenige om færdiggørelse / offentliggørelse, så skal de forhandle sig til enighed om, hvornår rapporteringen er færdig, og hvornår forskerne må frigive data. I praksis får ministerierne altså et håndtag til at forhale”.

 ”Samtidig er der pludselig indført en kobling til Offentlighedslovens bestemmelser om, at forskningsrapporteringer kan undtages fra offentliggørelse, hvis det kan rubriceres som ’lovforberedende arbejde’. Det er en flittigt brugt paragraf, når ministerier vil hemmeligholde noget. Men det vil være helt i strid med forskningsfriheden og principper for god videnskabelig praksis. Offentlighedslovens begrænsninger må ikke overtrumfe forskningsfriheden, dataåbenhed og forskeres ytringsfrihed”, siger han.

 ”Hvis begrebet om forskningsfrihed på et universitet skal have mening, skal ’sektorforskerne’ have ret til at offentliggøre deres forskningsdata i det øjeblik, der er afrapporteret. Her skal de også åbent kunne fremlægge data til ekstern vurdering samt have ret til at deltage i en offentlig debat om disse data. Det blev forskerne blokeret fra i Gyllegate…”

Problemet med fortrolighedsklausuler blev eksponeret, da AU-forskere afleverede deres rapportering om baseline til Miljøministeriet d. 1. dec. 2015, men blev blokeret fra at offentliggøre denne af en tavshedsklausul, som sagde 1. februar – fem uger efter offentliggørelse af lovforslaget om Landbrugspakken (22.dec.). AU-professor Jørgen E. Olesen – som var forskerpart i Gyllegate – er da heller ikke tilfreds med Miljøministeriets foreløbige udspil, fordi det heri står åbent, hvornår forskerne må frigive deres rapporteringer (SE AUs OMNIBUS).

Sociologiprofessor Heine Andersen startede sagen for et par år siden. Siden har Berlingskes og FORSKERforums boring i Gyllegate afsløret problemet, som dog først kom rigtig i skred, da Jesper Tynell fra DR1’S ORINTERING gik ind i sagen – hvorefter også Ombudsmanden krævede en redegørelse.

 Miljøministeriet varsler, at revisionen vil ske i tæt samarbejde med statens advokat (Kammeradvokaten) og de berørte universiteter, og for Heine Andersen bliver det især interessant, hvad uni-ledelserne melder ind:

 ”Set med forskningsfrihedens øjne er det absolut afgørende, at uni-ledelserne ikke anerkender miljøministeriets model, men klart tager afstand fra de elastiske paragraffer, fx så forskernes rettigheder ikke kan overtrumfes af Offentlighedsloven eller andre (politiske) hensyn, som er forskningen uvedkommende”, siger han. ”Hvis ledelserne ikke siger fra, bliver forskerne involverede i forhandlingsforløb og politiske spil. Og uni’erne bliver gradvist transformeret til at blive en del af statsforvaltningen – ’sektorforskere’ bliver en slags embedsmænd underlagt embedsmandspligter som kontorchefer eller akademiske fuldmægtige i staten …”.