Økonomer og tek-nat

– styrer forskningsverdenen

Oversigten over de 30 topfolk fortæller om en fagfordeling, hvor der er 8 økonomer (inkl. cand.merc), 7 fra anvendt nat (fysik, nano, biologi), 5 ingeniører, 4 medicinere, 3 politologer/jurist og kun 1 humanist.

”Der er en enorm påfaldende skævhed, hvis man ser på fagfordeling, for det svarer slet ikke til studentermassens sammensætning og heller ikke til personalesammensætningen på universiteterne. Oversigten fortæller tydeligt, at det er nogle fagområder, som har magten til at disponere på alle videnskabers vegne. Indgår man i forskningsmagtens netværk er man jo med til at bestemme, hvad fremtidens arbejdskraft skal kunne, hvad forskningspengene skal bruges til, og hvad vi alle sammen skal leve af. For en beslutningstager er det nogle af de vigtigste spørgsmål, man kan være med til at svare på. Og de deltager i netværket både ved at udpege forskningsfelter, uddele penge og i øvrigt ved at sidde med i rådgivning for statslige organer”, forklarer Christoph Ellersgaard.

”Dem med pengemagt i fondene og dem, som høres af politikerne, har et relativt ens politisk-økonomisk syn på verden. Det er især de anvendte og erhvervsrettede teknisk-naturvidenskabelige fagområder. Og så er det selvfølgelig økonomer, som repræsenterer en bestemt type forvaltningsmagt, nemlig konkurrencestatens rationalitet i nytte- og produktivitets-orientering – eller som det hedder i den politiske terminologi ’vækst og velfærd’. Der er fokus på teknologi som er omsættelig i erhvervslivet og industrien. Eliten repræsenterer i den forstand i forbavsende grad den samme interesse”, mener Ellersgaard.

Humaniora fraværende

Han studser lidt over, at der kun er en enkelt jurist (SDU-rektor Henrik Dam) blandt de 30:

”Djøf’erne er ellers velrepræsenterede i vores generelle 423-netværk, og her fylder juristerne en del. Djøf’erne udgør kun en pct. af befolkningen, men i Folketinget sidder de på 40 pct. af pladserne! Men der er da 4-5 nuværende eller fhv. offentligt ansatte djøf’ere blandt de 30”.

”Mens nogle taler om den kulturelle elites samfundsbetydning – som smagsdommere og kulturbærere – så er der kun en humanist blandt de 30 i forskningseliten, nemlig RUC-rektor Hanne Leth Andersen. Humaniora har stort set ingen repræsentation blandt de, der bygger bro mellem forskningsfondene. Det dokumenterer helt klart, at hvis humaniora har oplevelsen af at blive holdt udenfor, så er det ikke helt forkert. Kultur og eksistens fylder ikke ret meget hos forskningseliten, i hvert fald ikke fagligt”, siger Ellersgaard.

Frasortering af andre syn på samfundet

Samlet giver fællesskabet om økonomisk højstatus, uddannelsesbaggrund og bosted alt andet lige også, at man har fælles livs- og samfundssyn:

”Men denne fælles interesse i eliten i vækst og velfærd, teknologi og erhvervsproduktivitet betyder også fravalg af andre vinkler. De interesser forstærkes af deres ’private’ subkultur. Når fokus er på vækst og velfærd og teknologipolitik, så er der ikke plads til blødere områder som miljø, dannelse, kultur eller bredere samfundsproblematikker. Det fortæller, at eliten agerer ud fra en fælles forståelse af konkurrencestatens rationalitet, og at man har et bestemt blik på, hvad der er samfundsproblemer, fordi noget er frasorteret”, siger han.

Og når nogle mener, at Ellersgaards netværksanalyse overdramatiserer og personificerer magten, svarer han:

”Selvfølgelig betyder det noget, hvem der har magt og hvad de har af fællesskaber og hvad de er fælles om. Men få nationer er så ’klasseblinde’ som danskere. Vi har en forestilling om at leve i et meget lige samfund. Derfor kan hofjægermester, kammerherre, arving til industriformue, ejer af et slot og en ø i Caribien m.m. Christian Kjær uimodsagt afvise, at han er overklasse ved at sige: ’Hvem er det, du kalder overklasse? Jeg synes ikke rigtig, vi har en overklasse herhjemme. Jeg er dus med alle – de kalder mig Christian’ …”