Pind: Dannelse som redskab mod …

Han vil indføre filosofikum, men når han ikke kommer med flere penge og mere tid, må det jo gå fra noget andet på fagene?

Uddannelsesminister Søren Pinds stærkeste signal i tiltrædelsesinterviews har været, at der skal oprustes på dannelsen på universiteterne. Hans kongstanke er at genindføre en slags filosofikum på studierne med en fælles eksamen for de studerende:

”Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse.”

“Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt” (BERLINGSKE).

Det lyder som et opgør med det post-faktuelle samfund og med ’alternative fakta’, hvor alles meninger og alt bliver lige gyldigt i vidensamfundet?

”Jo, alt bliver lige gyldigt og ligegyldigt. Det er, når nogle får lov til at argumentere ’jeg føler at’, som om det har samme autoritet som videnskabelige fakta. Der er sket et skred på flere niveauer. Politikere har da løjet før, men man kan have indtryk af, at der er kommet en kultur, hvor man nærmest er sej, fordi man er god til at slippe af sted med at lyve,” forklarer han.

”Det er, ligesom den lutherske stræbsomheds-etik fra efterkrigstiden er antastet. Stræbsomheden efter sandheden er antastet, og det giver et kæmpe problem, for hvis vores fælles moral falder fra hinanden, så falder det normsæt, som vi omgås hinanden med, også. Og så er der kun den stærkes ret tilbage, og det er – selv om jeg er stor tilhænger af konkurrence – ALDRIG godt”.

Eksperter og smagsdommere

Men var det ikke Anders Fogh, som autoriserede undermineringen af faglighed og ekspertise ved at tale om, at almindelige menneskers vurdering er lige så godt som eksperter og smagsdommere: ”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne” (Nytårstalen 2002)?

”Foghs tale om ’eksperter og smagsdommere’ var bare et symptom og udtryk for noget generelt, vi så overalt. Det handlede om, at mange havde fået nok af, at nogle havde sat sig på sandheden, og det var talen en kommentar til. Nu er situationen ligesom en anden, nu er der behov for at genetablere respekten for viden, og at nogle er klogere end andre”.

Pind hælder til en epokal tænkning: ”Udviklingen bevæger sig i bølger, syv magre år og så syv fede. Første fase var faglighedens, og anden fase var ungdomsopgøreret og tværfaglighedens. Så sagde, statsminister Anders Fogh, at ’tværfaglighed’ havde taget over, og vi må igen have mere ’faglighed’. Og nu er vi kommet ind i den tredje fase, hvor pendulet igen må bevæge sig lidt tilbage, hvor superfaglig fokus igen må tilføres noget tværfaglighed eller dannelse.”

Uni’erne har deres særlige ansvar og rolle: ”Universiteterne er fakler i en oplysnings- og dannelsesproces. Det handler om en slags vækkelse i en højskole/Grundtvig-oplysningstid, og her må deres højere videnskab og dannelsesstandarder gå foran. Jeg er optaget af, at nogle er klogere end andre, og samfundet investerer penge, tid og tålmodighed på, at nogle af de kloge kan bruge deres kræfter til gavn for os alle sammen”.

Men er dannelse noget værd, hvis den ikke er led i en velinformeret offentlighed?

”Når vi taler om udbredelse af løgne eller misinformation, så ved rigtige mennesker jo faktisk godt, når noget er løgn, men det sætter man sig ud over – og hvem ’man’ er, vil jeg altså ikke sige. Men det er klart, at en informeret offentlighed er en del af dannelsen i samfundet. Og her taler jeg så overordnet om behovet for en ny oplysningstid, hvor folk får muligheden for at skelne mellem sandt og falsk som en del af en demokratisk konsolidering. Datamængder og information – nu med ’falske nyheder’ og ’alternative fakta’ – er blevet så store, at vi er nødt til at ruste os med en generel oprustning af dannelsen, så beredskabet forbedres”, svarer han – for derefter at tilføje:

”Men nu er medierne og offentligheden jo ikke mit ministeransvar alene.”

Dannelse i praksis

Historikeren Jes Fabricius Møller anerkender, at minister Pind har identificeret et reelt problem med dannelsen. Filosofikum er bare ikke løsningen, for det er ude af trit med moderne fagligheders specialisering. Og det er svært at indføre, hvis ikke økonomi og rammer udvides:

”Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i mit fags studienævn og skal udpege de dele af bacheloruddannelsen i historie, der kan undværes for at skabe plads til ministerens forslag.”

“De videregående uddannelser er et institutionelt fællesskab af væsensforskellige fag og discipliner. Det er et resultat af den specialisering, som har fundet sted over de seneste mange generationer. Den opfylder et behov, som efter alt at dømme ikke bliver mindre. Der er brug for folk, der kan deres kram. I dag er metode og videnskabsteori indbygget i studieordningerne” (UNIVERSITETS-avisen).

Historikeren siger vel, at det er for nemt at ønske ’mere dannelse’. Men i praksis må det gå fra noget andet på studierne, for du kommer vel ikke med flere penge eller udvidede studietider?

”Indrømmet og det er en central prioritering. ’Dannelse’ skal ikke bare ovenpå de nuværende studier, det skal ind i stedet for andre studieelementer. Der kan være fag, som ikke er der længere, og det går jo ikke ud over kvaliteten af de tilbageværende fag. Og det, som udgår, må kandidaterne så lære sig selv”, svarer han.

”Jeg er bare ude på, at de studerende kommer ud med nogle redskaber, så de i højere grad er i stand til at være aktive borgere i det samfund. Men lige nu kan jeg ikke præcisere, hvordan noget filosofikum indføres i praksis; ikke andet end jeg vil sætte nogle kloge personer sammen om, hvordan det kan gøres, ikke bare på universiteterne, men også i professionsuddannelserne”.

Er det den marxistiske ”fagkritik”, du efterlyser, altså studiernes eget fokus på relevansen af faget, hvad faget kan bruges til i praksis, og hvilke sammenhænge faget indgår i?

”Altså, den slags kremlologi vil jeg ikke ind i, for den slags universitets-politik syntes jeg var voldsomt kedelig. Og selvfølgelig indgår et fags rolle, og kritisk vinkling er sindssyg vigtig i videnskaben. Men når jeg taler om dannelse og filosofikum, handler det mere om oprustning af de klassiske elementer”.

Din forgænger på posten (Esben Lunde Larsen) tiltrådte med flotte honnørord om at være ”dannelsesministeren (Weekend-avisen), uden faktisk at gøre noget som helst for dannelsen i sine syv måneder som minister. Risikerer du ikke at lide samme skæbne: At eftertiden vil konstatere, at du lavede en ’værdipolitisk’ markering om dannelse og filosofikum, uden at der egentlig skete noget som helst?

”Jeg vil ikke kommentere på min forgængers gerninger”, svarer Søren Pind. ”Men jeg regner da absolut med at komme med konkrete initiativer, hvad angår dannelsesaspektet og filosofikum. For det første er universitetsloven ikke forligsbelagt, for det andet er ideen positivt modtaget af alle politiske partier. Selvfølgelig kun indtil vi taler indhold, mere naiv er jeg jo ikke, for dannelsesbegrebet er da højpolitik. Nogle vil anklage mig for at være elitær, og kræve et bredere dannelsesbegreb, og det bliver da en interessant debat.