GYLLEGATE.2: AU-ledelsen leverede bestillingsforskning og mundkurve?

Først var AUs vandforskere enige med kritisk rapport. Men BERLINGSKE afslører, at AU-ledelsen dikterede en anden kurs under
pres fra Miljøministeriet. De kritiske forskere blev tavse. Og AU-vandforskningen lavede et mod-notat, som støttede Esben Lunde

”Man kan da godt kalde BERLINGSKE afsløring af korrespondancen for ’en rygende pistol’. Vi får ikke klarere dokumentation på, at AUs miljøforskning forsøges politiseret, og at AU-ledelsen er villige til at bøje sig et langt stykke. Det dokumenteres jo sort på hvidt, at der er en intens kommunikation om, at AU skal modsige en rapport, der var kritisk overfor AUs baggrunds-arbejde bag Landbrugspakken og dermed også overfor ministerens lov.”

Lyder prof. em. Heine Andersens vurdering af BERLINGSKEs afsløring af mail og sms’er, der afslører intens korrespondance mellem Miljøministeriets topembedsmænd og AUs ledelse. Han er en af flere eksperter, som har set dokumentationen, og som vurderer, at ministeriet politiserer AUs myndighedsbetjening. Trusler om udlicitering af AUs 384 mio’s ”myndighedsbetjening” bruges til at presse AU til at komme levere ”bestillingsforskning”. Og det rejser tvivl om, hvorvidt man kan stole på armslængden og på AU-miljøforskernes troværdighed.

Krisemøde: AU-forskere skiftede holdning

Den konkrete konflikt handler om den kritiske Bjørn Moll-rapport, som
BERLINGSKEs journalister – Cavling-vindere på GYLLEGATE-sagen – omtalte i november.

Den konkluderede, at den omstridte lov om Landbrugspakken byggede på ukomplette faglige regnemodeller og manglede kvalitetssikring. En mere retvisende model ville sandsynligvis have forudsagt mere kvælstofudledning end Landbrugspakken forudsatte.

I BERLINGSKE anerkendte AUs miljø-forskere først rapporten, men få dage efter gjorde de ikke. I et notat og et indlæg i ALTINGET gik de tværtimod til modangreb på Moll-rapporten.

Og nu afslører BERLINGSKE så, at der bagved zigzag-kursenet krisemøde med et stort pres på de menige miljøforskere fra AUs ledelse.

Krisemødet blev indkaldt efter en hektisk korrespondance direkte mellem AUs ledelse og Miljøministeriets topledelse. Der blev udvekslet mere end 50 mails og SMS’er mellem parterne i de kritiske dag, viser BERLINGSKEs aktindsigt.

Miljøministerens problem

Miljøministeriet havde det akutte problem, at kritikken af Landbrugspakkens forudsætninger var meget ubekvem for minister Esben Lunde Larsen. Han skulle nemlig i samråd i Miljøudvalget tre dage efter – og han havde brug for at kunne bruge AU-forskningen som legitimation og figenblad.

Kontorchef Morten Ejrnæs fortalte utvetydigt AU-cheferne, at det var vigtigt for ministerie, at AU leverede en faglig redegørelse, som ministeren som kunne henvise til, og det fik de så i form at et notat, som blev offentliggjort dagen før samrådet.

Notatet blev offentliggjort onsdag morgen. Og det kunne minister Esben Lunde så henvise til i Miljøudvalget, mens Ida Auken (Rad.) højlydt kunne undre sig over, hvorfor AU-forskerne pludselig havde skiftet faglig vurdering.

Krisemøde med enhedsfront

Science-dekan Niels Chr. Nielsen indkaldte med 12 timers varsel til krisemøde. På en søndag og med alle advarselslamper tændt. Et par dage før havde han rundsendt varslet: ”Det drejer sig om vores faglighed, troværdighed, og selvfølgelig er vores evne til at vinde konkurrence-udsætningen på spil – og der er mange der gerne vil se os vindeskudt i den henseende” (mail til forskerne 26.nov.).

På krisemødet blev der dikteret en enhedsfront med talsmænd og der blev lavet en plan om at levere et opsamlende notat med kritik af Moll-rapporten til Miljøministeriet.

Efter mødet skrev dekan Niels Christian Nielsen i en mail til forskerkredsen. ”Det var rigtig vigtigt, at vi fik holdt mødet i dag – der er meget på spil. Det drejer sig om vores faglighed, troværdighed, og selvfølgelig er vores evne til at vinde konkurrenceudsætningen på spil”.

Og forskerne rettede ind, og fik lavet en modsvar til Moll-rapporten.

Ministeren kunne ved et samråd onsdagen efter henvise til notatet, som var offentliggjort om morgen. Og fra oppositionen undrede Ida Auken (Rad.) – eks- miljøminister – sig højlydt over AU-forskernes pludselige kursskifte.

Kritisk forsker: Ingen kommentarer

Krisemødet dikterede en konsensus-front, hvor alle pressehenvendelser skulle gå igennem prodekanen eller rektors pressechef. Men hvor professor Jørgen E. Olesen optrådte som talsmand i dagene efter. De faglige støtter, som havde udtalt sig i første runde om Moll-rapporten, blev direkte eller indirekte bedt om at tie stille, konstaterer Heine Andersen:

Men AU-forskerne er ikke meget for at snakke om det forløb. Så da BERLINGSKE bagefter spurgte en af forskerne, om krisemødet gav ham mundkurv på, lød svaret:

”Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Du må kontakte AUs pressetjeneste om det spørgsmål”, svarer professor Stiig Markager (BERLINGSKE).

Det var Heine Andersen som afslørede de såkaldte ”mundkurvskontrakter”, som gav stor opstandelse og som førte til, at standardkontrakterne for myndighedsbetjeningen blev lavet helt om.

”Stiig Markagers ’ingen kommentarer’, taler jo for sig selv, for han bekræfter jo hermed indirekte, at han har fået mundkurv på…”, siger Heine Andersen.

Heine Andersen: Vel var det en mundkurv

”Vel var det en mundkurv. Dekanen havde jo indskærpet, at alle pressehenvendelser skulle gå gennem prodekanen eller AUs pressechef. Det kan ikke opfattes som andet en eksplicit og ulovlig mundkurd. Demanen svigter pligten til at ’værne om forskningsfriheden, og at ’tilskynde forskerne’ til videnspredning”, konstaterer Heine Andersen.

”I praksis satte AU-ledelsen altså mundkurv på deres kritiske forskere. Men denne sag viser, at selv om ’mundkurvs-kontrakterne’ er afskaffet, så er der mange andre metoder til at lukke ned for kritiske forskere og forskningsfriheden. Ledelsen kan spille ministeriets politiske spil på mange måder: De kan diktere en bestemt proces og konsensus udadtil. De kan udpege talsmænd, og bede forskere med afvigende holdninger om at tie. De kan centralisere kommunikationen hos kommunikationschefen m.m., siger han.

”Men alt sammen kræver det en ledelse, som er villig til at bøje sig for pres udefra”.

Rektor også indblandet

Hvor vigtigt notatet var for ministeriet og for AUs ledelse, viser sig ved, at AU-rektor Brian Bech-Nielsen personligt var involveret, selv om det sagligt set handlede om en faglig vurdering, hvor rektor er lægmand. Kl. 22.53 tirsdag aften orienterede rektor nemlig Miljøministeriets dept.chef Henrik Studsgaard om at AU-forskerne nu havde et modsvar klar på Moll-rapporten: ”Vores forskere skriver desuden et indlæg til morgendagens altinget, som følger op på redegørelsens hovedkonklusioner”.

Om sit motiv til at skrive til ministeriets topmand forklarer rektor bagefter, at Molt-rapporten udtrykte så ”bastant kritik” af universitetets arbejde, at det var naturligt, at han orienterede dept.chefen før AU-notatet blev lagt på AUs hjemmeside.

Forskning til politisk forhandling

”Korrespondancen mellem cheferne i ministeriet og AU har en tydelig politisk undertone og et pres for at AU leverer. Der er hektisk ’damage-control’ og AUs ledere indkalder til et krisemøde på en søndag. Og så laver de et notat, som passer til ministeriets forventninger, og som ministeren kan bruge politisk. Det er svært at se notatet som andet end et stykke ’bestillingsforskning’. Parterne kan sige, at notatet skam er udarbejdet med fuld armslængde og helt uafhængigt. Men hvorfor var der så brug for den intense korrespondance”, spørger Heine Andersen.

”Uni-forskningen bliver på den måde til direkte aktør i den politiske proces, hvor forskning er til forhandling – helt i strid med forskningens uafhængighed”.

Esben Lunde: Fuld tillid til AU-forskningen

Miljøminister Esben Lunde Larsen blev rasende i Miljøudvalget over, at der blev stillet spørgsmål ved AU-vandforskningens uafhængighed, som han blankt afviste. Men han vil ikke interviewes af BERLINGSKE. I en mail erklærer han, at han har fuld tillid til, at den myndighedsbetjening, som Aarhus Universitet leverer, er baseret på grundige faglige overvejelser.

”Jeg har derfor også fuld tillid til, at universiteter og forskere agerer professionelt i deres virke og til enhver tid insisterer på deres forskningsfrihed og uafhængighed. Det er universiteternes adelsmærke”, skriver Esben Lunde Larsen i e-mail. Og så gemmer han sig i øvrigt bag rektor Brian Bech-Nielsens forsikring om, at hans forskere skam ikke lader sig udsætte for pres.