#MeToo: Overgriberen og medviderne

Afsløringen af filmmanden Harvey-Weinsteins årelange sexchikane udløste en “me-too”-bekendelse fra kvinder over hele verden. I USA’s uni-kultur handler det om raffinerede magtforhold, forklarer en, der valgte at skride

Det er påfaldende, hvordan alle medviderne og post-Weinstein’erne vrider hænder i forlegenhed over, at det varede så længe, før hans overgreb (eng. abuse) blev afsløret, især når de alle vidste, hvad der skete eller fortsat sker. Jeg blev mindet om, hvad min institutleder sagde til mig, da jeg bad om, at et medlem af min bedømmelseskomite – en professor – blev erstattet af en anden:

“Bed mig venligst ikke om det. Han vil gøre mit liv til et helvede.”

Jeg havde henvendt mig til chefen efter støtte, efter at det var blevet klart, at denne professor og jeg havde et “uhåndterligt forhold”. “Afvis professoren,” var det råd jeg fik af en kollega, for det var den eneste måde, jeg endelig kunne få afsluttet mit forsinkede ph.d.-forløb på. Det samme sagde en terapeut, som jeg søgte hjælp hos, og som forklarede, at “han vil tilsyneladende ikke slippe dig”, for derefter at tilføje, ”men du er nødt til at komme væk.”

 Min institutleder var passiv, uanset han havde al den sikkerhed i ryggen, som race, klasse, køn og ansættelsessikkerhed giver på et amerikansk top-10-uni. Alligevel veg han tilbage fra at bruge sin status og position til at passe sit job på en anstændig måde.  

 Og jeg var jo (bare) kvinde, studerende, tynget af gæld uden institutionel støtte og uden forældre eller ethvert andet sikkerhedsnet tilbage (som man ikke har i den arbejderklasse-verden, som jeg kommer fra). Hvordan skulle jeg konfrontere denne professor på egen hånd, når folk, der skulle gøre det på mine vegne – eller støtte mig – ikke ville?

Så jeg gjorde, hvad mange kvinder gør. Efter at have afsluttet min ph.d., forlod jeg den verden, som jeg havde investeret tid, penge og arbejde i. Jeg tilbragte de næste mange år med at bebrejde mig selv, afspille scenerne og gentage ordene fra dem med magten. Og jeg har stadig blandede følelser af lettelse og vrede, når jeg møder andre, der fortæller forskellige versioner af “Ja, alle ved, at den professor er sådan”.

Hvor som helst i et særdeles konkurrenceorienteret system, hvor enkelte personer har magten eller beføjelser til at disponere over andres karrierer – både i en fedtet Hollywood-pøl eller i ph.d.-pipelinen – vil man opleve magtens overgreb. Ikke bare tilfælde af misbrug som voldtægt og åbenlys seksuel aggression, men også de mange komplicerede og kringlede former for overgreb, der kan sænke kvinders chancer for succes i en meget biased verden.

 I humaniora bliver vores tilgang til mobning, manipulation, tvang og kontrol nærmest skærpet af, at vi bruger vores ressourcer på netop at kritisere kønsnormer, magtstrukturer og uretfærdighed – overbevist om, at vi vil taler sandheden og magten midt imod, hvis vi nogensinde møder den i det virkelige liv. Den formelle selvforståelse i akademia er, at vi alle er gode liberale frisindede. Overgreb kan ikke ske i vores verden.

Men det gør den. Som skrivekonsulent og akademisk coach hjælper jeg forskere – de fleste af dem kvinder – med at bearbejde den angst, der ligger til grund for deres overspringshandlinger og skriveblokering. Ofte kan angsten spores tilbage til den mobning, manipulation, tvang og skam, som de oplevede som kandidatstuderende eller i starten af deres uni-karriere.

For mange af dem lever med en underbevidsthed fuld af bekymringer, som gør hvert skridt dobbelt så langt. Der er kvinder, der bruger mange kræfter på følelsen af, at uanset hvad de gør, vil det aldrig være godt nok. Flere undgår fordybelse i deres forskning og hengiver sig til undervisning og administration – opgaver, hvor de føler sig mere i kontrol, og hvor deres præstationer umiddelbart udløser mere anerkendelse. Andre dropper workshops og konferencer, hvor de ved, at mobbe-kulturen er indbygget. Og nogle gange sker det – ligesom med mig – at nogle lige så stille glider væk fra det job, de elsker.

De fleste af mine klienter har ikke oplevet konkrete traumatiske oplevelser som voldtægt eller personangreb, men brydes derimod med langsigtede virkninger af systemisk, sexistisk dysfunktion i akademia. Det siger sig selv, at for mange kvinder er skadet på denne måde, og at deres oplevelser og historier har betydning for deres egen livshistorie. Men fra et rent pragmatisk synspunkt betyder det også, at institutter og institutioner slet ikke får det fulde udbytte af det talent, de betaler for.

Det behøver ikke at være sådan. Jeg skal her opregne fire raffinerede måder, hvorpå overgreb påvirker akademia negativt. Ved at anerkende nogen adfærd som overgreb eller misbrug kan vi hurtigere ændre dem på institutionelt niveau uden konstant at forvente, at kvinder tilpasser sig på individuelt plan.

Overgreb er normaliseret. “Det er sådan tingene er, og hvis du ikke kan klare mosten, så lad være at bruge kræfter på at tage en ph.d.”, lyder en udbredt stands-etik om, at netop modstand og lidelse giver det intellektuelle arbejde sin sjæl; følsomhed er for bløddyr.

  Jeg hører det hele tiden fra klienter fra akademia, at de enten har internaliseret dette signal, eller at de har overbevist sig selv om, at den uni-kultur ikke er overgreb. Der er jo ikke nogen, der er blevet slået eller voldtaget eller bedt om at give nøgenmassage i bytte for en fast stilling. Men de er blevet kollegialt angrebet online og på institutmøder. Og de er blevet nægtet lovede jobs og forfremmelser, fordi succeskriterierne hele tiden flytter sig.

Nedrighed i bedømmelser maskeres som professionel kritik, og depression og angst bliver æresstempler, der angiveligt viser, hvor hårdt du arbejder. Men du skal trods alt lede længe efter en psykosocial sundhedsekspert, produktivitetsekspert eller skrivecoach, der mener, at man får gode resultater ud af folk ved at få dem til at føle sig utilstrækkelige eller forvirrede i stedet for at anerkende deres talent og belønne deres hårde arbejde.

  Hvis du læser dette og tænker “jo, men sådan har ’akademia jo altid været” eller “når når jeg var nødt til at gennemleve det, så må du jo også” eller “ved at teste folk hårdt, luger vi dem ud, der ikke fortjener at være her”, anerkender du den slags udsagn og gør dig selv til en del af problemet.

Overgriberne destabiliserer deres ofre. En ven, ansat i akademia, citerede for nylig skuespilleren Gwyneth Paltrow om hendes erfaringer med Weinstein: “Han var vekselvis generøs og støttende. Og overgribende, straffende og mobbende”. Min ven skrev sin undertekst: “Jeg synes, jeg kender den slags mentorship rigtig godt”. Det er slet ikke usædvanligt, at ”charmerende” og ”manipulerende” kan gå fint i spænd.

 Derfor kan det tage lang tid at indse, hvad der sker med dig. Flere af mine klienter trækkes med dekaner, institutledere eller bedømmelsesudvalg, som styrer ansatte ved netop at lade folk gætte på, hvad der forventes i stillingen, og hvor virkeligheden ligger. Samtidig – selvom (eller fordi) disse overgribere aldrig kan være helt tilfredse – vil de kvinder, jeg arbejder med, fortsætte med at forsøge at leve op til disse krav.

Det fører til at, nogle søger i mange retninger på samme tid i forhåbning om, at det på et tidspunkt vil give gevinst. Andre bliver hængende i en trædemølle, hvor de forsøger at please, ligesom jeg gjorde under udarbejdelsen af min ph.d.-afhandling – med revision efter revision efter hvert nyt sæt af professorens kommentarer, der tydede på, at jeg gjorde det modsatte af, hvad det sidste sæt kommentarer foreslog. Indtil jeg var rundtosset, rede til tro, at solen var månen, og månen var solen.

Til sidst – efter at du er fuldstændig udmattet af altid at gøre det forkerte – fortæller nogen i miljøet dig så, at din overgriber faktisk beundrer dit arbejde, og du må spørge dig selv, om du har misforstået alt?

Hvis du nu læser dette og tænker “det er da småting og detaljer” eller “selvfølgelig ændrer folk deres mening, det er det særlige ved den kritiske analyse”, er du en del af problemet.

Destabilisatoren arbejder altså med stadige dryp af små detaljer, hvoraf ingen – hver for sig – synes overskridende. Så lyt nøje, næste gang din kvindelige kollega fortæller dig, at hun føler sig udbrændt eller udmattet af dobbelte budskaber signaleret af en senior-professor eller administrator!

Overgreb trives, fordi kolleger gør det muligt. Seniorkolleger, som min institutleder, undskylder deres passivitet med, at de jo skal fortsætte samarbejde med overgriberen, mens kandidatstuderende og korttidsansatte kommer og går (ikke ulig det, der psykologisk sker mellem ægtefæller i voldsramte familier: de lader deres børn at tage knubsene, mens patriarken holdes glad, og volds-tilstanden normaliseres, uanset hvor dysfunktionelt det er).

Men tavshed og passivitet er de milde former for bemyndigelse. Ofte sender overgriberne deres skjulte budskaber via ”flyvende aber”, misbrug pr. fuldmagt. Studerende kommer utilsigtet til at fortælle dig, hvor enestående din overgriber er. Kolleger får projekter, du startede. Medarbejdere sættes til at sprede rygter osv.

Hvis du nu læser dette og tænker, “sådan noget foregår ikke på mit institut”, så er du forkert på den! Du er en del af problemet, hvis du nogensinde har sagt, “bær over med det, han er jo på vej ud, så det bedste er at vente på, at han går på pension”. Du er en del af problemet, hvis du nogensinde har sagt til en kvinde, der beretter om misbrug, at hun er småskør eller har misforstået noget, eller hvis du har deltaget i en institutionel reaktion mod en kvinde baseret på en mands anmeldelser.

Det er nemmere at bebrejde offeret end at ændre systemet. Misbrugere laver våben ud af deres idiosynkrasier og paraderer dem som ”høje standarder” eller bruger dem til udskamning af enhver, der ikke “præsterer”. Det skaber ofte en cyklus med lavt selvværd, forsinket arbejde og mindre polerede tekster, som jo så beviser, at offeret – ikke misbrugeren – må være problemet.

Følelsen af at være overhørt, uden tillid og ikke troet får den onde cirkel til at komme endnu mere ud af kontrol. Alt for mange af mine klienter føler, at skyld sniger sig ind i deres professionelle liv. Nogle er hurtige til at bebrejde sig selv. Andre tøver med at afvise anmodninger om at forelæse eller bidrage til artikler, fordi de tror, at de “skylder” kolleger “tjenester”, og at de risikerer kritik, hvis de ikke leverer. Dette er ofte en arv efter kronisk institutionaliserede overgreb, hvor nogle nedbryder andre frem for at opbygge deres selvtillid og at hjælpe dem med at blive succesfulde kolleger.

 Hvis du oplever dig selv sige “se, det han gjorde var forkert, men hånden på hjertet: Hendes arbejde er alligevel ikke særlig godt” eller “hvis hun var stærk som mig ville hun have forsvaret sig” eller “hvis hun ikke havde noget at skjule, ville hun have protesteret” – så er du selv en del af problemet med overgriberen.

Hvad er så løsningen?

Jeg arbejder med personer, der har problemer direkte og indirekte relateret til en kultur, der trives med overgrebs-praksisser som de fire nævnte. Men vi har brug for en helhedsløsning. Institutionerne må gøre op med de systemiske overgrebsmekanismer, gøre dem synlige og søge løsninger i stedet for at tillade, at det fortsætter.

Vi er fx nødt til at ændre den måde, hvorpå bedømmelsesudvalg sammensættes, og lederstillinger besættes. Pædagogisk etik skal være en del af hver læseplan. Uni-lærere og forskere skal lære, hvad overgreb går ud på – hvordan man spotter det, hvordan man stopper det, og hvordan man protesterer mod det. Og der skal være mekanismer i systemet, så folk kan gøre det ustraffet.

Først der kan vi begynde at udnytte ekspertisen, talentet og det hårde arbejde fra hver enkelt. Institutter og institutioner må spørge sig selv, hvordan det kan ske, og indrømme, at det ikke bare sker ved, at vi prøver at spille gode, liberale frisindede.

FORFATTEREN: K.A. Amienne er consult and coach at Scholars & Writers Consulting.
KILDE: Chronicle of Higher Education, 2. nov.
OVERSÆTTELSE: Jørgen Øllgaard