Magtkamp: Fakta kontra fiktion

’Post-truth, bullshit og alternative fakta er en trussel mod videnskaben, og forskere skal aktivt melde ind på fakta-siden, mener retorikprofessor

Videnskab, fakta og sandhed udfordres i disse tider. “Post-truth” blev årets internationale ord i 2016. I Danmark kørte debatten, om vi var inde i en ny fase i vidensamfundet, ”den postfaktuelle æra”, hvor grænserne mellem fakta / fiktion og sandt / falsk bliver sløret. Nogle fortolker det som menigmands sunde oprør mod eksperters og smagsdommeres monopol på viden i det offentlige rum. Andre kalder det farligt for den informerede offentlighed, når løgne, fusk-data og fordrejninger får autoritet.

Bullshit og alternative fakta er blevet et påtrængende problem for videnskaben og forskere. Foreløbig hersker der rådvildhed over for, hvad der kan gøres mod den. Nogle medier har lavet facts-tjekking af kontroversielle påstande. Og nogle forskere er provokeret til aktivt at melde ud i offentligheden, når især lobbyister spreder usandheder, som kan være skadelige for en velinformeret offentlighed.

Politikeres medansvar

Politikere og moderne politisk kultur – inkl. politisk spin – har en stor del af skylden for, at fakta er blevet en politisk kampplads, mener retorikprofessor:

”Det har været normen i mange år at ministre – med hjælp fra embedsmænd – skærer fakta til og håndplukker det man kan bruge, for at éns egen politik skal tage sig godt ud. Også politikernes praksis med at snakke udenom, og andre tricks som de lærer på medietræningskurser, har medvirket til at ”fakta” er noget der er bestemt af éns politiske holdninger. Så vi er ikke for gode selv her i danske politiske kultur. Trump og hans folk har bare kørt det helt ud i sin konsekvens”, forklarer Christian Kock pr. email.

Den kontroversielle sag med Landbrugspakken og Gyllegate var på mange måder atypisk, fordi konfliktens centrum blev en debat om fakta og en ministers manipulation af miljødata (baseline): ”Men mange medier og andre af Folketingets partier syntes, at Konservative var underlige, fordi partiet ikke uden videre accepterede at regeringen bare gjorde, som regeringer plejer …”

Nogle videnskaber har dog også bidraget til flydende grænser mellem fakta og fiktion, mener Kock: ”Akademiske forskere inden for socialkonstruktivisme o.lign. har også – fx under inspiration af Foucault – været tilbøjelige til at understøtte en tankegang om at fakta, det er noget der er konstrueret, og at den ene konstruktion er ikke bedre end den anden”.

Mediernes medansvar

Medierne spiller også en uheldig rolle, mener retorik-professor Christian Kock:

”Alternative sandheder der kommet til at fylde mere i offentligheden, fordi de får mere plads. Der er en uheldig mekanisme, hvor medierne er tilbøjelige til at holde mikrofon for dem, der siger noget sensationelt og kontroversielt. Det var jo også med til at bringe Trump til magten – hans normbrydende adfærd fik langt mere medieopmærksomhed end fx demokraten Ernie Sanders”.

Foreløbig hersker der rådvildhed over for, hvad der kan gøres mod bullshit og alternative fakta. Nogle medier har lavet facts-tjekking af kontroversielle påstande. Og nogle forskere er provokeret til aktivt at melde ud i offentligheden, når især lobbyister spreder usandheder, som kan være skadelige for en velinformeret offentlighed.

Forskere må aktivt protestere

Kock mener, at post-truth, bullshit og alternative fakta er en reel trussel mod videnskabens autoritet:

”Derfor må være bedre til at gå ud og underbygge hvad de siger sådan at lægfolk kan forstå det”, siger han og bruger Bjørn Lomborgs påstande om at CPO2-reduktion er nytteløs som eksempel: Lomborgs påstande er ikke blevet ordentligt modgået i offentligheden af de eksperter eller politikere, der mener at regulering er nødvendig.

Forskere har i retorikprofessorens øjne en pligt til aktivt at modsige ”alternative fakta” på deres ekspertområder. Hvis det ikke sker, undergraves videnskabens autoritet:

”Ja, de skal ikke alene modsige; de skal argumentere i offentligheden, så det kan forstås”, mener han.

”Videnskabsfolk må sammen udbrede forståelsen for, at videnskaben er det bedste bud, vi har om fakta – uanset at en videnskabelig teori aldrig kan bevises endegyldigt, og at der er også kan være uenighed blandt videnskabsfolk. Men den usikkerhed betyder ikke at enhver kan konstruere sine ene fakta – heller ikke i demokratiets og ytringsfrihedens navn”.

Civilisationshistorien kan lære os noget helt centralt, mener han: ”Videnskabelig forskning, kritik og diskussion har skabt menneskehedens fremskridt, og de er menneskehedens eneste chance for fortsat fremskridt og overlevelse”.