Hvornår rammer #MeToo Academia?

– og hvor stort er problemer medchikane?

I uni-verdenen hersker en selvforståelse af, at det er en ren og objektiv verden uden magtmisbrug og sexchikane og mobning. Men sidste år stillede tidsskriftet The Atlantic spørgsmålet ”Hvornår rammer Harvey-effekten Academia?” med henvisning til filmproducenten, som udløste #MeToo-bevægelsen. Der blev henvist til, at såvel Academia som filmverdenen er præget af en hierarkisk magtstruktur med over-/underordningsforhold, som udfolder sig i en gråzone-relation.

Kvindelige studerende:
Sexchikane er et nationalt problem

#MeToo-bevægelsen satte sig også igennem herhjemme. I februar skrev 48 anonyme kvindelige studerende i et åbent brev til rektorerne, at sexchikane er et nationalt problem. De appellerede til, at der bliver sat ind imod krænkende opførsel fra medstuderende og ansatte på universiteterne:

”Vi, danske og internationale studerende landet over, oplever sexisme og sexchikane i vores studieliv. Vi oplever det i forskellige grader; i undervisningslokalerne, på gangene, til vejledning, i eksamenssituationer og på kollegierne – og det er et problem i vores relationer til ansatte, vejledere og medstuderende”, hed det indledningsvist.

I det åbne brev havde enkelte anonyme kvindelige studerende vedlagt deres oplevelser af krænkelsesepisoder.

Og forkvinden for DSF, Sana Mahin Doost, støttede op om opfordringen til debat: ”Vi ved fra talrige eksempler, at der er en hyperseksualiseret kultur i nogle studiemiljøer, som kommer til udtryk på rusture og til festerne, men vi mangler en debat om den daglige sexchikane, som kvindelige studerende oplever. Hvad enten det er en middagsinvitation fra en vejleder, en bemærkning under en forelæsning om ens udseende eller mere fysiske krænkelser”.

#MeToo-debatten udløste, at KU varslede retningslinjer og procedurer for, hvordan de skal håndtere sager om sexchikane blandt studerende (se artiklen her på siden).

Hvor meget chikane er der?

Københavns Universitet ansatte i 2013 en uvildig studenterambassadør med en ombudsmandslignende funktion. Her oplyses lakonisk, at man har haft hhv. 1-3-16 henvendelser i 2016-17-18. De handler om både om krænkelser af seksuel karakter og om andre typer krænkelser fysisk og psykisk. Og så gøres der opmærksom på, at der også kan have været henvendelser på de enkelte fakulteter, men det er ukendt, hvor mange.

DM/Magisterbladet lavede en spørge-undersøgelse for at belyse omfanget og karakteren. Den indikerede blandt ph.d.-studerende et relativt lille omfang, selv om definitionen af ”kønschikane” var meget bred. Blondine-vitser kunne således tælle som chikane, når man skulle svare på spørgsmålet: ”Har du oplevet, at der blev fortalt vittigheder eller sjofle historier om dit køn?”. Kun 11 procent ph.d.er angav, at de havde oplevet kønschikane. Selv om nogle hertil vil sige, at det er 11 procent for meget.

DM: Overraskende få henvendelser

I DM får man meget få krænkelses-henvendelser fra medlemmer, siger DM-konsulent og jurist Lise Ryberg Hoffmann:

 ”Det er svært at vide, hvor mange sager der reelt er, og det handler jo også om, hvordan ‘en sag’ defineres. Men DM får overraskende få henvendelser i lyset af debatten om #MeToo. Det kan jo godt være udtryk for, at nogle synes, at de oplever grænseoverskridende adfærd fra ledere eller kolleger, men ikke finder det så alvorligt, at man vil gøre noget ud af det i form af en egentlig klagesag, som jo også kan være meget ubehagelig for den krænkede part selv. Men det er kun gætterier. Der er nok også for mange tale om en gråzone, og arbejdspladskulturer er jo også forskellige, så overlæggeren ligger nok også forskelligt”, siger hun.

”De få, som henvender sig, ønsker sig som regel råd og vejledning. Det er sjældent, der opstår egentlige sager, for her er det jo ikke kun krænkeren, men også den krænkede, som kommer i fokus. Og hvis der endelig kommer en sag ud af det, bliver den nok som regel løst i al diskretion og uden for det offentlige rum. For hverken den krænkede eller krænkeren har interesse i, at de (igen) skal eksponeres. Det er nok også forklaringen på, at man kun meget sjældent hører om konkrete sager med konkrete detaljer.”