Leder: Forskningsfrihed under strukturelt pres

Af Olav W. Bertelsen, formand for universitetslærerne i DM og FTR på AU

Det står galt til med forskningsfriheden i Danmark. I Aarhus Universitets aktuelle undersøgelse rapporterer 16 % af respondenterne, at de inden for de seneste fem år har oplevet pres for at udskyde eller undlade publicering eller direkte ændre forskningsresultater.

16 % er måske forventeligt, når vi tager i betragtning, at store dele af forskningen sker i samarbejde med den omgivende verden og til tider har politisk bevågenhed. Heldigvis er det ikke 16 %, der rapporterer, at de har givet efter for presset. 16 % skal tages alvorligt og giver anledning til handling på universitetet, men undersøgelsen viser kun toppen af isbjerget. AU-undersøgelsen måler kun på pres i forhold til publicering.

Pres i forhold til publicering er nemt at få øje på, og det er også klart for alle, ikke mindst universiteternes ledelser, at det er noget, man skal sige fra over for. Derimod står det værre til med de strukturelle trusler mod forskningsfriheden, de mere grundlæggende og måske ikke så åbenbare mekanismer, der underminerer den frie forskning i Danmark. Her er finansieringen og de bibliometriske performancesystemer hovedproblemer.

Ph.d.-studerende og postdocs er for størstedelens vedkommende finansieret af konkurrenceudsatte midler, hvor politiske eller erhvervsmæssige interesser har været afgørende for indkredsningen af forskningens emne. De unge forskere lærer derfor at tage bestik af forskningseksterne hensyn frem for forskningsfeltets langsigtede perspektiv.

For at opnå fastansættelse på universiteterne er det de seneste år blevet helt afgørende, at man “performer højt” på parametrene hjemtagelse af eksterne midler og bibliometriske forskningsindikatorer. Det betyder, at man skal forske i det, der giver penge, og at man skal sørge for, at forskningen på den korte bane giver publikationer i højtrangerende outlets og med mulighed for mange citationer på den korte bane.

Kravet om hjemtagelse af konkurrenceudsatte midler og bibliometrisk performance fortsætter ind i fastansættelsen. Kravet er ganske håndfast for den enkelte, da det kun er en forsvindende del af universiteternes omsætning, der er dækket af basisbevillinger. Inden for de apparat- og materieltunge fag er udfordringen akut, fordi der ikke er basisbevillinger til rådighed.

Mere generelt betyder finansieringsproblemet, at ledelserne i stigende grad melder ud, at de enkelte medarbejdere skal hjemtage et vist minimum pr. år. De seneste års fyringsrunder har gjort det klart, at de, der ikke henter penge hjem, står først for, når der skal fyres i slipstrømmen på et bevillingsvakuum. Den manglende ansættelsessikkerhed i det danske system – sammenholdt med den reelle “tenure”, man har i andre lande – bliver dermed en stærkt medvirkende strukturel trussel mod forskningsfriheden.

Disse strukturelle mekanismer, den store andel af konkurrenceudsat finansiering, bibliometri og manglende ansættelsessikkerhed, fungerer som et klart disciplineringsinstrument. Og uanset hvad rygterne siger om forskeres virkelighedsresistens, så kan det konstateres, at de fleste retter ind og spiller spillet. Vores respekt for os selv og vores kolleger baserer sig i stigende grad på eksterne bevillinger og bibliometrisk performance.

Det er tid til at sadle om. Den frie forskning er afgørende vigtig for samfundets fortsatte udvikling. Vi fremelsker ikke de næste store spring fremad ved at forfølge politisk bestemte mål. Bilen blev ikke opfundet, fordi man forsøgte at lave en hurtigere hestevogn.

Vi skal have løst de strukturelle problemer omkring forskningen i Danmark. Vi skal have reduceret universiteternes afhængighed af konkurrenceudsatte midler, vi skal have nedtonet de bibliometriske performancemål, og vi skal øge ansættelsessikkerheden på universiteterne. Den frie forskning skal prioriteres meget højere i den nationale forskningspolitik.

Det er et godt første skridt, at Aarhus Universitet har undersøgt omfanget af pres i forbindelse med publicering. De andre universiteter bør følge efter og hejse forskningsfrihedsfanen. Det er vigtige tiltag, der nu sættes i gang på AU, men de løser ikke de strukturelle problemer.

Hvis Danmark skal have forskning, der kan hjælpe landet ind i fremtiden, så kræver det, at politikerne løser de strukturelle problemer, slipper detaljestyring og giver universiteterne mere stabile arbejdsbetingelser og forskerne reel forskningsfrihed.