Landbrugslobby truer CBS med ekstra-regning

Bæredygtigt Landbrug (BL) – som betalte CBS 400.000 kr. for at få udarbejdet den kontroversielle rapport om dansk landbrugs rammevilkår – har krævet pengene retur, fordi CBS-ledelsen har besluttet, at rapporten trækkes tilbage og heller ikke udgives i en ny form.

Men nu truer de rabiate lobbyister med en ekstraregning for følgeomkostninger på 450.000 kr. – i alt 850.000 kr. Det er hvad BL angiveligt har bevilget til projektet til aflønning af eksterne og til indsamling af data: ”Hvis rapporten ikke offentliggøres, er disse tabt helt eller delvist. Det efterlader os med et mellemværende, vi skal have udlignet” (aktindsigt 17. januar).

Sådan lød truslen fra BL-direktør Hans Aarestrup til CBS’ forskningsdekan Peter Mølgaard efter det turbulente forløb, som endte med, at CBS-ledelsen trak rapporten tilbage med henvisning til at en forskningskyndig gennemgang vurderede, at rapporten ”ikke er egnet til frigivelse”. Professor Jan Mouritsen dumpede rapporten, fordi dens metode var lidt for utraditionel og ikke refererede til anden forskning, fordi dens kvalitative materiale ikke var kritisk validieret, og fordi rapporten ikke redegjorde for forskningsprocessens eksterne bidrag.

Dumpningen skete i ugerne efter, at DR-journalister via aktindsigt havde afsløret, at rapporten delvis var lavet af en ghost-forfatter fra landbrugslobbyen, at der var kopieret data fra BL direkte ind i rapporten, at dens tilknytning til BL var blevet forsøgt skjult m.m. (SE DR-AFSLØRINGER)

BL-lobbyen benægter imidlertid enhver påvirkning af projektet, og forsøgte i januar at give CBS aleneansvar for miseren. De er sure over, at de hænges ud i medierne for at have stået bag data og konklusioner i rapporten, hvilket BL formelt benægter. BL krævede derfor at CBS gik offentligt ud og rensende BL for ansvar: ”Det vil være på sin plads, hvis I melder ud, at det ikke er vores skyld, at rapporten ikke bliver til noget, men at det skyldes interne fejlskøn på CBS eller hvad I vil kalde det” (mail 17. jan.).

CBS’ forskningsdekan Peter Mølgaard afviste imidlertid at komme med en offentlig clearing af BL. Dels fordi det ikke er CBS som har hængt BL ud. Og dels fordi, at der jo har været “kritik af interessekonflikter“, og at rapporten derfor er indklaget til CBS’ Forskningspraksis-udvalg. Og vurderingen her må afventes og respekteres, før CBS-ledelsen kan forholde sig til lobbyisternes klage.

Dermed er der skabt ekstra pres på det CBS-udvalg, som er i gang med at vurdere, om rapporteringen overholder ”god videnskabelig praksis”, herunder om der er sket bias’ed selektion af data, om lobbyisterne i BL har ghostforfattet dele af rapporten, om BLs bidrag er hemmeligholdt m.m. (SE KOMMISSORIUM HER)

Hvis udvalget vurderer, at der er fusket med data kan det sende lektor Troels Troelsen på en tur i det statslige uredelighedssystem. Og hvis udvalget vurderer, at Bæredygtigt Landbrug eller BLs stråmænd faktisk påvirkede projektet og dermed bidrog til dets kollaps, får det formentlig også indflydelse på CBS-ledelsens lyst til at give erstatning til lobbyisterne.