Krigs-udredere i forskningsetiske dilemmaer

Historiker og politolog på kontroversiel krigsudredning ved, det er et minefelt. De kan få nej til ’sensitivt materiale’. Manus skal til ’sikkerhedsgennemsyn’.

Først aflyste regeringen Irak-kommissionen. Så blev der varslet en mere afgrænset krigsudredning, som skulle foretages af to særligt udpegede forskere. Men historikerkredse advarede forskere om at stille op til dette set-up, fordi det på forhånd varslede indskrænkning af forskningsfriheden.

Rektorkollegiet indstillede dog forskere til opgaven, og to er nu udpeget.

De er bevidst om, at begrænset kildeadgang er en potentiel udfordring, der skal håndteres, men ikke en altafgørende faktor, siger historielektor Rasmus Mølgaard Mariager og statskundskabsprofessor Anders Wivel, begge KU.

Som udgangspunkt er de blevet lovet adgang til alt væsentligt materiale, og det stoler de på, myndighederne vil leve op til. Rasmus Mariager oplyser desuden, at der ikke vil være en styregruppe for arbejdet. Det er dog muligt, at de to forskere selv vælger at nedsætte et panel af eksperter, de kan sparre med under arbejdet.

Som forbehold erklærer begge, at de vil nedlægge arbejdet, hvis de oplever en ”uantagelig begrænsning” af kildeadgangen.

FORSKERforum borer i rammen for det set-up, de er gået ind i. De to forskere har svaret pr. e-mail på fremsendte spørgsmål.

Udvælgelsen

Hvad var omstændighederne omkring udvælgelsen – meldte de sig selv som interesserede, eller blev de spurgt direkte?

Rasmus Mariager: ”Jeg blev for nogle måneder siden spurgt af min institutleder, om jeg ville lade mig indstille som faghistoriker og forskningsleder til den nye udredning. Det svarede jeg ja til. Så jeg har ikke meldt mig selv, og jeg har ikke søgt en stilling. Men jeg er glad for at være blevet spurgt og siden udpeget, og jeg ser frem til at komme i gang med opgaven.

 Anders Wivel: ”Jeg fik en henvendelse fra min institutleder, som syntes, at der var et godt match mellem min forskningsprofil og udredningens formål, og som på den baggrund ville høre om han måtte bringe mit navn videre med henblik på indstilling til at varetage opgaven. Jeg var enig og sagde ja tak.

For og imod deltagelse?

Hvilke overvejelser – for og imod – gjorde de sig om opgaven?

Rasmus Mariager: ”Det handler om at balancere mellem principper og pragmatisme. Forløbet frem til beslutningen om at bestille udredningen har ikke været kønt, og det giver forståeligvis næring til bekymring, at politikerne har forbeholdt sig retten til at vælge mellem kandidater. Så visse forhold taler imod at påtage sig opgaven. Men andre forhold peger i modsat retning. Efter 1989 har Danmark flere gange været krigsførende. Det har haft omkostninger for mange mennesker, og samtidig har krigsdeltagelsen skabt debat. Det er vigtigt at få belyst, hvad der drev Folketingets partier til at gøre Danmark krigsførende. Både af hensyn til dem, der var involveret i krigene, og også for at belyse et centralt politisk anliggende. Da vilkårene for at gennemføre undersøgelsen var acceptable, valgte jeg at takke ja.

  Anders Wivel: ”For mig var en tungtvejende grund for at påtage mig opgaven, at jeg synes, at der er et behov for at belyse baggrunden for Danmarks krigsdeltagelse. Der har særligt efter den kolde krigs afslutning været stor efterspørgsel efter lande, som ville bidrage militært rundtomkring i verden, både fra institutioner som FN og NATO og fra USA, og vi kan forvente at efterspørgslen fortsætter. Derfor er det vigtigt, at den ofte meget polariserede debat om dansk krigsdeltagelse kvalificeres af mere viden på området, så fremtidens beslutningstagere har et mere solidt beslutningsgrundlag, og den offentlige demokratiske debat foregår i lyset af denne viden.

Imod at påtage sig opgaven talte, at det er en meget stor opgave, og den naturlige usikkerhed, som der altid vil være ved at give sig i kast med et projekt, der er så politisk sensitivt. Men det er jo samtidig også med til at gøre det til et væsentligt projekt at udføre på en solid og ordentlig måde.

Begrænset kildeadgang = et styret projekt?

Kritikere mener, forskningen i dette tilfælde bliver styret, fordi forskerne ikke er garanteret fri adgang til alle kilder – hvad er deres vurdering af dette?

Rasmus Mariager: ”Projektet bliver ikke styret. Hvis man ikke er indstillet på at besvare spørgsmål, der stilles fra anden side, skal man selvfølgelig afholde sig fra at bedrive opdragsforskning. Med dette sagt tror jeg ikke, at der er gennemført noget historisk forskningsprojekt, hvor forskere har haft mulighed for at inddrage alt – alt – relevant materiale. Meget går fx tabt, inden forskerne begynder.

Det sker også, at relevant materiale ikke er tilgængeligt, fx efterretningstjenesternes arkivmateriale. Alligevel er der udgivet vigtig forskning om moderne dansk historie uden inddragelse af relevant efterretningsmateriale. Endelig hæfter jeg mig ved aftaletekstens ord, at forskerne får adgang til ‘alle dokumenter, herunder klassificerede, der er sendt til Irak- og Afghanistankommissionen, samt som udgangspunkt øvrigt foreliggende skriftligt materiale, som de finder relevant, hos danske myndigheder’.”

Anders Wivel: ”Vi får adgang til et meget omfattende kildemateriale, herunder alt materiale fra Irak-Afghanistan-kommissionen og som udgangspunkt andet statsligt arkivmateriale, som vi finder nødvendigt til brug i undersøgelsen, men det er rigtigt, at vi kan få nej til at se særligt sensitivt materiale, og at der heri ligger en potentiel udfordring, som vi vil tage alvorligt stilling til, hvis den skulle opstå.

Jeg har dog aldrig oplevet en undersøgelse med ‘fri adgang til alle kilder’. Der vil altid være interviewpersoner, der takker nej af mere eller mindre legitime årsager, og kilder, der ikke er skrevet ned, fordi aktørerne fandt det uhensigtsmæssigt. Forskning i nutidige problemstillinger af samfundsmæssig relevans foregår aldrig i et magtfrit rum med adgang til alle oplysninger og kilder. Det er netop forskerens rolle at navigere i denne kompleksitet og videreformidle både kompleksitet og undersøgelsens forudsætninger til læseren.

Frigivelse af kilder og dokumenter?

I Udenrigsministeriets pressemeddelelse loves forskerne som udgangspunkt adgang til skriftligt materiale, som de finder relevant. Hvad er deres egne forventninger omkring dette, og hvor meget vægt lægger I på, at ministerierne lever op til dette?

Rasmus Mariager: ”Vi må have som udgangspunkt, at ministerierne overholder de aftaler, der er indgået. Vi lægger stor vægt på at få adgang til relevant materiale. Viser det sig, at vi ikke får adgang til det relevante materiale, må vi forholde os nøgternt til det.

 Anders Wivel: ”Jeg forventer, at ministerierne lever op til dette, og hvis ikke de gør det, må vi jo skrive det ind i udredningen

Hvad er deres egne forskningsetiske principper, hvad angår fuld adgang til kilder, når en sag skal belyses videnskabeligt?

Rasmus Mariager: ”Der er vigtigt at bestræbe sig på at få adgang til så meget relevant materiale som muligt. Men sagen er heldigvis også den, at vi er blevet stillet i udsigt, at vi får adgang til et meget omfattende og relevant materiale. Viser det sig, at adgangen til det relevante materiale snævres ind på en måde, vi finder uacceptabelt, må vi indstille arbejdet.

Anders Wivel: ”Det er afgørende at gøre forudsætningerne for en undersøgelses konklusion tydelig for læseren. Det vil vi også gøre i dette tilfælde. Er der en uantagelig begrænsning af kildeadgang, må undersøgelsen stoppe. Fuld kildeadgang vil man sjældent have i en samfundsvidenskabelig undersøgelse, da der eksempelvis vil være uformelle samtaler mellem betydende aktører, som ikke er nedskrevet, men vi vil supplere arkivmaterialet med andre kilder i det omfang, vi finder det nødvendigt.

Kan Udenrigsministeriet redigere i udredningen?

Hvad er jeres forskningsetiske principper omkring opdragsgivers – UM’s – indflydelse på produktet? Vil I fx acceptere, at UM redigerer i teksten inden offentliggørelse?

Rasmus Mariager: ”Vi vil ikke acceptere, at Udenrigsministeriet eller andre myndigheder redigerer i udredningen. Selvfølgelig vil vi skulle være omhyggelige med, hvordan vi formulerer os. Men sådan skulle det jo gerne være, hver gang man begår en tekst. En sidste ting: Hvis alle valgte at takke nej til opgaven, fordi der kan anføres indvendinger mod enkeltheder, ville vi ikke få nogen udredning. Kildematerialet ville for en stor dels vedkommende blive klausuleret, og så ville vi ikke få den viden, vi nu står over for at få. Jeg mener, alle forhold taget i betragtning, at vilkårene er acceptable, og jeg mener, at det er bedre med nogen viden end ingen viden.

Anders Wivel: ”Manuskriptet skal til sikkerhedsgennemsyn hos myndighederne, men det understreges i den politiske aftale om undersøgelsen, at gennemsynet alene handler om sikkerhed, og det forventer vi overholdt.”

lah