Horizon: Sælg dig selv i hele udtrækket

Sådan gafler du EU’s forskningsmillioner. Reporteren var flue på væggen, da fundingekspert lærte tricks fra sig. REPORTAGE

Hvad skiller fårene fra bukkene, når der skal uddeles penge til forskningsprojekter i EU’s gigantiske forskningsprogram Horizon 2020?

Det lyder som det gamle 48.000-kronersspørgsmål. Men svaret er både kort og simpelt, og FORSKERforum bringer det hermed ud til alle læsere, der går og drømmer om Horizon 2020-millioner: sørg for at sælge din forskning, sørg for at vælge de fede partnere, og sørg for, at dit projekt scorer højt i vurderingen af dens samfundsmæssige betydning.

Vi har ikke fundet på det selv. De tre huskeregler kommer fra Dr. Seán McCarthy, irsk ingeniør og tidligere forsker og forskningsleder, der i dag har skabt en forretning ud af at formidle sine erfaringer med europæiske forskningsprogrammer gennem 35 år. Det har givet ham en dybere forståelse for, hvilke forskningsansøgninger, der passer ind i Horizon 2020’s komplekse system.

Forskerforum sad med – som en flue på væggen – da McCarthy en onsdag midt i februar var på roadshow i København med sit foredrag, der oversat til dansk har den dejligt jordnære titel ”Sådan laver du en konkurrencedygtig ansøgning til Horizon 2020”.

Søg informationer i 6 web-lags dybde

Omkring 50 mennesker er mødt op i Eigtveds Pakhus. Forsamlingen er en blanding af novicer, der er med for at snuse. Forskere, der selv er i gang med en ansøgning. Folk fra universitetet. Folk fra private virksomheder. Rådgivere og embedsmænd. Unge og halvgamle. Danskere, svenskere, kroater og sågar en inder.

Hver har de betalt 2500 kroner for en formiddag med den irske fundingekspert. En dyr frokost, men skulle det i sidste ende udløse 5-10 EU-millioner til et forskningsprojekt, er pengene jo givet godt ud.

Titlen på kurset lyver ikke, for så vidt at indholdet er præcist så jordnært og konkret. Seán McCarthy ved godt, hvorfor folk kommer rejsende fra ind- og udland og tillige betaler en rund sum penge for at kunne deltage – man vil have nøglen til den perfekte ansøgning, nøglen til forskningsmillionerne. Han går grundlæggende til værks med en guide ind i den del af internettet, der er dedikeret Horizon 2020:

”Hvis du er begynder, starter du med at brygge to kander kaffe, og så går du i krig. Du kan finde en fantastisk mængde informationer, men du skal 6 lag ned for at finde det,” fortæller han om “participant portal” der er forskernes brugerindgang til web-universitet.

Højsæson for lobbyarbejde

Han fortæller om baggrunden for og opbygningen af Horizon 2020 og formålet med de forskellige søjler og pengekasser – lige fra talentudviklingspuljen med det umulige navn Maria Skłodowska-Curie, til kassen, der egentlig bare er en udlånsbank for risikovenlig kapital.

Han fortæller om lobbygrupperne og det lobbyarbejde, der foregår op til hvert af de toårige forskningsprogrammer.

”Lige nu er man ved at forberede programmerne i 2016-17, så det er højsæson for lobbyarbejde lige nu. Jeg talte med en mand i Bruxelles, der sagde, at han aldrig behøvede at gå i supermarkedet og købe ind, for han mødtes og havde møder med folk både til morgenmad, frokost og aftensmad.”

Og så fortæller McCarthy om de tre instanser, som hver især spiller en rolle for, hvilke projektforslag der bliver finansieret, og hvilke der ikke gør:

  • embedsmændene, der håndterer ansøgningerne,
  • forskere, der evaluerer projektforslagene, og så
  • det politiske panel, der i sidste ende afgør, hvor pengene går hen.

”Den første, der får dit forslag i hænderne, er en bureaukrat – jeg har mødt hende, en ung italiensk dame. Det første, hun så gør, er at tælle antallet af parter og deres nationaliteter. Hvis ikke ansøgningerne lever op til kravene, ryger den ud. Det næste, hun gør, er at se på, om alle formularer er rigtigt udfyldt – og er de ikke, ryger den ud,” siger McCarthy.

Den embedsmand, der har ansvaret for hver enkelt ’topic’, har titel af project manager. Det er project manageren, der udvælger og koordinerer de forskere, der skal være sidde og evaluere projektforslagene.

Excellence

”Har nogen af jer været bedømmere på projektforslag?”, spørger Seán McCarthy ud i rummet på Eigtveds Pakhus.

Et par stykker rækker hånden i vejret, og McCarthy slår ned på en enkelt, der har bedømt omkring ti forskellige projektforslag.

”Har du oplevet, at nogle af dem lå helt uden for dit forskningsfelt?”.

”Oh yes,” lyder svaret, hvilket leder fint op til McCarthys pointe. Han har været bedømmer på ti forskningsprogrammer, så han kender alt til projektforslag, der er gået galt i byen.

”Bedømmerne bliver valgt ud fra projektets abstract og dets nøgleord. Så jo mere præcist, man laver sine nøgleord, jo bedre bedømmer får man,” slår han fast.

Forslagene vurderes ved, at bedømmerne giver dem op til fem point i tre aspekter af projektet, der hver især skal beskrives:

  • excellence (B1),
  • impact (B2) og
  • implementation (B3).

McCarthy beskriver så, hvordan man som ny bedømmer sidder og høvler hele teksten igennem, men efterhånden, som man kommer ind i rutinen – og bliver presset på tiden – begynder at springe hen til de centrale dele. Og her er afsnittet omkring ’excellence’ især afgørende.

”Hvis du scorer et 5-tal i B1, er der en naturlig tendens til, at du også får positiv bedømmelse i B2 og B3, så det er vigtigt, at du scorer højt i den kategori,” fortæller han.

Ikke videnskab, men politik: Impact

Mens excellence-sektionen beskriver de videnskabelige kvaliteter i forslaget, så fortæller impact-sektionen om det samfundsmæssige formål.

”Forskere er gode til detaljer, men ikke til at tegne det store billede. Beskriv det store billede, og hvor projektet passer. Beskriv slutbrugeren – hvem skal bruge resultatet? Hvem er stakeholderne? Din udfordring er, at projektet kun handler om et lille område, men politikerne tænker i overordnede problemstillinger,” docerer McCarthy ud over forsamlingen.

Men en ting er, at få høj score på sin projektbeskrivelse.

En anden ting er at komme foran de andre forslag, der også har fået en høj score. Det foregår i et panel, hvor folk fra kommissionen tager beslutninger om bevillinger på baggrund af bedømmernes indstillinger.

”Her bliver der ikke diskuteret videnskab, men politik. Og grundlaget er ikke selve forslaget, det er dets abstract,” forklarer Seán McCarthy.

Wow-faktoren

Det er en helt særlig disciplin at sælge sin videnskab.

”Abstractet skal skrives i journalistisk stil og rettes til folk, der ikke er eksperter på området. Situationen er, at der foran panelet står en embedsmand og fremlægger forslaget med en kedelig embedsmandsstemme. Så hvis man vil have opmærksomhed, må man skrive sætninger som: Dette er første gang i Europa, man gør sådan og sådan. Så vil alle tænke: Wow, det skal financieres!”.

I det hele taget opfordrer McCarthy til, at man skriver projektforslaget i omvendt rækkefølge. Begynd med abstractet og de store, fængende overskrifter, skriv derefter selve forslaget og slut af med at udfylde formularerne.

Journalistisk: Pointer skal ikke gemmes

Helt generelt har videnskabsfolk en tendens til at gemme deres gode pointer langt inde i teksten. De skal frem i begyndelsen, hvor man er sikker på, at de bliver set og husket, tilføjer han.

Han tager fat i en deltager på første række – Jörn Messeter fra ITU, som er ved at forberede en ansøgning om IT-baseret arbejdsformidling i Afrika.

”Titlen – det er det første, bedømmeren ser – hvad er din titel?”.

”Community Aid,” lyder svaret.

”Community Aid, ok – det kan jeg godt lide. Men hvorfor er projektet vigtigt – who the hell cares?”

”Ungdomsarbejdsløshed er jo et stort problem,” argumenterer Messeter.

”Men vil du virkelig påstå, at ingen har lavet den slags forskning før,” bliver McCarthy ved.

Det kan Jörn Messeter ikke udelukke, og McCarthy fortsætter forhøret.

”Hvad vil der ske, hvis projektet ikke bliver fundet? Bliver der optøjer i gaderne?”.

Who the hell cares?

Seán McCarthy fortæller om en seance, han havde i Norge, hvor han udspurgte en kvindelig forsker i forsamlingen, hvis projekt gik ud på at udvikle aggregater til folk med demens. Da hun fortæller, at der er 30.000 i Norge, der lider af demens, svarer han hende, at så må Norge da have samlet alle Europas demente, for han har aldrig stødt på nogen.

”Så går hun bogstavelig talt amok og står og peger på mig, mens hun råber, at der er hundredetusinde demente i Europa, og at problemet koster samfundet formuer. Og jeg kan så sige til hende: Yes, det er sådan, jeg gerne vil have dig til at appellere i din ansøgning.”

lah