Helmuth Nyborg: UVVU-uenighed om fuskdom

Uredelighedsudvalget UVVU lægger i et udkast til afgørelse – se fredagens hjemmesidenyhed – op til, at den kontroversielle psykologiprofessor Helmuth Nyborg dømmes for grov forskningsfusk i to tilfælde, fordi han holdt en medforfatter skjult og har refereret til FN-data, som ikke findes. Men udvalgets afgørelse er ikke ensstemmig, for to af de syv medlemmer af det samfundsvidenskabelige underudvalg bag afgørelsen mener ikke, at Nyborgs forseelser er så grove, at de kan kaldes ”alvorligt brud på god videnskabelig praksis”. Uenigheden afslører store uenigheder i UVVU og i det (samfunds-) videnskabelige miljøs om, hvilke krav der kan sættes til videnskabelig dokumentation og data, så afgørelsen vil blive betvivlet og debatteret.

Mens flertallet mener, at Nyborg har begået et alvorligt brud ved ”uretmæssig angivelse af forfatterrolle” (ghostforfatterskab) og at dette blev gjort forsætligt, så er mindretallet nok enige i, at Nyborg har handlet forkert ved at tilbageholde oplysninger om skyggeforfatter Ebbe Vigs bidrag, men de  vil ikke kalde det et alvorligt brud på reglerne. Og når flertallet kalder det uredelighed og grov uagtsomhed, at en FN-kilde ikke kan identificeres, så undskylder mindretallet det som en “mangelfuld reference”, der ikke kan sidestilles med en forsætlig fejl. Mindretallet indtager dette synspunkt på trods af, at Helmuth Nyborg ikke ville bidrage til at opklare uklarhederne om FN-data’ene. Mindretallet mener ikke, at Nyborg har handlet uredeligt “ved udarbejdelse og rapportering af sinde forskningsmæssige resultater”, men der fremgår ikke, hvordan de to dissidenter graduerer Nyborgs forseelser, fx som “dårlig videnskab”. FORSKERforum har forgæves søgt at få mindretallets nærmere forklaring (fra konkurrencerets-professor Caroline Heide-Jørgensen og finansøkonom-professor Michael Møller).

Også den samlede UVVU-afgørelsen er kontroversiel: Alle udvalgets syv medlemmer er nemlig enige om at undlade at dømme Nyborg på andre klagepunkter, fx om plagiat, idet det ”ikke entydigt kunne fastslås, hvem der er den oprindelige ophavsmand til den tekst, der optræder næsten identisk”. Nyborg frikendes ikke, men slipper for plagiat- og uredeligheds-påtale. Logikken i denne afgørelse stiller spørgsmål om, hvad der er bevisbyrde-krav i UVVU. Af Nyborg-afgørelsen fremgår nemlig, at UVVU afstår fra at dømme Nyborg uredelig af mangel på egentligt bevis, idet Nyborg ikke har villet opklare data eller kilder. UVVU står tilsyneladende i et dilemma mellem retsjura eller videnskabsregler, hvor UVVU hælder til retsjuraen med en praksis, hvor en indklaget i UVVU – som ved domstolene – ikke har pligt til at udtale sig eller til at bidrage til opklaring af sagen.

Sociologiprofessor Heine Andersen har forsket i uredelighed, og fortolker dissensen om forfatterskaber som nogles ønske om meget liberale rammer for videnskabelig udfoldelse. Han undrer sig over, at UVVU ikke mere aktivt har søgt at opklare uklarheder, som det skete i Penkowa-sagen (efteråret 2012). Og så sår afgørelsen tvivl om, hvilke kriterier, der gælder i UVVU: ”UVVUs passivitet forekommer besynderlig og betænkelig. I stedet for, at Nyborgs manglende dokumentation bliver belastende for ham – som det ville være i forskerverdenen – så slipper han for nærmere påtale, når UVVU accepterer, at han ikke fremlægger data og kilder. Hermed lægges indirekte op til, at det bliver klagerens opgave at finde / dokumentere disse data, for at Nyborg kan ’dømmes’! Det strider mod almindelige normer i videnskaberne om, at de, der fremlægger nye resultater, skal kunne dokumentere dem. Med sin logik risikerer UVVU, stik imod formålet, af komme til at svække gængse videnskabelighedsnormer”.

Tvisten om Nyborg-afgørelsens præmisser giver mindelser om Lomborg-sagen i 2003, hvor nogle (samfundsvidenskabsforskere) protesterede voldsomt mod UVVUs sagsbehandling (se protest / se ministeriets klagebehandling).