Ny minister: Værdikrigeren Søren Pind

Liberal Alliance eller Venstre – pest eller influenza? – vil nogle spørge. Realiteten blev, at den nye nye uni-minister ikke blev en af de to hyperliberale LA’ere Mette Bock eller Henrik Dahl, som i øvrigt begge er uni-kyndige. Det blev Søren Pind (V).

”Jeg har jo for vane at give ministerier nye navne, og nu skal jeg så være ’fremtidsminister’. Det glæder jeg mig til. Det er spørgsmål, som vi alle sammen stiller os. Hvad skal vores børn leve af, og hvordan skal det gå”, lød Pinds friske kommentar et par timer efter, at han var udpeget som ny uddannelses- og forskningsminister, og den tonløse Ulla Tørnæs blev sat til at være udviklingsminister for fjerne lande.

Det friske svar var et modspil til journalisters lede spørgsmål, om det ikke er deroute at gå fra posten som justitsminister og sherif for kriminelle til bare at være minister for luftige sager og højpander…

Søren Pind er den tredje minister på området inden for et par år efter Esben Lunde og Ulla Tørnæs. Og ligesom forgængerne er han ikke belastet af specialviden om uni’er eller den akademiske verden. Han har godt nok en juragrad, men har aldrig været i nærheden af Forskningsudvalget, Videnskabsudvalget eller Uddannelsesudvalget, som behandler uni-sektorens desangående i Folketinget.

Det kan blive en underholdende tid med Pind som minister, for han er kendt som debattør og værdikriger, der ikke er bange for at lufte kontroversielle synspunkter. Sagligt set får fremtidsminister Pind et par vigtige styringsdilemmaer at se til med de igangværende reformer af bevillingstaxametre og nye styringsmodeller. Af Regeringsgrundlaget fremgår, at Regeringen vil lave reformer, der ”tydeliggøre universiteternes rammer og ansvar i lovgivningen” på den ene side, og giver uni-ledelserne mere frihed på den anden. Det bliver interessant, om Pind vil blive en kyndig minister på området, eller om han – som forgængeren – bare bliver en slags stråmand for den styringsivrige departementschef Agnete Gersing.

Men det bliver også interessant, hvor ihærdigt Pind vil forfølge mærkesager fra Regeringsgrundlaget: Halvdelen af de 30-årige have afsluttet en videregående uddannelse. Flest muligt skal gennemføre på normeret tid. Seks ud af de nyuddannede i beskæftigelse skal ansættes i den private sektor. Samtidig er det regeringens mål, at 60 procent af de beskæftigede nyuddannede skal have job i den private sektor. Og SU-reformen skal sættes på skinner (SU-besparelser skal finansiere skattelettelser og en såkaldt ”kompetencepulje”, hvis indhold skal fastlægges af ministeren).

Endelig vil Regeringen ”fremme udviklingen af eliteuddannelser på universiteterne”. Man er også åben overfor private uni’er. Det præciseres ikke, hvad det betyder, men kan være genoplivning af Helge Sanders ide om uni’er i tilknytning til private firmaer (LEGO eller Danfoss).

Forskningsområdet er skrevet ind i et afsnit – IVÆRKSÆTTERE, NY TEKNOLOGI, FORSKNING OG INNOVATION – som er en broget landhandel af instrumentelle mål, hvor ’humaniora og dannelse’ ikke nævnes. Den strategiske målsætning er ikke overraskende, at de offentlige forskningsmidler skal prioriteres, så de skaber mest værdi for erhvervslivet og samfundet. Men der udpeges ingen særlige satsningsområder.

SE REGERINGSGRUNDLAG s. 23-26 og 70-72