Ingeniører: Ansøgeri sluger arbejdstid

Arbejdstiden for lektorer og professorer på de tekniske videnskaber fordeler sig på 26 pct. administration, drift, projektansøgninger, 34 pct. undervisning / formidling, 11 pct. vejledning, men kun 21 pct. på selve forskningen. (Tiderne er fordelt på 45 timers arbejdsuger (gennemsnit)).

Arbejdstidsfordelingen markerer en drastisk forandring af arbejdsvilkår i forhold til fra tiden før 1980, hvor den såkaldte ufa-norm for tidsfordelingen stadig var i spil. (45 / 45 / 10 pct. på hhv. undervisning, forskning og administration).

IDAs undersøgelse indikerer også, at konkurrencepresset er vokset i de seneste år, hvis dette måles på, hvor meget tid, der bruges på at søge forskningspenge og hvor meget tid, der er tilbage at forske i, når de faste opgaver er løst. Det afslører en sammenligning med FORSKERundersøgelsen 2012 (som dog omfattede alle forskningsfelter og ikke kun ingeniør-videnskab).

Hvor ingeniør-lærerne i 2016 kun bruger 21 pct. på forskning, brugte de i 2012 34 pct. (OBS: 2012-undersøgelsen omfattede dog både ingeniører, DM’ere, Djøf’ere m.fl.). Forskellen indikerer, at undervisning og administration samt ansøgninger sluger relativt mere af arbejdstiden på bekostning af forskningstiden, og at konkurrencen mellem forskerne er drastisk forøget.

Det er ingeniørfagforeningen IDA, som har lavet den aktuelle 2016-undersøgelse blandt sine medlemmer. IDA konkluderer som det mest alarmerende, at de faste lærere bruger mere tid på at skrive ansøgninger og udfylde skemaer, end de bruger på at forske. Dermed spilder de som eksperter og specialister deres tid på papirarbejde. Formanden for IDA, Thomas Damkjær Petersen, kalder det ”forstemmende, at vores højtuddannede og bedst kvalificerede forskere skal bruge så meget tid på administration og andet arbejde i stedet for at bruge tiden på det, samfundet for alvor ville have glæde af, nemlig at forske”.

Til BERLINGSKE fastslår DTU-rektor Anders Bjarklev det som et ufravigeligt ansættelseskrav til ”et forskerjob på et universitet at skulle søge penge”, og at det – i takt med faldende forskningsbevillinger – er blevet sværere at skaffe disse eksterne midler, og det gør succesraten lav. Succesraten på det tekniske område fra forskningsrådene er, at kun hver tiende ansøger får penge.

Ifølge det videnskabelige personales DTU-fællestillidsmand Peter Szabo er en DTU-lektor i dag nødt til at skaffe så godt som alle sine forskningsressourcer eksternt: Mens den interne bevilling kun dækker forskernes løn, så må selve forskningsaktiviteten stort set alene finansieres af eksterne midler – og det betyder, at en relativt stor del af tiden går med at skrive ansøgninger. Og når ni ud af ti ansøgere får afslag betyder det, at der spildes tid på noget, der ikke bliver til noget. Og det er især en stor frustration for yngre forskere i starten af karrieren. (SE IDA-nyhed).