GYLLEGATE: AU-ledelse afviser kritik

I Gyllegate fik forskere mundkurv på og blev sat under pres til at levere ’bestillingsforskning’ til ministeriet. Og det blev den individuelle forsker, som måtte stå imod presset fra ministeriets embedsmænd og som altså måtte forsvare forskningsfriheden og ytringsfriheden. De blev ikke forsvaret eller værnet om af deres ledere og ledelser, selv om det burde være ledernes akademiske pligt, lyder den krasse kritik fra KU-lektor Jan Faye og post.doc. Claus Strue Frederiksen: ”Kampen for forskningsfrihed og ytringsfriheden blev den individuelle forskers problem”. (SE ESSAY)

Men den kritik afvises blankt af AUs ledelse, som ikke åbner op for selvkritik i email-kommentarer til kritikken. Mens kritikerne beskylder AUs ledelse for at have svigtet forskerne i praksis, da der blev lavet tavshedskontrakt og da de blev overladt til at forhandle deres forskning med Miljøministeriets embedsmænd, så henholder AUs ledelse for ’sektorforskningen’ sig til den programmatiske støtte, som man har givet og giver sine forskere.

  • Kritikerne påstår for eksempel, at selv om ’sektorforskningen’ er lagt ind under universiteterne og proklameres at være uafhængig, så er armslængden til politikerne forsvundet, fordi ministerierne styrer bevillinger og opgaver. Og noget tyder på, at medarbejdere fra ’sektorforskningen’ er vant til begrænsninger i ytringsfriheden og at universiteternes ledelser accepterer at det er vilkårene?

Hertil svarer prodekan Kurt Nielsen, som har ‘sektorforskningen’ som sit særlige ansvarsområde: ”Alle forskere har ytringsfrihed uanset hvilket område deres forskning berører. Forskerne har ret og pligt til at publicere forskningsresultaterne. Vedr. rådgivning skal den også være offentlig tilgængelig, men kan der være aftalt tidpunkt for offentliggørelse af de konkrete resultater i rådgivningsrapporter, som vi naturligvis overholder. Der er tilsvarende vilkår på andre universiteter”.

  • Kritikerne siger, at det havde klædt AUs ledelse at stå offentligt vagt om forskernes ret og pligt til at udtale sig, når forskerne oplevede, at deres forskning var blevet misbrugt, og at ”AU-ledelsens larmende tavshed i bedste fald er udtryk for bureaukratisk indifference”?

Det afvises af prodekanen: ”Her taler forfatterne mod bedre vidende. AU-ledelsen har på markant vis forsvaret forskernes ytringsfrihed i pressen, over for politikere, interesseorganisationer, samt internt på universitet”.

  • Kritikerne bebrejder grundlæggende, at AUs forskere i Gyllegates konkrete forløb skulle forhandle deres forskning med Miljøministeriets embedsmænd. Kampen for forskningsfrihed og ytringsfriheden blev den individuelle forskers problem.

Men det afvises også af AUs prodekan: ”Det billede kan jeg ikke genkende. Vi har bakket op om forskerne både direkte og indirekte. Det er naturligvis også i universitetets interesse at værne om forskningsfrihed og ytringsfrihed – det er fundamentalt vigtigt for universiteterne”.

Prodekanen henviser til eksempler på, hvordan han og dekanen har støttet forskerne i offentligheden. (SE fx DEKANENS ERKLÆRING 8/4 eller PRODEKANENS ERKLÆRING 8/4 ).