Hvad mener den nye minister?

FORSKERforum bad kort tid efter den nye uddannelsesministers tiltrædelse om et interview (med mulighed for at stille opfølgende spørgsmål), men det kunne ministeren ikke afsætte tid til.

FORSKERforum fik dog tilbud om at indsende skriftlige spørgsmål, og de kom ikke til at handle om hans holdning til den kristne skabelsesberetning og dennes konsekvenser for forsknings- og uni-politikken.

Her er spørgsmålene og Esben Lunde Larsens skriftlige svar

Om forskningsfrihed

Ministeren har i Weekendavisen udtalt: ”Forskningsfriheden har første primat for mig”, men slår samtidig fast, at dette ikke afviger fra Helge Sanders forretnings-primat ”fra forskning til faktura”. Kan ministeren begrunde, hvordan forskningsfrihed og fakturatænkning ikke er modsætninger?

”Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Forskningen bidrager – og skal bidrage til udvikling af nye løsninger og ideer, som på sigt kan føre til øget vækst og beskæftigelse. Forskning er aldrig blevet mindre fri af at kunne anvendes. Men uden forskningsfriheden kan forskningen ikke skabe de gennembrud, som erhvervslivet, ja, hele Danmark har brug for.

Regeringen vil ”øge fokus på innovationselementet og kommercialiseringen” i forskning. Hvordan kan en forsker på den ene side have frihed og på den anden være under pres for øget fokus på kommercialisering?

”Der skal være forskningsfrihed. Pointen er bare, at alt for mange gode ideer og alt for meget forskningsbaseret viden aldrig kommer videre end universiteternes snævre cirkler. Det er det, jeg gerne vil sætte fokus på. Vi skal have et set-up, der sikrer, at forskerne har forskningsfrihed, og at den nye viden kommer i anvendelse i hele samfundet.

Dannelse

Ministeren har siden sin tiltræden talt meget om dannelse, selv om ordet ikke nævnes i regeringsgrundlaget. Er betegnelsen ”Dannelsesministeren” (fra Weekendavisen) en karakteristik, ministeren gerne vil tage på sig?

”Ja, dannelse er et af mine hovedfokusområder. Studerende på landets videregående uddannelser skal kunne sætte deres viden i relation til et dannelsesmæssigt ”indre kort” over store samfundsmæssige, naturvidenskabelige, politiske, historiske, religiøse og kulturelle forhold. Dannelse er både at erhverve sig færdigheder, viden og kunnen i en proces – og at omsætte disse færdigheder i selvansvar og samfundssind. Uddannelsessystemet er præget af mødet mellem en stærk dannelsestradition og en mere nyttepræget uddannelsestænkning, hvor forskning omsættes i vækst og nye jobs. Jeg ser ingen modsætning heri. Hensigten med fri forskning og forskningsbaseret undervisning må altid være at kunne omsættes til gavn for den enkelte og for samfundet.

I et interview i DR2 Deadline sagde ministeren: ”Dannelsen er forudsætning for, at man som menneske kan begå sig i en samfundsrelation.” Forestiller ministeren sig, at der skal indbygges flere dannelsesaspekter i uddannelser til eksempelvis ingeniører eller biologer, og hvordan?

”Jeg vil gerne understrege, at dannelse er relevant for alle typer af uddannelser – også de naturvidenskabelige. Dannelse er bestemt ikke kun forbeholdt humaniora. Dannelse er ikke en videnkategori, men en forholdelsesmåde. Det handler om, hvordan man forholder sig til stoffet, sig selv og andre mennesker.

Jeg er først og fremmest interesseret i at afdække, hvordan de forskellige uddannelser er indrettet i forhold til at indtænke dannelse og videnskabsteori. Derfor vil jeg lytte til professorer og andre, der kan fortælle om, hvordan de forstår dannelse inden for deres fagområde. Ligesom jeg vil høre deres bud på, hvordan vi generelt styrker dannelse i det videregående uddannelsessystem. Jeg vil gerne arbejde for, at den Bildungs-tradition, som har kendetegnet vores universiteter, ikke glemmes i forhold til den efterhånden mere udbredte angelsaksiske tænkning. Men først vil jeg i dialog med uddannelsesinstitutionerne og fagkyndige.

Kan de traditionelle dannelsesfag – sprog, æstetiske fag og klassisk humaniora – føle sig mere sikre i forhold til dimensioneringer og nedskæringer efter ministerens erklæringer om dannelsens betydning?

”De klassiske dannelsesfag spiller en meget vigtig rolle. Sprogfagene er afgørende for vores evne til som samfund at agere i den globale verden – og dimittender fra de æstetiske og klassiske humaniorafag bidrager med, hvad jeg vil betegne som en uerstattelig kompetence til at forstå den verden, vi lever i. Vores anskuelse af verden er andet og mere end, hvad der kan sættes på formel i regneark og diagrammer – vi bliver rigere som samfund, når vi lærer om store tænkeres anskuelse af fx demokrati, menneskerettigheder, diversitet eller etik.

Samtidig er det vigtigt at understrege, at det er min ambition at skabe en bedre sammenhæng mellem studievalg og arbejde. Det er helt centralt for mig, at uddannelse fører til beskæftigelse, og det gælder i lige så høj grad for sprogfag, som det gælder for ingeniører.

Dimensionering er et vigtigt redskab til at understøtte en bedre sammenhæng mellem studievalg og beskæftigelsesmuligheder. Men det er vigtigt at inddrage uddannelsesinstitutionerne i denne tilpasning af uddannelsesoptaget og lytte til faglige argumenter. Jeg har derfor inviteret institutionerne til en drøftelse af deres erfaringer med den aftalte dimensionering. 

Ressourceprioritering

Betragter ministeren fordelingen af ressourcer mellem hovedområderne som et nulsumsspil inden for nuværende økonomiske rammer?

”Som uddannelses- og forskningsminister ser jeg naturligvis gerne, at samfundet investerer i uddannelse, forskning og innovation. Det kunne fx være ved at styrke de private investeringer i forskning. Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke mener, den nuværende fordeling mellem hovedområderne er urørlig. Det handler om, at den forskning, der har den højeste videnskabelige kvalitet, får støtte. Samtidig med at vi skal understøtte forskningsmiljøer i absolut topklasse inden for udvalgte områder, hvor Danmark har et særligt potentiale.

Er ministeren enig med Dansk Industris krav om, at de offentlige bevillinger til de tekniske videnskaber bør hæves på bekostning af bevillinger til humaniora?

”En større andel af de offentlige midler til forskning skal bruges til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Det kan bl.a. ske ved at øge den tekniske forskning, som er meget vigtig for virksomhederne og dermed også for Danmark. Samtidig er det vigtigt, at det tværvidenskabelige arbejde fremmes. Vi kan ikke leve uden ingeniører, men vi kan heller ikke leve udelukkende af ingeniører.

For tre år siden godkendte Folketingets Finansudvalg – med Venstres stemmer – at AAU kunne udvide lokaliteterne i Sydhavnen for 56. mio. på en tiårig lejekontrakt.  Til Nordjyske har ministeren imidlertid udtalt, at det ”ikke (er) videre logisk, at Aalborg Universitet har en stor afdeling i København”. Mener ministeren dermed, at AAU bør skære ned på sine aktiviteter i København?

”Det er korrekt, at jeg ikke synes, at det er logisk, at Aalborg Universitet har placeret sig i København.

Når det er sagt, er det naturligvis ikke min opgave at bestemme, hvordan den enkelte institution indretter sig.

Ministeren udtalte for nyligt, at ”Det Frie Forskningsråd har prioriteret helt skævt i nogle sager”. På hvilken måde mener ministeren, at DFF prioriterer forkert? Har noget ændret sig, siden ministeren – ifølge Videnskab.dk – ikke længere står fast på, at DFF bør lægges ind under Grundforskningsfonden?

”Der ligger ikke p.t. forslag om at justere den forskningsrådsstruktur, vi kender i dag. Det er rigtigt, at Det Frie Forskningsråd har truffet nogle beslutninger, som jeg ikke altid har været enig i. Men det er også vigtigt at huske på, at der er armslængde til rådet – og det vil jeg selvfølgelig respektere.

Studerende

Ministeren har lagt vægt på, at studerende bør være fuldtidsstuderende. Er ministeren enig med de studerendes argument om, at et fuldtidsstudium forudsætter minimumsgarantier for antallet af undervisningstimer?

”Nej, fordi de videregående uddannelser er og skal være forskellige. At tage en uddannelse er mere end undervisning. Det er fx også selvstudium, fordybelse og hårdt arbejde i studiegrupper. De studerende har et stort ansvar for egen læring.

Vi kan som samfund stille høje krav til det at være studerende i Danmark. Det er en del af den model, vi har valgt, med at finansiere uddannelse via skattesystemet og have et SU-system, der giver alle mulighed for at studere på fuld tid. Og det giver mulighed for at studere mere, end fuldtidsstudium er normeret til, hvis de studerende ønsker at dygtiggøre sig yderligere.

Jeg kan godt være bekymret, når studerende på de videregående uddannelser bruger gennemsnitligt omkring 1350 timer om året, når et fuldtidsstudium typisk er normeret til 1650 timer (Kvalitetsudvalget). Og når bachelorstuderende bruger 15-18 timer om ugen på forberedelse, mens svenske bachelorstuderende bruger omkring 24 timer (Eurostudent-undersøgelsen).

Der skal selvfølgelig være god undervisning på uddannelserne, og det er institutionernes ansvar at sikre, at det sker. Der er ingen tvivl om, at mødet mellem den dygtige forsker og den flittige studerende giver potentiale for høj læring. På samme måde har uddannelserne et ansvar for, at uddannelserne tilrettelægges og det faglige niveau sættes tilpas højt, så de studerende bliver udfordret. Og vi skal selvfølgelig være lydhøre når Rigsrevisionen i 2012 påpegede, at der var meget få undervisningstimer nogle steder. Derfor er det også fint, når nogle institutioner vælger at arbejde med minimumstimetal, ligesom ministeriet og institutionerne i fællesskab er ved at få et overblik over undervisnings- og vejledningstimetallet. Men ét fast, tværgående minimumstimetal har jeg ikke planer om.

Om ansættelsespolitik m.m.

Ifølge statistikken har gruppen af løstansatte (ph.d.er og postdocer) inden for de sidste 5 år overhalet de fastansatte (professorer og lektorer) som den almindeligste ansættelsesform på KU. Er den ansættelsespolitik i overensstemmelse med regeringens mål for personalepolitikken på universiteterne?

”Universiteterne har som selvejende institutioner et selvstændigt ansvar for at fastsætte personalepolitikken. Ministeriet fastsætter de overordnede rammer, men personalepolitikken er aftalt lokalt.

Er der grund til at frygte, at usikre ansættelsesforhold og fluktuerende besætning går ud over kvalitet i undervisning og forskning – og hvad vil ministeren i givet fald gøre ved det?

”Jeg har tillid til, at universiteterne sammensætter en kvalificeret medarbejdergruppe og ansætter de medarbejdere, der er bedst egnede til at udføre forsknings- og undervisningsopgaverne på et højt fagligt niveau.

Jeg forventer derudover, at universiteterne har en særlig opmærksomhed mod ansatte i tidsbegrænsede stillinger, idet det følger af de centrale regler på området, at universiteternes ledelse i særlig grad skal synliggøre karriereperspektiver for denne gruppe ansatte.

Både ph.d.- og postdoc-stillingen har jo netop et bredt erhvervssigte og kan også føre til en karriere i det private erhvervsliv eller andre sektorer udenfor universitetet.

jø/lah