KU-Science’ dekan kapitulerer

Kl. 14.32 i fredags tikkede der en mail ud med et glædeligt budskab til medarbejderne på MATH OG DIKU fra KUs Science-dekan John Renner Hansen. Han kapitulerede; aflyste sine fusionsplaner mellem matematik- og datalogi-institutterne: ”Vi har lyttet til institutterne, men har desværre ikke opnået lydhørhed for vores argumenter. Derfor mener vi ikke, at det er realistisk at gennemføre en fusion af de to institutter på nuværende tidspunkt”.

Spillet bag var, at dekanen for nogle måneder siden fremsatte forslag om et tvangsægteskab mellem de to institutter. Det var groft sagt en genfremsættelse af en tre år gammel plan, som dengang blev massivt afvist. Dekanen vurderede tilsyneladende, at klimaet var blevet anderledes blandt medarbejderne. Eller også at hans magtposition til at gennemtrumfe planen var blevet bedre, for selv om Uni-loven siger, at medarbejderne skal ”inddrages”, så har dekanen (og Rektor) den ubetingede beslutningsmagt til at bosse den slags fusionsplaner igennem (se FORSKERforum 279: “Når dekanen trumfer, trods massiv modstand“).

Nu blev det i stedet en ydmygende kapitulation efter månedlange protester: ”De massive protester fra såvel menige som institutlederne gjorde det klart for dekanen, at der absolut ingen opbakning var, og derfor kunne dekanen ikke gennemtrumfe fusionen”, fortolker datalogilektor Ken Friis Larsen, der har ageret talsmand i protesten.

 ”Heldigvis viser sagen, at det nytter at protestere med faglige-saglige argumenter. Men forløbet, hvor han ikke spurgte os før fremsættelsen, har da skabt mistillid. Tilbage står  spørgsmålet: Hvordan dekanen dog kunne tro at han ville få opbakning til forslaget? Måske har han naivt troet, at han ville blive mødt med lidt forandringsangst – som der altid er – og at nogle grupper ville støtte forslaget. Men han havde ikke gjort sit hjemmearbejde ordentligt, for så havde han kendt de ansattes vurderinger af det uhensigtsmæssige i fusionen”

Lektoren er dog ikke i tvivl om ud fra forløbet, at dekanen havde gennemtrumfet planen, hvis fx institutledere og enkelte grupper havde vist mindre modstand mod fusionsforslaget.

I stedet for fusion markerer dekanen en anden ledelsesstrategi. Der skal opsættes en række strategiske indsatsområder, mål og delmål, som de respektive institutledelser skal forpligtes på. Men datalogi-lektoren tror ikke, at det er en anden måde at bosse tvangsægteskaber igennem på: ”Hvis strategier og mål handler om at ’tvinge’ os til at arbejde sammen, så har ingen af institutterne altså problemer med at samarbejde, hvor det er relevant. Og selv om vi endnu ikke har set dekanens strategiliste – den er kun omdelt til institutledelserne – så er jeg ikke så bekymret for den, for dekanen signalerer jo også, at det skal drøftes med medarbejderne. Og der går jeg da ud fra, at dekanen vil lytte til de ansatte…”.