GYLLEGATE: AUs ‘sektorforskere’ fik mundkurv på

Professor Jørgen E. Olesen, som har været en af de centrale forskere i Gyllegate, fortæller nu, at han blev blokeret af tavshedsklausuler. Han gerne ville have lagt AUs baselinerapportering frem noget før og kommenteret den, for så var lovbehandlingen og den omstridte Landbrugspakken måske forløbet anderledes. Så kunne lovgiverne have skærpet opmærksomheden på at foretage yderligere tiltag til at mindske udledningen af kvælstof, sagde professoren i går til P1-Orientering.

Professorens ytringsret og –pligt som forsker var imidlertid blokeret af, at der i kontrakten mellem Miljøministeriet og Aarhus Universitet stod, at AUs baseline-notat skulle være afleveret til Naturstyrelsen i begyndelsen af november, men at AU først måtte offentliggøre notatet to måneder senere, dvs. 1. februar (jf. kontrakt af 9. sept. 2015).

Regeringen gav på den måde forskerne mundkurv på, så de højeste eksperter først kunne kommentere sagen en måned efter, at lovforslaget var blevet fremsat og Folketingets partier havde krav på deres baggrundsviden. Tavshedsklausulen betød, at forskerne ikke kunne fortælle Folketinget, at det var forkert, når Miljørapporten foregav at bygge på AU-forskernes data og forudsætninger, hvor centrale dele af disse i virkeligheden var bearbejdninger / manipulationer lavet af ministeriets embedsmænd.

Derfor fik sagen en besynderlig tidslinje, hvor Miljørapporten med de manipulerede data blev offentliggjort 10 dec. og Landbrugspakken d. 22. dec. 2015. Disse blev begge sendt i høring. Men først den 11. februar – efter tavshedsklausulens ophør og da FORSKERforum spurgte – meldte AUs forskergruppe ud, at AUs forskere ikke var ophavsmænd til hele Miljørapporten, da FORSKERforum spurgte til, hvem der ophavsmænd til konkrete tal i rapporten.

 ”Tallene er nye for mig.  Vi ved ikke, hvordan de er fremkommet, og hvem der er kilden. De stammer ikke fra vores rapportering ‘baseline-2021’, som der bl.a. henvises til”, udtalte AU-chefkonsulent Poul Nordemann Jensen fra AU ’sektorforskning’. Og tre dage efter gentog andre forskere bag baseline-tallene det samme ukendskab over for BERLINGSKE, og det udløste så balladen om Gyllegate, inklusive en forskerhøring i Folketinget og minister Eva Kjer Hansens afgang (SE FORSKERforum 11.febr.; ‘AU fralægger sig ansvaret for Miljøministerens data’).

Jørgen E. Olesen var ked af, at tavshedsklausulen begrænsede hans mulighed for at formidle sine forskningsresultater: ”I sager som denne burde vi kunne ud med vores resultater på et tidligere tidspunkt. Det ville øge transparensen i hele processen og måske også sikre, der er en lidt højere grad af demokratisk indsigt” sagde han til P1-Orientering. Og universitetet og ministeriet bør blive enige om nogle andre retningslinjer i kontrakter (LYT HER)

Professor em. Heine Andersen blev også interviewet om de passiviserede forskere: ”Klausulen forhindrede AU-forskerne i at protestere over at blive misbrugte, så de blev part i ’politisering’. Det problem udspringer af, at AUs ledelse accepterede en kontrakt med tavshedsklausuler, som underminerede deres forskeres frihedsgrader og eksperters ’ytringspligt’.  Det efterlader indtryk af, at der fortsat hersker en særlig kultur i ’sektorforskningen’, hvor det er almindelig praksis at ’forhandle forskning’ med opdragsgiver og ikke at obstruere ved at stille for kritiske spørgsmål”, forklarer Heine Andersen.

”Uni-ledelserne – ikke bare AUs – har et generelt problem med sin ‘sektorforskning’. Men dilemmaerne er et ømt punkt for ledelserne; det er mit indtryk, at ledelserne – fordi man er økonomisk afhængig af myndigheden – opfatter ’myndighedsbetjeningen’ som noget med egne spilleregler, hvor man såvidt muligt føjer opdragsgiveren, og hvor man ikke er særligt principfaste i at overholde universitetets regler for forskningsfrihed m.m.”