GYLLEGATE: EU dumper Landbrugspakken

EU har dumpet dele af loven om Landbrugspakken, fordi dens miljøforringelser er i strid med EU-regler om, at ny lovgivning ikke må forringe miljøet. Det fremgår af en meget underspillet pressemeddelelse fra Fødevareministeriet, som i aftes lakonisk meddelte, at ministeriet “efter dialog med EU-Kommissionen” har opnået fælles forståelse for ”den store omlægning af miljøbeskyttelsen”.

Gyllegate skabte splid i blå blok, væltede en minister, førte til beskyldninger mod embedsfolk for at deltage i manipulation og fik massiv kritik fra forskere og oppositionen, som hævdede at EU-problemer blev fortiet. EU-underkendelsen er den første markering fra EU-kommissionen på Landbrugspakken og flere afgørelser venter.

Oppositionen, som var imod Landbrugspakkens miljømanipulationer, kræver hele lovgivningen om Landbrugspakken genåbnet, siger fødevareordfører Simon Kollerup (S): ”Regeringen har krampagtigt forsøgt at fastholde de initiativer, som skader miljøet, men nu har regeringen tabt det hele på gulvet, og landmændene kan bare se måbende til fra sidelinjen” (SE LANDBRUGSAVISEN).

Han suppleres af Enhedslistens  Maria Reumert Gjerding: ”EU’s underkendelse afslører, hvad vi hævdede under lovbehandlingen: At landbrugspakken medfører en helt uacceptabelt forurening af miljøet. Nu er regeringen blevet tvunget til at indføre en lang række miljøtiltag for at kompensere”.

EU-kommissionen mener, at Landbrugspakken ikke lever op til EU’s miljøkrav. Derfor tvinges regeringen til at indføre en frivillig, målrettet efterafgrødeordning, som skal dække bestemte dele af landbrugsarealet i 2017 og 2018. Frivilligheden kan dog erstattes af tvangsmekanismer, hvis frivilligheden ikke virker. Samtidig indføres der nye fosfor-lofter for husdyrproduktion. Endelig skal den danske regering have godkendt én nitrathandlingsplan, som er forudsætning for Landbrugspakkens kvæg-undtagelse.

EU-kommissionens underkendelse er dramatisk, men Miljøministeriet prøver at afdramatisere: ”Det var en del af den politiske aftale om Fødevare- og landbrugspakken, at gennemførelsen af pakken skulle ligge indenfor EU-retten, og at der kunne ske tilpasninger af aftalen”.  Og landbrugsminister Esben Lunde Larsen kalder det ”et par justeringer”. (SE PRESSEMEDDELELSE).

En del af manipulationerne om Landbrugspakkens lovgivning handlede om, at regeringen og topembedsmænd skjulte EU-problemet ved fremlæggelsen. FORSKERforum og BERLINGSKE afslørede via aktindsigt, at Miljøministeriets topembedsmænd i stedet for at afklare problemet fortiede det. Det viser de successive embedsmands-udkast til Miljørapporten (miljøudredningen bag Landbrugspakken). Fra at være nævnt i de første udkast i november blev mulige  EU-problemer skrevet helt ud af teksten i sidste fase hos ministerens topembedsmænd i december. (SE EKSEMPLER HER).

BERLINGSKE afslørede også, at manipulationerne var kendt helt op i toppen af regeringen. Ikke bare miljøminister Eva Kjer, men også statsminister Lars Lykke Rasmussen blev allerede i september 2015 gjort opmærksom på, at regeringens landbrugspakke kunne  komme i strid med EU-direktiver… (SE BERLINGSKE NYHED)