NY BEVILLINGSMODEL: Kvalitet = jobrelevans

Først hed det “kvalitet og relevans og regional bredde”, men nu er ”kvalitet” udgået. Sådan er status i embedsmands-arbejdet med at skrue en ny bevillingsmodel sammen. Minister Ulla Tørnæs bestilte en reformmodel ud fra udtrykkelige kriterier om, ”hvordan kvalitet og relevans i højere grad kan understøttes af nye bevillingsformer”.

Da ministeren imidlertid selv blev bedt om at definere, hvad hun forstår ved ”kvalitet”, havde hun  ikke noget svar. Det ville hun lade sine embedsmænd definere, lød svaret til SF’eren Jacob Mark i juni. (SE FOLKETINGSSVAR juni).

Men regeringens top-embedsmænd ved heller ikke, hvad ”kvalitet” er. Det fremgår af lækkede oplysninger fra den tværministerielle embedsmandsgruppe som pt. er i gang med modelarbejde til en ny bevillingsmodel. Og da halvdelen af styregruppen bag projektet kommer fra Finansministeriet er det sandsynligvis pres herfra, som har fået “kvalitet” ud.

Kvalitet er udgået som kriterium, for embedsmændene kan ikke finde ud af, hvad det er og hvordan den kan måles. Kvalitet er dermed blevet til jobrelevans. Og regeringen løber fra sit eget regeringsgrundlag om “kvalitet og relevans” – kritikere kan tørt konstatere, at det såkaldte “Kvalitetsudvalget” var en kikset titel på det udvalg, som sparkede reformarbejdet i gang.

Embedsmændenes reformforslag tager afsæt i, at der skal indgå et ”performance-element”, og det betyder i praksis, at der skal indføres et beskæftigelses-kriterium, som gives efter beskæftigelsesgraden for et fags færdige kandidater. 15 pct. af en uddannelsesbevilling skal uddeles som beskæftigelsestaxameter, mens 55-75 pct. skal uddeles som aktivitetstaxameter (pr. studieaktivitet som hidtil) og 15-25 pct. som grundtilskud.

Det fremgår af de lækkede oplysninger, at Tørnæs’ embedsmænd ikke har kunnet finde inspiration til at indføje “kvalitet” som konkret kriterium i den nye model, trods ”dialogmøder” og høringssvar fra uni’erne m.fl. (SE HØRINGSSVAR)

Embedsmændene har angiveligt overvejet modeller for, hvordan god undervisning belønnes og hvordan høj kvalitet kan måles. Et modelforslag skulle straffe fag med højt frafald (ud fra en tese om, at højt frafald er lig med lav kvalitet), men modellen blev droppet af frygt for, at den kunne få fag til at sænke overliggeren i studiets krav. En anden model blev overvejet, hvor studier med høj lærerdækning skulle belønnes (underforstået fordi studenterne får bedre service her), men den blev droppet, fordi det vil favorisere forskningsintensive fag – og Finansministeriets regnedrenge har også dumpet den, fordi den ville være dyr.

Uni’ernes ledelser har i processen anbefalet at det nuværende taxametersystem bevares ”som det mindst ringe”. Og med den foreslåede jobrelevans-model rammes nogle uni’er dobbelt hårdt, fordi politikere og embedsmænd får nye styringsredskaber i jobrelevans-kriteriet, mens blødere kriterier som ”kvalitet” udgår. I praksis betyder det en dobbeltstraf på samme kriterier, når der føjes et jobtaxameteret til den allerede virksomme dimensionering (udmålt på fags beskæftigelsesmuligheder).

Allerede i sommer forudsagde uddannelsesforsker Laura Louise Sarauw, at ministerens manglende lyst til at definere kunne handle om, at kvalitet skulle omdefineres: ”Ministerens embedsmandsgruppe fik et klart politisk opdrag, for de skulle tage udgangspunkt i Produktivitetskommissionens og Kvalitetsudvalgets arbejde. Og det var politisk nedsatte organer, som havde en forholdsvis snæver forståelse af ’kvalitet og relevans’, som noget der blandt andet handler om joborientering, flere jobs i den private sektor og flere skal have en uddannelse, der giver en høj livsindkomst”.