Kampen om mennesket

Bag al forskning med relation til mennesket og til menneskelig aktivitet ligger mere eller mindre klart definerede forestillinger om mennesket. Det bør alle videnskaber og forskere gøre sig klart. Humaniora har en særlig rolle i afklaringen

Af David Budtz Pedersen og Finn Collin

Kampen om humaniora er ikke kun en kamp om discipliner, metoder og genstandsfelter men tillige en kontrovers om, hvordan mennesket skal forstås. Det er afgørende for den videnskabelige orientering, hvilket begreb (eller klynge af begreber) om mennesket en given forskning tager som sit grundlag.

Hvad der mere præcist kendetegner den menneskelige faktor bringer forskere ind i et omdiskuteret og kontroversielt begrebsligt område, hvor valget af, hvilken menneskeopfattelse der anses for at være den mest adækvate, har vidtrækkende forskningsmæssige og politiske konsekvenser. Der findes i samfundet ikke et homogent billede af, hvad mennesket er eller bør være. Derimod findes der en række forskellige menneskesyn, som vi i det følgende skal kortlægge. Vi skal hævde, at der findes mindst fire forskellige opfattelser af subjektet, og at disse opfattelser kan diagnosticeres inden for forskellige positioner i den samfundsvidenskabelige, naturvidenskabelige og humanistiske forskning. Vi skal som nævnt kalde disse subjektbegreber for homo socius, homo economicus, homo sapiens og homo juridicus, der henholdsvis karakteriserer mennesket ud fra:

  1. dets evne til at indgå i kulturelle, samfundsmæssige og sociale forbindelser,
  2. dets nyttemaksimerende, kalkulerende og egoistiske adfærd,
  3. dets biologiske, neurologiske og evolutionære udvikling, og
  4. dets evne til at tilskrive og bære universelle rettigheder

Spørgsmålet om menneskeopfattelser er ikke nogen rent teoretisk strid om begreber. Hvordan mennesket defineres, og hvordan de politiske, sociale og økonomiske institutioner indrettes, har vidtrækkende konsekvenser for samfundets evne til at handle på en effektiv, legitim og bæredygtig måde. Kort sagt har vurderingen af de forskellige menneskeopfattelser konsekvenser for vurderingen af de store samfundsmæssige udfordringer og vores muligheder for at løse dem.

En konsekvens, der følger af denne analyse, er vigtigheden af at sætte fokus på mennesket – hvad enten det er i relation til samfundet, økonomien eller naturen – som bør lede til en anerkendelse af humanioras videnskabelige bidrag og rolle. Hvis den menneskelige faktor spiller en så central rolle i samfundsudviklingen, som vi skal hævde i dette kapitel, kræver det en langt bedre integration af den humanistiske forskning i interdisciplinære forskningsprojekter. I stedet for at være et appendiks til natur- og samfundsvidenskaberne har humaniora et exceptionelt bidrag at yde i den tværfaglige forskning, netop fordi den humanistiske forskning gør det klart, at ingen videnskabelig analyse kan operere uden en menneskeopfattelse og den historicitet, der er forbundet og integreret i denne.

Homo juridicus ligger til grund for selve det liberale demokrati som den styreform, der på baggrund af retsstat og menneskerettigheder beskytter det enkelte menneske og med frie valg giver borgerne mulighed for selv at vælge deres ledere.

I de senere år har dette subjektbegreb været særligt klart analyseret hos Fukuyama. I hans ambitiøse universalhistoriske hovedværk The Origins of Political Order (2011) og Political Order and Political Decay (2014) forener Fukuyama den langstrakte historiske udvikling og implementering af universelle ideer om mennesket med konkrete historiske studier i antropologi, kulturhistorie og sociologi og viser hvordan, menneskelige fællesskaber bliver til politisk vellykkede samfund. Fukuyama viser, hvordan forestillingen om lighed og frihed fører til opbygningen af de politiske systemer – først og fremmest i Europa og Nordamerika men også i andre lande, hvor dele af de universelle ideer om mennesket implementeres.

Hvor den juridiske menneskeopfattelse kigger på mennesket som en transhistorisk og universel rettighedsbærer, er det kulturelle subjekt nedsunket i faktiske kontekstuelle, lingvistiske, æstetiske, nationale og religiøse praksisser. Den kulturelle menneskeopfattelse fremhæver det kulturskabte menneske, homo socius.

Mennesket ses ifølge denne opfattelse som formet af den kultur, det er indsocialiseret i. En kultur, som i sig selv er produktet af en langstrakt historisk udviklingsproces. Typisk tillægges sproget en afgørende betydning som socialiseringsmekanisme, hvilket hænger sammen med, at den kulturelle menneskeopfattelse ofte har en idealistisk forståelse af kulturpåvirkningen. Andre versioner hælder dog imod en mere materialistisk forståelse, som fokuserer på mennesket materielle kultur.

I denne sammenhæng er det vigtigt at skelne mellem en klassisk variant af tesen om det kulturskabte menneske, der anerkender, at mennesket har en præsocial natur, der sætter grænser for socialiseringens muligheder, og en moderne socialkonstruktivistisk variant. Ifølge den konstruktivistiske variant er mennesket fra naturens hånd næsten fuldkommen plastisk. Biologi og andre faktorer sætter kun minimale grænser for, hvordan vi kan indrette vores samfund. Socialkonstruktivister udstrækker denne opfattelse til også at gælde den historisk-kulturelle arv. Det understreges, at mennesket er samfundsskabt, men at denne påvirkning ikke består i, at mennesket tidligt i livet præges af en kulturarv, som det herefter ikke kan tilsidesætte. Derimod formes og omskabes mennesket ved en løbende interaktion med andre mennesker.

Overfor forståelsen af mennesket som forbundet gennem sociale og kulturelle relationer, står forestillingen om ”det rationelle menneske”, homo economicus. Denne menneskeopfattelse er i sin eksakte tekniske form udviklet inden for økonomisk teori, mere præcis mikroøkonomien, men den har dybe filosofiske rødder.

Hvor homo juridicus betragter mennesket som bærer af rettigheder, der må anerkendes i enhver samfundsordning, fokuserer homo economics på brugen af fornuften til at handle på et marked. Dermed hænger denne menneskeopfattelse sammen med de idealer, der definerer klassisk økonomisk liberalisme.

Den økonomiske menneskeopfattelse anerkender, ligesom den kulturelle model, at mennesket har en natur forud for sin sociale dannelsesproces. Og denne natur er netop fornuften. Men den opstiller en idealiseret model af denne fornuft, der ser bort fra en række egenskaber, f.eks. at mennesket har en ”anden natur”, som installeres i mennesket ved dets socialisering. I sin reneste version anerkender forestillingen om homo economicus ikke, at mennesket er begrænset af sådanne ”bløde” parametre, som ligger i den sociale og kulturelle arv. Disse begrænsninger kan mennesket til enhver tid gøre sig fri af, hvis det ønsker. Mennesket er et rationelt-kalkulerende væsen, der ikke er styret af tidligere hændelser, men er motiveret af fremtidige mål og udsigten til nyttemaksimering. I denne idealisering ligger eksempelvis, at den rationelle agent har fuldt overblik over markedet og fuldt overblik over sine egne præferencer. For denne betragtning er klassisk humaniora bagudskuende, imens det rationelle menneske er fremadrettet. Individets målsætninger og præferencer bestemmer dets adfærd, idet denne model forudsætter en rationel beregning af, hvad der giver menneskets størst mulig behovstilfredsstillelse.

I dag kender vi blandt andet denne menneskeopfattelse fra rational choice-teorien, der er en økonomisk og politologisk teori, som antager, at mennesket er egennyttemaksimerende.

Det ovenstående er en diagnose af tre af de menneskeopfattelser, der har været dominerende i forskellige dele af humaniora og samfundsvidenskaberne de sidste 200 år. Der er imidlertid en fjerde og endnu mere radikal menneskeopfattelse, som vi kan kalde det biologiske menneskesyn, homo sapiens. Denne menneskeopfattelse styrkes i disse år kraftigt af den igangværende forskning inden for evolutionsbiologi og neurovidenskab. De mest reduktive varianter af det biologiske menneskesyn står i kontrast til det humanistiske: de fastholder, at mennesket har en klart defineret biologisk natur, der sætter faste grænser for den kulturpåvirkning, som i den humanistiske model skaber det enkelte menneskes tænkning og adfærd.

Det biologiske menneskesyn er derfor inhærent konservativt. Det har historisk typisk manifesteret sig i argumenter om, at forskellige politisk efterstræbte ændringer i menneskers levevilkår – for eksempel ligestilling mellem kønnene – ikke er mulige, da sådanne ændringer strider imod den menneskelige natur. Dette gentages i moderne varianter af dette syn, som eksempelvis den kontroversielle sociobiologi fra 1970´erne.

Imidlertid er denne konservative ideologiske kobling til det biologiske menneske blevet brudt med den igangværende molekylærbiologiske revolution. Med molekylærbiologien står vi nu på grænsen til at ændre menneskets biologiske arvemasse igennem manipulationen af det menneskelige genom. I kraft af denne nyudvikling kan det biologiske menneskesyn i fremtiden indgå alliance med, eller blive integreret i, det rationelt-økonomiske menneskesyn med potentielle vidtrækkende konsekvenser for det juridisk-universelle menneskesyn (Budtz Pedersen 2013)

Dette skal nu forstås rigtigt. Homo sapiens-modellen har et afgørende problem med homo economicus-modellen, som man har forsøgt at overvinde gennem grundlæggelsen af et nyt tværvidenskabelig forskningsfelt kaldet evolutionær spilteori. Homo economicus har ifølge biologer den svaghed, at teorien ikke kan forklare den gradvise forøgelse af det økonomiske systems kompleksitet – og dets lejlighedsvise hurtige strukturforandringer. Derfor er der behov for en fornyet konkretisering af homo economicus. Denne konkretisering har især fundet sted siden 1970erne og bygger på økonomisk spilteori og eksperimentel økonomi. Spilteorien er baseret på den præmis, at økonomiske ligevægtstilstande kan frembringes af individer med perfekt rationalitet og information.

Det er nødvendigt for alle videnskaber – fra humaniora over samfundsvidenskab til naturvidenskab – at gøre de underliggende subjektbegreber klar. Hvordan vi bestemmer mennesket er ikke nogen rent teoretisk diskussion men har konsekvenser for, hvordan vi forstår mennesket i kulturen, samfundet, økonomien og naturen.

I den forstand har humanistisk forskning aldrig været mere nødvendig end netop i dag. Alligevel er den humanistiske forskning presset. Grundene hertil er mange, men som vi har vist, er der mindre og mindre plads til det humanistiske menneskesyn i et samfund, der er præget af rivaliserende menneskeopfattelser. På hver deres måde har både den økonomiske og biologiske model etableret sig solidt i det offentlige rum og på den politiske dagsorden.

Der er imidlertid noget paradoksalt ved denne situation. Når vi taler om de store kriser i vores samtid: terrorkrisen, klimakrisen, Muhammedkrisen, finanskrisen, åndskrisen, eurokrisen osv., er det fælles for dem alle, at de etablerede modeller for menneskets biologiske og økonomiske adfærd ikke slår til.

Den centrale lære fra klimakrisen og finanskrisen, og mange andre samfundsudfordringer er, at markeder, industrier og teknologier ikke eksisterer i fritsvævende, lukkede og objektive systemer. I både udformningen af produkter og teknologier og i samfundets reguleringen af markedet er det nødvendigt at tage højde for et langt større spektrum af intenderede og ikke-intenderede faktorer. Her spiller den humanistiske forskning en afgørende rolle. Humaniora handler i bred forstand om mennesker, kultur, symboler og samfund. Den humanistiske forskning hjælper os til at forstå, fortolke og udnytte den udvikling, som samfundet gennemgår – og som det økonomiske og biologiske menneskesyn er ude af stand til at adressere, uanset om vi mobiliserer de mest avancerede spilteoretiske modeller eller neurovidenskabelige studier.

Forståelsen af dette er på vej flere steder. Således er der sket en omstilling i den europæiske forskningspolitik. I stedet for kun at se på videnskab som teknologi, er der opstået en efterspørgsel efter forskning, der kan løse de mest påtrængende sociale og kulturelle problemer, ofte kaldet de ”store samfundsudfordringer”. Her inddrages humaniora og samfundsvidenskab i større omfang end tidligere. Og det er ganske indlysende. For selvfølgelig kan problemer som migration, kulturkonflikter, klimadfærd og befolkningens aldring ikke belyses uden at inddrage det menneskelige aspekt af disse fænomener.

Skal dette ske må humaniora besinde sig på, hvad der er disse fags specifikke bidrag til menneskelig velfærd og samfundets udvikling. Humanistiske forskere må blive bedre til at påpege, hvor det rationelle og biologiske menneskesyn hører op, og hvor de kulturelle, juridiske og institutionelle menneskeopfattelser begynder.

Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning (red. af David Budtz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe ((Han Reitzel, august 2015).