Nyt landestudie: Forandringerne af universiteterne har været mest drastiske i Danmark

Andreas Kjær Stage sammenligner i sin ph.d.-afhandling stigningen i brugen af tidsbegrænsede forskeransættelser og fremvæksten af et lag af højtuddannede administratorer på universiteterne i fem lande. Forandringerne har været mest drastiske herhjemme, hvilket hænger sammen med, at de danske politikere har været de mest reformivrige, lyder konklusionen.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

De danske universitetsreformer er ofte i den politiske debat blevet begrundet med, at de var påtvingende nødvendige for at følge trop med lande som Tyskland og USA. For hvis vi ikke gjorde det, ville vi miste konkurrenceevne og blive sejlet agterud i den globale vidensøkonomi.

Men i virkeligheden er det ikke et kapløb, som vi er ved at tabe, for faktisk er det lykkedes at forandre universiteterne i Danmark mest de seneste to årtier, mens de i andre lande har været mere tilbageholdende med reformerne, konkluderer Andreas Kjær Stage, ph.d.stipendiat ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet.

Han har i sin afhandling analyseret ændringerne i organiseringen af universiteter i USA, Storbritannien, Tyskland, Norge og altså i Danmark. Resultaterne er blevet publiceret i tidsskriftet Policy Reviews in Higher Education.

“Argumentet har ofte lydt i den offentlige debat, at de andre lande gør sådan og sådan, så det må vi også, men i virkeligheden er det Danmark, som har haft de mest gennemgribende og kraftfulde reformer. Udviklingen herhjemme har været mere drastisk end i de andre lande”, siger Andreas Kjær Stage.


Vi har interviewet

Andreas Kjær Stage, ph.d.stipendiat ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.


Analyse af personalesammensætningen
Udgangspunktet for analysen er den gængse fortælling om, at landene tilpasser sig de samme globale rammebetingelser, nemlig fremkomsten af en global vidensøkonomi, hvor studerende, ansatte og funding kan bevæge sig mellem landene. Det presser nationerne til at reformere deres universiteter, fordi de er blevet konkurrenter på et internationalt marked. Men hvis der var tale om en nødvendighedens jernlov, hvor politikere og universitetsledere slet ikke har noget valg, ville der være en mere entydig organiseringstrend på tværs af lande, men det er der tydeligvis ikke, lyder analysen fra Andreas Kjær Stage.

Han forklarer, at han har analyseret data for personalesammensætningen på universiteterne i de fem lande som indikator for, hvor forskelligt de er organiseret.

Blandt det videnskabelige personale, VIP’erne i daglig tale, er den vigtigste indikator forskydninger i fordelingen mellem de fastansatte forskere (faculty), primært professorerne og lektorerne, og de midlertidigt ansatte med titler som postdocer, ph.d.er og videnskabelige assistenter. Blandt det teknisk-administrative personale – TAP’erne i daglig tale – har han analyseret, i hvilken udstrækning de klassiske HK’ere – eksempelvis kontoruddannede sekretærer – teknikere, gartnere, betjente og lignende er blevet udskiftet med professionelle akademisk uddannede administratorer og ledere, de såkaldte AC-TAP’er.

Norge bremsede, Danmark gassede op
Konklusionen lyder, at udviklingen er gået i samme retning i alle fem lande mod flere midlertidigt ansatte forskere og flere professionelle administratorer, men tallene afslører også store nationale forskelle og vidt forskellige udgangspunkter landene imellem. Tendensen er klart, at ændringerne i personalesammensætningen har været mest drastisk i de lande med de mest vidtrækkende politiske reformer, eksempelvis Danmark og Storbritannien.

“Det lyder måske ikke så overraskende, men det sætter spørgsmålstegn ved den her tese om, at udviklingen er “naturlig” eller “påtvingende nødvendig”, modsat et politisk og ledelsesmæssigt valg”, siger Andreas Kjær Stage og fortsætter:

“De danske universitetsreformer har haft større effekt end deres ry, da de lader til at være tæt forbundet med de store ændringer i personalesammensætningen. Hvad man beslutter politisk, har på den måde haft en meget håndgribelig effekt”.

Som eksempel nævner han Danmark og Norge, hvor udviklingen var stort set ens indtil 2007-2008 med en stor stigning i andelen af midlertidigt ansatte forskere og AC-TAP’er, men så trådte de på bremsen i Norge, mens de danske politikere trykkede på speederen og satte yderligere fart i udviklingen bl.a. med ph.d.-satsningen i forbindelse med globaliseringspuljen, universitetsfusionerne i 2007 og den reviderede universitetslov i 2011.

Konsekvensen er, at andelen af de midlertidigt ansatte i det videnskabelige personale kun er steget med cirka 4 procentpoint i Norge, mens stigningen har været på 11 procentpoint i Danmark.

USA og Tyskland er dårligt argument for reformer
Andreas Kjær Stage siger, at tilhængerne af transformationen af danske universiteter ofte drager parelleller til Tyskland og USA som legitimationsgrundlag.

Men faktisk er de to lande et dårligt sammenligningsgrundlag, fordi forholdene er meget forskellige fra Danmark. Eksempelvis har den akademiske top generelt reel tenure med sikkerhed mod afskedigelse i de to lande, så særligt Tyskland har altid haft en højere andel af midlertidigt ansatte end Danmark, fordi det er meget vanskeligt at afskedige professorer, når de først er ansat.

USA har også haft en meget stor andel administrativt og teknisk personale sammenlignet med Danmark. Kun en tredje del af de ansatte målt i årsværk er forskere på den anden side af Atlanten, hvilket hænger sammen med, at universiteterne i USA kun sporadisk ansætter deres ph.d.-studerende, og at de varetager en lang række andre administrative opgaver.

De driver kollegier, sundhedsklinikker og sportsfaciliteter, har deres egne sportshold, står for børnepasning og sælger forsikringer til de ansatte og studerende. Desuden har de store afdelinger, der står for at investere universitetets formue, så afkastet kan bruges på forskning. De har juridiske afdelinger, der skal sikre, at man lever op til al lovgivning og undgår dyre sagsanlæg, og marketingafdelinger, der skal skaffe studerende, som kan betale de ofte høje studieafgifter.

“Nogle af opgaverne er ved at vokse frem i Danmark, hvilket sandsynligvis forklarer en del af væksten i andelen af AC-TAP’er på de danske universiteter, men det er i et helt andet omfang end i USA, hvor legal compliance og marketing eksempelvis er afgørende for universiteternes overlevelse. Vi har en tendens til at spejle os i USA og ville være ligesom dem, men spørgsmålet er, om vi i virkeligheden ønsker at lave sådan et dobbeltsystem, hvor de danske universiteter opbygger parallelfunktioner til opgaver, der også løftes andetsteds i den offentlige sektor”, siger Andreas Kjær Stage.

Han tilføjer, at resultaterne også punkterer myten om, at universiteternes administration er vokset uhæmmet. Faktisk er VIP-gruppen vokset relativt i forhold til TAP-gruppen i samtlige fem undersøgte lande, så der i dag er forholdsvis flere forskere (særligt juniorforskere) end administratorer sammenlignet med for 20 år siden. Reformerne har nærmere medført en massiv restrukturering og professionalisering af TAP-gruppen, mener Andreas Kjær Stage.