Humaniora på KU skal skære lønudgifterne med 31 mio. kr. – fyringer virker uundgåelige

Fakultetet har valgt at fraflytte to etager i bygning 27 på KUA1 på Amager for at spare penge til husleje.
Foto: Wikimedia Commons

Det Humanistiske Fakultet på Københavns universitet skal skære lønudgifterne med 21 mio. kr. ved enten frivillige fratrædelser eller fyringer. yderligere 10 mio. kr. skal spares ved ikke at genbesætte ledige stillinger.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Udsigten til at undgå nye afskedigelser på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet ser efterhånden dyster ud. Ifølge dekan Jesper Kallestrup skal fakultetet spare 43 mio. kr., da ledelsen forventer en indtægtsnedgang på 57 mio. kr. i 2022.

De 21 mio. kr. skal findes ved afskedigelser, med mindre tilstrækkeligt mange takker ja til en frivillig fratrædelsesordning. Lønudgifterne skal samlet nedbringes med 31 mio. kr., men de 10 mio. kr. kan skæres ved at undlade at genbesætte ledige stillinger, oplyser dekanen.

“Vi håber at nå langt ad frivillighedens vej, da jeg synes, at vi er blevet enige med tillidsrepræsentanterne om nogle attraktive fratrædelsesvilkår”, siger Jesper Kallestrup.

Han tilføjer, at indtægterne kan øges med 10 mio. kr. ved blandt andet at udbyde efter- og videreuddannelseskurser og nye masteruddannelser. Udgifterne bliver også trimmet med 12 mio. kr. ved at fraflytte bygninger, ved at reducere i fællesudgifter og ved at sammenlægge Institut for Informationsstudier og Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, men det er altså ikke nok til at undgå personalereduktioner.

Jesper Kallestrup forklarer, at den vigtigste årsag til besparelserne er Folketingets dimensionering af uddannelser, der har skåret cirka 30 procent af Det Humanistiske Fakultets studenteroptag. Desuden er fakultetet ramt af de årlige toprocentsbesparelser. “Det er meget voldsomt”, siger han.

Bekymrede blikke til stormøde
Lektor Peter Birkelund Andersen, fælles-TR for Dansk Magisterforening og medlem af fakultetets samarbejdsudvalg, ser pessimistisk på muligheden for at undgå afskedigelser, efter at han sammen med cirka 100 ansatte blev informeret om situationen på et stormøde den 10. april.

“Jeg er alvorligt bekymret for, at det ikke længere er realistisk”, siger han. Tillidsrepræsentanterne havde inden mødet kritiseret ledelsen for alt for ringe information og manglende inddragelse i strategiske drøftelser, men ifølge Peter Birkelund Andersen fik dekanen afmonteret den værste kritik.

“Der var mange bekymrede og bange blikke, så jeg vil ikke sige, at folk blev beroliget, men dekanen fik sagt, at han ikke vil lukke uddannelser, og at der ikke kommer store funktionsændringer og rationaliseringer, der involverer store grupper af medarbejdere. For eksempel blev han spurgt om, hvorvidt de ansatte i studievejledningen skal flyttes fra institutterne til fakultetet, og det afviste han”, siger Peter Birkelund Andersen.

Tillidsrepræsentanten er fortsat bekymret for, at det ender med elementer af grønthøsterbesparelser, hvor man skærer tilfældigt på det hele, da de i samarbejdsudvalget ikke er blevet præsenteret for en strategi, selvom dekanen har snakket om “strategiske besparelser”.

De store skal spare mest
Jesper Kallestrup siger, at han har meldt klart ud, at han ikke ønsker grønthøsterbesparelser, men at der er grænser for, hvad han kan sige.

“Vi har kommunikeret, i det omfang vi kan, men vi kan ikke være så specifikke, at de ansatte kan regne ud, om besparelserne vil ramme Jensen eller Hansen”, siger han.  Jesper Kallestrup tilføjer, at hvad han mener, når han taler om strategiske overvejelser, er, at han har været i dialog med ledelserne på institutterne om, hvor de gode forskningsmiljøer og uddannelser med relativt høj gennemførelse, STÅproduktion, beskæftigelse osv. findes. De har også set på fordelingen mellem videnskabeligt og teknisk-administrativt ansatte på de enkelte institutter.

“Det bliver ikke sådan, at alle uddannelser skal spare lige meget. Dem med de bredeste skuldre skal bære den største byrde, så ja, de store institutter skal spare forholdsvis mere. Det synes vi er mest rimeligt”, siger han.

Fristen for at søge om frivillig fratrædelse var den 23. april, men antallet, som havde søgt, og hvor mange der skal afskediges, er ikke offentliggjort. Fakultetet var også igennem fyringsrunder i 2011, hvor 35 fuldtidsstillinger blev nedlagt, og i 2016, hvor 86 stillinger forsvandt.