Hvorfor arbejder du over?

To tredjedele af Aarhus Universitets videnskabelige ansatte (VIP) arbejder væsentligt mere end samfundets normale 37-timers arbejdsuge. Det afslører en APV om det psykiske arbejdsmiljø.

Som noget nyt indeholdt APV-spørgeskemaet en række spørgsmål om motiverne til overarbejde. Og her står der øverst, at blandt de to tredjedele VIP’ere, som arbejder over, gør mere end halvdelen det af lyst. Og det glæder selvfølgelig rektor Brian Bech Nielsen, at overtiden for mange er drevet af lyst og et stort engagement.

Fællestillidsrepræsentant for VIP’erne Olaf W. Bertelsen er mere forbeholden: Sagen er nuanceret, for det kan godt være, at flertallet kan lide deres arbejde og overarbejder af lyst, men samtidig kan de også føle sig nødt til at arbejde mere end de 37 timer og mere, end de har lyst til. Det mest udbredte motiv for ekstratimerne er nemlig, at fire ud af fem oplever, at de er nødt til at arbejde over for at meritere sig for at nå de faste opgaver, og for at de kan nå deres faste, pålagte opgaver inden for den normerede tid, samtidig med at der ikke er andre, som overtager opgaverne.

Hvad angår tap’ernes overarbejde, viser det sig, at hver tredje arbejder over, og i den gruppe er motivet især, at de er nødt til det for at nå deres faste opgaver (SE SVAR OVENFOR).

Presset til overarbejde

APV’en fortæller ikke, hvor meget folk overarbejder, men 40 pct. af alle VIP’ere fortæller, at de ikke kan nå deres arbejdsopgaver, hvis de ikke arbejder over. Fælles-tr’en mener, at det er farligt at bagatellisere ved at sige, at overarbejdet kun er lystbetonet.

”Det er da glædeligt, at mange arbejder over, fordi de også har lyst til det. Men man skal samtidig tage det meget alvorligt, at de også føler et forventningspres for at gøre det. Det er ikke alene lystbetonet og frivilligt for de 40 pct. Jeg læser ud af tallene, at der er stor sandsynlighed for, at mange har en følelse af, at de hænger i neglene. De arbejder over, fordi de er nødt til det. Og hos mig som tillidsmand lyder alarmklokken, når noget i den grad ligner et strukturelt problem”, siger han.

Hver syvende ramt af stærk stress

Universitetslærere har ikke skrevet en øverste arbejdstid ind i overenskomsten og disponerer således i nogen grad, hvordan og hvornår de vil udføre deres faste eller pålagte opgaver.

”Det er svært at se en uni-lærer i en 37-timers arbejdsuge for sig, og man skal ikke fokusere for meget på det. Lektorer arbejder 44-45 t./uge og professorer 50 t./uge, viser undersøgelser. Og det er ikke nødvendigvis et problem, så længe man ikke alene er motiveret til overarbejde af et udefra kommende krav, og så længe det ikke går ud over stress-niveau, helbred og familie”, siger tr’en.

Og Olav W. Bertelsen er netop bekymret over kombinationen overarbejde/stress:

”Data afslører, at hver syvende af postdocerne, lektorerne og professorerne lider af symptomer i den skærpede kategori ’stærke stress-symptomer’. Det tyder ikke på et godt arbejdsmiljø, når så mange – især dem på Samf’ og Arts’ – oplyser, at de føler sig ramt, for så er det i en grad, hvor det kan få alvorlige konsekvenser for såvel helbred som arbejds- og privat-livet”.

Se s. 3: Stærk stress i det trykte blad