GYLLEGATE: Forskere havde tavshedspligt om tavshedsklausul

2. UDGAVE. I Folketinget erklærede prodekan Kurt Nielsen frejdigt under forskerhøringen om Gyllegate, at AUs ’sektorforskere’ har såvel forskningsfrihed som ytringsfrihed. Og dekan Niels Christian Nielsen har højtideligt – men helt formelt – erklæret, at AUs ‘sektorforskning’ skam lever helt op til universitetsforskningens krav om faglig kvalitet, åbenhed og uafhængighed (SE NYHEDSBREV 4.marts).

Virkeligheden var imidlertid, at AUs ledelse havde skrevet under på en kontrakt med omfattende tavshedsklausuler for de ‘sektorforskere’, som skulle ‘myndighedsbetjene’ Miljøministeriet i det, som blev til Gyllegate. Overordnet måtte forskerne ikke offentliggøre deres forskningsnotat til Ministeriet og deres kommentering af sagen var klausuleret til 2. februar (to måneder efter at notatet var afleveret). Klausulen blokerede dem også fra at protestere, hvis de mente, at Miljøministeriet misbrugte deres data.

En nærlæsning af kontrakten – som DR-Orienterings Jesper Thynell har lavet – afslører, at kontraktens tavshedsklausuler er vidtgående. I kontrakten står nemlig, at AUs rapport er Miljøministeriets ejendom og er ”Fortrolig Information”, samt at AUs forskere ”skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til Fortrolig Information. Overtrædelse vil kunne straffes i henhold til Gældende Lovgivning. Tavshedspligten påhviler også Leverandøren og dennes medarbejdere efter Kontraktens ophør, samt efter erhvervets henholdsvis ansættelsens ophør”. Og så står der i øvrigt i kontrakten, at forskerne ikke må fortælle offentligheden om denne tavshedsklausul, uden Miljøministeriets skriftlige tilladelse (SE KONTRAKT §14 og §15 HER).

Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra SDU kalder kontrakten ulovlig, når forskerne får sådanne begrænsninger pålagt med bindende virkning: Kontrakten pålagde dem omfattende tavshedsklausuler om deres egne produkter. Deres ytringsfrihed krænkes ved, at de ikke måtte udtale sig om deres egne forskningsresultater og heller ikke om relaterede faglige spørgsmål. Og så måtte de heller ikke fortælle, at de var pålagt tavshedspligt om tavshedsklausulen! Hvis en politiker eller en journalist altså spurgte dem om Gyllegate, måtte forskerne ikke svare uden skriftlig tilladelse fra Miljøministeriet – og forbrød de sig mod dette, kunne de anklages for kontraktbrud med straf- og erstatnings-ansvar. (LYT HER TIL ORIENTERING 6.april)

Juraprofessoren siger, at der er en åbenlys modstrid mellem AU-ledelsens formelle erklæringer om forskernes frihedsrammer og så virkelighede. Når AU-prodekan Kurt Nielsen fx erklærede i Folketinget, at hans menige forskerne har ytringsfrihed, harmonerer det slet ikke med, at AUs ledelse har skrevet under på en kontrakt, der pålægger de samme forskere ubetinget tavshedspligt …

FORSKERforum har derfor spurgt prodekanen: Opererer AUs ledere for ‘sektorforskningen med dobbelte standarder og dobbeltmoral, når ledelsen på den ene side frejdigt erklærer, at AUs forskere altså har fuld forsknings- og ytringsfrihed, vel vidende at ledelsen på den anden side har underskrevet en kontrakt med vidtrækkende  tavshedsklausuler?

Prodekan Kurt Nielsen svarer pr. mail, at juraprofessorens fortolkning af kontrakten er forkert: ”AU har fået kontrakten gennemgået af et eksternt advokatfirma, og de er enige med vores egne jurister i, at den er fuldt lovlig. Der er ikke noget i kontrakten, som går længere end den almindelige tavshedspligt, som universitetsforskere og alle andre offentligt ansatte er underlagt ifølge forvaltningsloven”, siger han og kalder det så en standardkontrakt, som myndigheder indgår med både universiteter og private virksomheder om rådgivning.

Om forskernes ytringsret svarer Kurt Nielsen: ”Rådgivning er en kompleks opgave. Af kontrakten fremgår det, at der er en periode, hvor forskerne ikke må offentliggøre de konkrete resultater. Men man må som altid gerne formidle sin generelle faglige viden i den offentlige debat”.

 Om publicering siger han: ”AU ser generelt gerne, at der går så kort tid som muligt, fra en rapport er færdig, og til alt kan offentliggøres. Det har været et tilbagevendende diskussionsemne i vores samarbejde med myndighederne. Jo længere tid, der går, jo større grobund er der for spekulation og rygtedannelse, og det risikerer at fjerne fokus fra det faglige indhold, så det vil AU selvfølgelig gerne have begrænset”. (SE AUs kommentar)

Endelig siger prodekanen også, at kontrakten ikke har været mere hemmelig, end at der er givet aktindsigt i kontrakten samt i korrespondance mellem forskerne og Naturstyrelsen. Prodekanen fortæller dog ikke, at dokumenterne først blev frigivet efter kontraktfristen 2. februar og i høj grad var udløst af  journalisters spørgsmål og af den aktindsigt, som udløses af et lovforslag om miljøsager.