Politiseret rollespil

Skal bestyrelsesformænd være ministerens og statens forlængede arm på uni’erne?
Eller skal de repræsentere universitetets interesser, spørger eks-bestyrelsesformand.INTERVIEW

I juli kom det pludselig frem, at uni-minister Ulla Tørnæs og hendes departementschef, Agnete Gersing, opererer med skuffeplaner om, at styringskæden i uni-loven skal ændres, så bestyrelser eller bestyrelsesformænd fremover skal statsudpeges af uni-ministeren (hvor de i dag udpeges internt ved bestyrelsesbeslutning).

Det var AAU’s afgående bestyrelsesformand Lars Bonderup Bjørn, som afslørede planen, og som tog afstand fra statsudnævnte formænd. Han mener, at politikerne i stedet for mere statsstyring bør anerkende, at uafhængige bestyrelser er de bedste til at ‘pege på, hvordan sektorens strukturelle problemer løses’, og at uni-ledelserne bør have selvstyre til at løse opgaverne inden for den ramme, som politikerne angiver.

Bag den konkrete konflikt ligger uenighed om, hvilken rolle bestyrelser og bestyrelsesmedlemmer skal spille. Skal de være en slags embedsmænd, eller skal de repræsentere deres universitets interesser?

Ministeriet: Bestyrelser skal være minister-loyale

Han – der er administrerende direktør i firmaet Dacapo i Odense – forklarer, at hans protest først og først udspringer af hans erfaringer fra kontroversen om ’dimensioneringen’ i 2014:

”Her markerede ministeriet utilfredshed med, at nogle uni-ledelser ikke bare loyalt parerede ordre, men protesterede mod den teknokratiske model. Der kom signaler om, at ministeriet som ’ejer’ mente, at bestyrelser – som en slags embedsmænd – ikke bør modsige ’ejeren’. Hvis den loyalitet mangler, så bør ’ejeren’ (ministeren) have sin repræsentant ind i bestyrelsen, fx ved at ministeren udpeger bestyrelsesformanden eller (nogle af) bestyrelsesmedlemmerne,” forklarer Bonderup Bjørn.

Men universiteter er samfundsinstitutioner og ikke ministerielle redskaber, mener han: ”En politiseret udpegning vil være i strid med, hvordan uafhængige bestyrelser skal udpeges, og hvilken rolle de skal spille. Med statsudnævnte bestyrelsesformænd bliver uni’er til statsinstitutioner, formændene bliver ’statens forlængede arm ind i universiteterne’ og uni’erne mister deres særlige uafhængighed”.

Eks-formanden:
Bestyrelsers ideel samfundsrolle

”I dag er uni’ernes ’selvstyre’ indskrænket af mere eller mindre vilkårlig detailstyring. Dermed misser strukturen og loven hele pointen i at have brede og uafhængige bestyrelser, som politikerne kan have en god dialog med, fordi vi har en fælles opgave,” forklarer Lars Bonderup Bjørn, som 1. juli afgik som AAU-formand.

”Ideelt set burde uni-bestyrelsernes rolle være at agere inden for en rammestyring med et spillerum til at agere inden for økonomiske eller målmæssige rammer. Bestyrelsesformænd (og rektorer) bør inddrages i en dialog. Hvis ministeriet ønsker ændringer – fx dimensioneringsplaner – bør det ikke meldes ud som detailtilrettelagte diktater med matematisk modellering, som fx førte til det pinagtige forløb i 2014.”

Uni-loven: Uklarhed om rollefordelinger

Bonderup mener, at de uklare rolleopfattelser stammer fra uklarheder i selve uni-loven. Her står, at universiteterne er selvejende, og at bestyrelserne er øverste myndighed for universitetet: Bestyrelsen varetager universitetets interesser som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for dets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.

”Men ’selveje’ betyder ikke ’selvstyre’ for universiteterne. I praksis er selveje til uni’erne en illusion. Rammerne for bestyrelserne er nemlig ikke bare indsnævret af en stor detailstyring fra Uddannelsesministeriets og Finansministeriets side. Forståelse af lovteksten er uklar, og rammerne er rodede, så ansvarsfordelingen er uklar,” forklarer eks-bestyrelsesformanden.

”Der er grundlæggende en uklarhed om bestyrelsernes roller, for den er ikke klart beskrevet. I selskabsloven står det klart, at bestyrelsen som øverste myndighed skal varetage selskabets interesser, dvs. både ejernes og firmaets helhedsinteresser, herunder de ansattes. Det er den ramme, bestyrelsen agerer indenfor og har ansvar for at forvalte. Men i forvaltningen af Uni-loven er det uklart beskrevet, og det betyder i praksis, at ejerne – staten, politikerne, ministerierne – ikke rammestyrer, men i flere sager detailstyrer og også går direkte til rektor i en række bestyrelsesanliggender.”

Eksempel på rolle-uenighed:
Michael kom Sofie til undsætning

Der er også uenighed om formandsrollen blandt bestyrelsesformændene. Det viste sig klart i december 2014. Det var efter flere uni’ers vurdering en teknokratisk model, og KU og AAU protesterede mest højlydt:

”Her havde embedsmænd opfundet en teknokratisk model med nogle sjove måltal, som blev meldt ud som diktat. Ministeriet indtog – på ministerens vegne – en stejl holdning, så der ikke blev en fleksibel indfasning. Det førte til et turbulent forløb, som også var komisk fordi der var grove fejl i ministeriets regneark; nogle AAU-uddannelser, der skulle dimensioneres, fandtes ikke,” forklarer Bonderup.

Kritikken satte minister Sofie Carsten Nielsen (R) i et dårligt lys, og her kom AU’s bestyrelsesformand, som også er talsmand for de samlede bestyrelser, hende til undsætning. Michael Christiansen er garvet embedsmand, som kender spillet, og som ved, hvor vigtigt det er at stå sig godt med minister og embedskorps. Han meldte ud på alles vegne, at uni-ledelserne var blevet forligt med ministeren, så oppositionens protester var pludselig slettet. Og ministeren udtrykte glæde over Michael Christiansens samarbejdsvilje (Politiken 4.12 2014).

Uden mandat

Problemet var bare, at Michael Christiansen handlede solo. Han optrådte som formand for formændene, men overskred sit mandat, der kun gjorde ham til talsmand for, hvad alle bestyrelser (bestyrelsesformænd) var enige om.

Og bestyrelsesformændene på især KU og AAU var ikke enige, fremgik det efterfølgende i Politikens debatspalter, hvor flere parter sagde åbent fra over for Michael Christiansens sololøb.

Bonderup: “Nogle bestyrelser var ikke enige i Michael Christiansens udmelding, for man ønskede mere fleksibelt råderum om planens implementering. Og bestyrelsesformændene havde ikke givet mandat til den udmelding. Men den sag afslørede i hvert fald, at der er forskellige opfattelser af, hvilke interesser bestyrelserne skal varetage, og hvilke roller bestyrelsesformænd tager på sig. Nogle opfatter deres rolle som ’formidlende’ for ministeriet og politiske interesser, mens andre – heriblandt mig selv – lægger vægten på helhedens interesser, hvilket gør, at ministeriet nogle gange er modpart.”