PROBLEM 8: Fortsat to kulturer

Sektorforskningen i DMU og DJF blev i 2007 fusioneret med Aarhus Universitet og blev ved den lejlighed underlagt Uni-Loven. Planen var så, at myndighedsbetjeningen langsomt skulle integreres, så der ikke længere blev talt om to forskningskulturer:

”I Gyllegate var AUs sektorforskning under stort pres og forskningen blev misbrugt. Forløbet afslører, at der er stor diskrepans mellem universitets frihedsidealer og myndighedsbetjeningens realiteter og praksis”, siger professor-emeritus Heine Andersen.

”Der fortsat er tale om to kulturer, for AU ikke har formået at indføre universiteternes standarder vedrørende forskningsfrihed, men det problem gælder også de andre uni’er med ’sektorforskning’. Groft sagt indikerer forløbet jo, at ’sektorforskerne’ i praksis ikke havde fuld frihed til selv at bestemme metoder og design, for både SEGES og embedsmænd havde jo ret til at blande sig”.

Sagen har afdækket nogle arbejdsformer, som ikke burde forekomme i fri universitetsforskning, fx manglende dokumentation for ansvar og forløb. I nogle tilfælde ser det ud som om, de ansvarlige på AU ikke har været helt klar over deres pligter, rettigheder og roller som uni-forskere:

”Sagen blotlægger en konstruktionsfejl ved såkaldt forskningsbaseret myndighedsbetjening. Først indbygger systemet en konflikt mellem forskning og politisk proces, og dernæst skjuler man den i praksis. Forskningsfriheden er dømt til at tabe”.

Det er et dobbeltspil, som illustreres ved, at embedsmænd – som Heine Andersen har interviewet om kontraktforhold – fortæller, at ministerie-systemet man ikke betragter ’sektorforskernes’ produkter som forskning. De opfatter myndighedsbetjening som konsulenttjeneste:

”Men samtidig bruger man forskernes titler og universitetets status og autoritet som legitimering af troværdighed og neutralitet på oplysninger, der skal være politisk beslutningsgrundlag. Offentlighed og Folketinget gives det indtryk, at ’myndighedsbetjeningen’ kommer med den uafhængighed og troværdighed, der hører til uni-forskning. Men i praksis er uafhængigheden et fupnummer, når opgaver ikke løses under forskningsfrihed”.

Heine Andersen mener, at Gyllesagen må føre til en større selvransagelse i systemerne med myndighedsbetjening:

”Foreløbig har AUs ledelse blot meldt tonløst ud i et nyhedsbrev, at man har tillid til sine sektorforskere i lyset af den store medieomtale, hvor de har været i centrum. Men den meget kontroversielle miljøsag sætter altså fokus på nogle systemproblemer, som ikke bare gælder for AU. Både i demokratiets og forskningens interesse bør sagen være anledning til, at forskningsbaseret myndighedsbetjening gennemgår et tilbundsgående eftersyn med henblik på at få afklaret roller, procedurer og standarder for at sikre uafhængighed, åbenhed og kvalitet i forskningen”.