Hvornår har man gjort nok?

 

Foto: Lasse Højsgaard

At få lov til at skrive et ph.d.-projekt er fantastisk, men også fantastisk hårdt, fortæller ph.d.-studerende Tóra Djurhuus. For hvordan ved man som ny forsker, om man har gjort nok?

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Hendes familie synes, hun er vildt sej. Hendes vejleder siger, at hun skal nyde det. Men usikkerheden er en tro følgesvend i et ph.d.-projekt. I hvert fald for Tóra Djurhuus, der knap halvvejs i forløbet stadig kan komme i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bund i hendes teser.

“Lige nu, hvor jeg sidder og forklarer dig om projektet, kommer jeg til at tænke: Hvad fanden har jeg gang i? Men altså … jeg er kun et år henne i projektet, og så er det o.k. at have det sådan, får jeg at vide”.

Hendes projekt, der handler om imperiumnostalgi i Brexit-debatten, er der, hvor teorien er læst, datamaterialet er indsamlet, spørgsmålene er stillet, men svarene skal først til at komme nu.

“Jeg kan godt finde mig selv liggende vågen om natten og spekulere på, om det bare er mig, der overkomplicerer hele problemstillingen, om der overhovedet er noget i det, jeg prøver at undersøge. Og så må jeg minde mig selv om, at mit projektforslag ikke var blevet antaget, hvis der ikke var noget at komme efter”, fortæller hun.

Kan ikke vide alt, men vil helst
Hun nævner selv begrebet “imposters syndrome” – en underliggende følelse af, at man i virkeligheden ikke er dygtig nok til at være i sin stilling, og at det blot er et spørgsmål om tid, før det bliver opdaget.

“Jeg er meget optaget af, at jeg ikke ved alt. Og det er åbenbart meget normalt for en uerfaren forsker, at man tror, man skal vide alt for at kunne sige noget. Jeg har lige været i London og samle kilder. Min vejleder bad mig gå ned i den store Waterstones-bogbutik ved Piccadilly. Han sagde: Hvis du føler, at du bør vide alt, så stil dig i den butik og spørg dig selv, hvornår du nogen sinde kommer til at læse alt, der er derinde. Du må acceptere, at du ikke når alt, ellers går du ned med stress”.

Læs også 
Kæmpe forskelle på ph.d.-vilkår

Formand for DM Viden vil diskutere ph.d.ernes arbejdspres i AC

Det lå umiddelbart ikke i kortene, at Tóra Djurhuus skulle være forsker. På Færøerne, hvor hun er født, arbejdede hun som ekspedient og senere butikschef i flere modebutikker. Men hun fandt ud af, at hun ville mere end at stå i butik hele livet. Hun rejste til Danmark og lod sig indskrive på engelsk på KU, stadig med tanke på at vende tilbage til et job inden for handelssektoren. Her blev hun imidlertid grebet af især det historiske element i uddannelsen, og allerede på kandidatstudiet begyndte ideen om en ph.d. at spire. Og efter at have holdt sig til som forskningsassistent efter at være blevet kandidat – i øvrigt som den første i hendes familie – fik hun ønsket opfyldt.


Vis os dit ph.d.-projekt
Hvem: Tóra Djurhuus, cand.mag.
Hvad: “The Legacy of the Past in Brexit Britain”.
Hvor: Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, kU.
Hvorfor: Den britiske Brexit-debat er fyldt med beskyldninger om imperiumnostalgi, men hvilken rolle spiller Storbritanniens fortid som imperium i de euroskeptiske argumenter? kan Brexit forstås som et eftermæle af fortiden?


Uproduktive dage
Hun beskriver ph.d.-stillingen som fantastisk spændende og et stort privilegium på den ene side og på den anden side ekstremt hårdt.

“Du får tre år til at skrive det, men der er altså arbejde til mere. Det er også hårdt at skulle styre det hele selv. Alt er op til dig. Jeg vælger at tage lange arbejdsdage og så holde weekenden fri, for at det ikke skal tage helt over”.

Når du selv tilrettelægger dit arbejde, hvorfor arbejder du ikke bare lidt mindre? 

“Den der 8-16-ramme skrider, hvis jeg ikke er produktiv nok. Nogle gange kan jeg sidde en hel dag og stirre på et afsnit, der ikke virker. Hvis jeg har en offday, hvor det ikke fungerer, så ender jeg med at bruge længere tid”.

Selvbestemmelsen over sin tid er et privilegium, men som ny i faget kan det være svært at vide, hvad der reelt ligger i en arbejdsdags indsats, forklarer Tóra Djurhuus.

“Min vejleder er helt afslappet og siger: Du kan ikke vide alt, du kan ikke læse alt, og nogle dage kan du ikke lave noget. Men det er bare vanskeligt, når man er ny i den proces. Måske er der også noget med den måde, man taler om at være ph.d.-studerende på. Det hedder altid, at det er så hårdt. Og hvis det så ikke er hårdt, så føler man måske, at man ikke arbejder nok”.

Prøver at nyde
En anden kilde til usikkerhed er ikke selve ph.d.-projektet, men det, der kommer bagefter. Tóra Djurhuus vil gerne fortsætte i forskningen. Men mulighederne på et forholdsvis smalt humanistisk felt som hendes er svære at få øje på inden for landets grænser. Eksempelvis har Carlsbergfondet ændret sin politik, så man nu kun giver postdocstipendier til udlandet.

“Det betyder, at man må være åben for at tage ud. Det er et valg, jeg kommer til at gøre. Jeg har muligheden, men de, der har børn og familie, har måske ikke den mobilitet”.

Tóra Djurhuus har haft adskillige år i arbejdslivet, før hun slog ind på den akademiske vej. Og jo ældre man er, jo mere ser man risikoen ved at satse på en forskerkarriere. “Når jeg er færdig om to år, er jeg 37 år. Man kan risikere at gå fra postdoc til postdoc og til sidst finde ud af, at der bare ikke er noget fast job til mig. Så hvad er alternativet, og hvornår skal man stoppe og foretage et karriereskift? Jeg har ikke gjort mig de tanker endnu. Lige nu prøver jeg bare at gøre, som min vejleder siger: Nyde den tid, hvor jeg kan fordybe mig i min forskning”.


Brexit-debat med ekko fra imperiets dage

Mange har travlt med at skælde Brexit-tilhængere ud for at være imperiumnostalgikere, men ingen er forskningsmæssigt gået i kødet på fænomenet. det gør Tóra Djurhuus nu.

De gode gamle dage var bedst. Denne udbredte opfattelse har vist sig som en stærk politisk drivkraft og noget, som politikere i alverdens lande appellerer til. Et sted, hvor fortiden ofte popper op, er i Storbritannien, hvor særligt Brexit-tilhængere direkte eller indirekte refererer til landets tidligere status som global stormagt. “Imperial nostalgia” kaldes fænomenet, primært af den modsatte fløj. De kritiserer Boris Johnson og andre Brexit-tilhængere for at bruge imperiumnostalgi som et billigt salgstrick for en urealistisk vision om, at Storbritannien sagtens kan klare sig uden for det europæiske handelssamarbejde.

Men de beskyldninger er i sig selv letkøbte, mener Tóra Djurhuus. Og det har inspireret hende til at undersøge imperiumnostalgi i Brexit-debatten.

Imperium 2.0
“Når Brexit-tilhængere taler om, at Storbritannien skal genoplive tætte handelsforbindelser til Australien, Canada og så videre, lyder modstandernes kritik: Det er jo bare Imperium 2.0. Også mange historikere har i korte artikler smidt “imperial nostalgia”kortet, men uden at have særlig meget begrundelse for det. Ingen har kigget nøjere på, om der er tale om imperiumnostalgi, og hvordan politikerne i givet fald bruger det element i debatten”.

Det arbejde har hun nu kastet sig over, og det skal ske gennem analyser af taler og skrifter fra fem Brexit-politikere: Boris Johnson, Daniel Hannan, Michael Gove, Douglas Carswell og Mark Reckless. Det er især de to førstnævnte, som Tóra Djurhuus vil gå i teksten på. Daniel Hannan er medlem af Europa-Parlamentet og betragtes af nogle som hjernen bag hele Brexitideen. Desuden vil hun se på ledere i to Brexit-venlige aviser: Telegraph og Daily Mail.

“Stor, global handelsnation”
Ser man historisk på brugen af imperiumargumenter, har tendensen faktisk været nedadgående.

“Man kan se, at “The Commonwealth Empire” er en stor del af debatten i 60’erne, hvor de første gang søger om EEC-medlemskab, og igen i 1975, da de første gang havde afstemning om deres medlemskab. Så dør argumentet lidt i firserne under Margaret Thatcher og ved Maastricht-afstemningen. Thatcher er ellers blevet indbegrebet af euroskepsis, men hun bruger ikke de argumenter. Men så sker der noget i midten af nullerne, hvor det lige så stille begynder at dukke op igen”.

At der refereres til det tidligere britiske imperium, er et faktum. Eksempelvis holdt Theresa May en tale i 2017, hvor hun sagde, at Storbritannien skal genopdage rollen som “stor, global handelsnation”. Og i en diskussion om behovet for at indgå nye handelsaftaler argumenterede Boris Johnson for, at det ikke burde være et problem, for “tidligere drev vi det største selskab, verden nogensinde har set”. En klar reference til landets kolonihandel.

“Imperiumelementet er der. Men er det nostalgi eller ej, hvordan fungerer argumentet, hvad er der ved de her referencer, der fanger publikum, og hvorfor blusser det op i midtnullerne?”