Pinds Nobel-ambition – uden nye penge

Danske forskere og universiteter skal være blandt de allerbedste i verden. Der skal udvælges og etableres ”få særlige nobelpriscentre”, der skal bedrive ”excellent forskning på allerhøjeste internationale niveau”. ”Toppen af dansk forskning skal op på Nobelpris-niveau”.

Det er næsten som at høre forskningsminister Helge Sanders sportsmetaforer (2001-2010), når man læser regeringens nye strategiplan for forskningen (SE STRATEGIPLAN). Den blev præsenteret af uni-minister Søren Pind og statsministeren ved et pressemøde i Rebild Bakker kl. 12.30.

Men det ligner dygtigt spin fra Søren Pind, for her mødes han ikke af en kritisk presse, der spørger til finansieringen. I modsætning til Sander – som faktisk kom med mange nye millioner (via Globaliseringsfonden) – er Pinds ambitioner nemlig ”udgiftsneutrale”; han har ikke kunnet vride en eneste million ud af Finansministeren.

Regeringens elitesatsning kommer en uge efter, at alle Folketingets ordførere indgik aftale om en ny bevillingsmodel. Nogle fortolkede den som en slags bevillingsgaranti. Men den garanti sås der allerede nu tvivl om, fordi Pind ret beset kommer til at finansiere den nye strategi ved at omfordele fra andre formål. KU-rektor Henrik Wegener – som hvert år beskæres af en 2 pct.s grønthøster – har da også været ude med kritiske kommentarer, og arbejdsgiverne i DI undrer sig såmænd også.

Pind håber på de private fondes medvirker til sam-finansiering i en ”Nobel-pagt”. Disse fonde – Carlsberg, NOVO, Lundbeck, Kræftens Bekæmpelse m.fl. – finansierer i dag 12 pct. af den offentlige forskning (SE FONDSREDEGØRELSE, nov. 2017). Og disse fondsbevillinger vil Pind gerne koordinere (via oprettelse af et ’Forum for Forskningsfinansiering’ med tre aktører: fondene, uni-rektorer samt dept.chef Agnete Gersing (s. 31)). Det fremgår ikke, om minister Pind har taget disse private fonde i ed på, at de er indforståede med at underlægge sig politisk-strategisk styring.

Og så vil Pind tilsyneladende trylle nye offentlige penge frem ved at fastfryse uni’ernes bevillinger på det nuværende niveau, mens den årlige stigning, der sker i BNP, skal reserveres til nobel-satsningen. (Barcelonamålet forpligter alle EU-stater til at bruge 1 pct. af BNP på forskning og udvikling).

Strategien er ikke bare en elitesatsning. Den har også andre formål: ”Forskningen skal gøre mest mulig gavn i samfundet”. I praksis betyder det, at strategien skal virke som erhvervsstøtte ved styring og centralisering af indsatser i ”stærke miljøer” i en bestemt retning (fx på satsningsområderne klima, energi, miljø og fødevarer (s.5)), og inden for bestemte forskningsgrene (især teknologi vidensbaseret innovation i verdensklasse, som skal skabe ”mere værdi i virksomheder” (s.7)).

DMs formand Camilla Gregersen mener det er et paradoks at tale om Nobelpriser og stramme strategier: “Forudsætningen for den forskning, der når internationale højder, begynder med forskningsfriheden og dermed den uafhængige grundforskning, hvor der ikke er krav om et hurtigt afkast eller at efterprøve et bestemt resultat”.