HVIDBOG: Ledelser ’værner’ ikke forskningsfriheden

Det står i Uni-Loven, at embedsmænd og uni-ledelserne har pligt til at ”værne om forskningsfriheden”. Men de gør det ikke i praksis, og de ved faktisk heller ikke hvad det er! Sådan lyder den krasse kritik i professor em. Heine Andersens HVIDBOG om forskningsfrihedens aktuelle status: ”Jeg er overrasket over uvidenheden og ligegyldigheden …”.

HVIDBOGEN ”FORSKNINGSFRIHED – ideal og virkelighed” på 360 sider udkommer i dag (SE HER) – og den omtales i FORSKERforum 308, som også udkommer i dag.

Undersøgelser har vist, at forskningsfrihed rangerer lavt i bevidsthed og værdisæt, konstaterer HVIDBOGEN, fx om ministerielle embedsmænd: ”Generelt synes der hos myndigheder at mangle kendskab ikke blot til begrebet forskningsfrihed og dets betydning, men også til Universitetsloven. Det gælder selv hos den del af den statslige forvaltning, der har med forskning og tilsyn med universiteterne at gøre”.

Heine Andersen registrerer mangel på respekt for armslængdeprincippet: ”Der er en tendens for embedsmænd til at tro, at universiteterne er en del af statsforvaltningen. Der er et autoritetssystem fra departementet via styrelserne og til universiteterne, som de har svært ved at frigøre sig fra” (ALTINGET).

Men viljen mangler også hos de lokale uni-ledelser: ”Ledelser har ingen steder et synligt beredskab i form af skriftlig forklaring på, hvad man skal forstå ved ’forskningsfrihed’, og hvilken strategi man skal følge for at realisere Universitetslovens bestemmelser”.

HVIDBOGEN gennemgår forskningsfrihedens status, og konkluderer at den ignoreres i stedet for at blive taget alvorligt som en bærende demokratisk værdi på linje med ytrings- og meningsfrihed, pressefrihed, kunstnerisk frihed og domstoles uafhængighed.

HVIDBOGEN gennemgår en række konkrete konflikter om forskningsfriheden, fx professorfyringer eller mundkurvs-kontrakter i sektorforskningen. I et kapitel – “Mundkurve, censur, pression, trusler” – konstateres, at sikringen af frihedsgraderne ikke er prioriteret hos ledelserne. Blindheden skyldes jagten på statspenge og eksterne indtægter, samt en ansættelsespolitik med en voksende flok af korttids-ansatte (post.doc.-). Det er forskere med ringe frihedsgrader.

Grundlæggende har problemet sine rødder i Uni-Lovens stærke topstyring med ringe indflydelse til det akademiske forsker-samfund. De moderne ledere behøver ikke have forståelse for ”de begrænsninger og krænkelser, som forskere udsættes for, herunder som følge af ledernes egne beslutninger”.

Og Heine Andersen konstaterer som en del af problemet, at der er voksende stab af djøf’iserede forvaltere: ”direktører, vicedirektører, chefjurister, konsulenter og andre administratorer, der ikke har forskningserfaring, og som ikke behøver at møde en forsker ret tit, måske aldrig. Det samme gælder i øvrigt de eksterne medlemmer af bestyrelserne”.

HVIDBOGENs kur mod forvalterlagets uvidenhed og ligegyldighed er simpel: Embedsmænd på feltet skal tvangs-undervises i Uni-loven og navnlig i paragraffen om forskningsfrihed!  Og de eksterne bestyrelsesmedlemmer skal sendes på obligatoriske intro-kurser, så de får respekt for frihedsgradernes betydning! (SE I ØVRIGT VIDENSKAB.DK)