Gør plads, Jer gamle

Evighedslærere er ikke fair over for de unge, mener eks-dekan Sally Feldman, 67

Fattigdom, elendighed, lavt selvværd, arbejdsløshed. Det er fremtiden for mange af vores dygtige ungforskere. Tre år efter endt uddannelse er kun 19 procent af britiske ph.d.’er blevet ansat i en universitetsstilling ifølge statistikker fra studenterorganisationen National Union of Students.

”Konsekvenserne for vores yngre kolleger er alvorlige,” siger Eleanor Dickey, professor i oldtidskundskab ved University of Reading. Hendes rapport fra 2014 om ph.d.ernes ringe arbejdsmuligheder (Rapport: ”The Impact of the Poor Academic Job Market on PhD Graduates”) er trist læsning: ”De fleste respondenter anså praktiske udfordringer såsom fattigdom som mindre belastende for dem personligt end det nedslående i ikke at kunne få et arbejde på universitetet.”

Hun foreslår tre indgreb, som alle kan gøre livet en anelse mere tåleligt for ungforskerne:

  • at tilbyde fortsat kontakt med egen institution;
  • at tilbyde en mere robust karrierevejledning; eller
  • helt enkelt at etablere flere stillinger.

Men hvordan skal det kunne lade sig gøre i en tid med stigende økonomiske begrænsninger, især nu, hvor pensionsalderen ikke længere er lovbestemt?

Det er for tidligt at sige noget om, hvordan gennemsnitsalderen blandt de forskningsansatte har rykket sig siden 2011, da den lovændring trådte i kraft. Men i USA – hvor man ikke har haft nogen obligatorisk pensionsalder siden 1994 – har den fået et markant nøk opad. På visse amerikanske universiteter er en tredjedel af de fastansatte VIP’er nu 60 år eller ældre, og hastigheden, hvormed selv de 70-årige træder tilbage, er faldet med to tredjedele.

Det virker sandsynligt, at tendensen vil blive afspejlet i Storbritannien. Den ændring i ligestillingsloven, som afskaffede den obligatoriske fratrædelse, var der mange, der tiljublede. ”Det gælder navnlig de VIP-ansatte, som aktivt har valgt en karriere med ringe fysiske udfordringer, og som i hvert fald traditionelt set har givet mulighed for stor selvbestemmelse,” konstaterer Amanda Goodall (THES 22/05/2014). Dertil konkluderes det, at ”en betragtelig andel vil ikke have lyst til at holde op med at arbejde eller har måske ikke tilstrækkelig pensionsdækning til at gøre det muligt for dem at lade sig pensionere.”

Det kan selvfølgelig være fristende – og i nogle tilfælde nødvendigt – at holde fast i den gode løn så længe som muligt. Men blandt mine egne kolleger, som har valgt at fortsætte med at arbejde ud over den traditionelle afskæringsdato, har pengene blot været én blandt flere overvejelser.

”Min kone og jeg har egentlig ikke bestilt andet end at arbejde igennem de sidste 40 år,” var der en lektor, der betroede mig. ”Vi kan slet ikke forestille os en pensionisttilværelse. Hvad skulle vi så lave?”

En anden kom med en lidt mere prosaisk undskyldning: ”Jeg er nødt til at blive ved med at arbejde, så længe jeg kan,” forklarede han. ”Jeg har jo alle mine bøger på kontoret, og min kone vil ikke have dem i huset.”

Det sorte tomrum, der truer dem, der nærmer sig pensioneringen, kan være frygtindgydende. Hvordan skal man erstatte den velkendte rutine eller se kendsgerningen i øjnene, at der ikke er nogen, der venter på, at du møder om morgenen?

Og hvordan skal man definere sig selv uden at henvise til job og titel? En anonym blogger, der kalder sig Thesis Whisperer, formulerer det sådan: ”At man vægrer sig ved pensioneringen har mere at gøre med tab af identitet og stemme end med økonomi eller principper … Det er klart, at en del ældre forskere frygter for pensionisttilværelsen, når man tænker på, at deres personlige og professionelle identiteter nærmest ikke er til at adskille.”

Nogle mennesker har det svært med selve ideen om, at verden kan fortsætte uden dem. ”Universitetslærere er blinde over for den uigendrivelige kendsgerning, at de kun er små hjul i et stort maskineri, og at de som sådan kan udskiftes og glemmes i det øjeblik, de er borte,” konstaterer Laurie Fendrich, professor emeritus i kunsthistorie ved New Yorks Hofstra University. I et essay fra 2014 (The forever professors), hævder hun, at ”universitetslærere, der ikke vil på pension, er grådige og egoistiske og gør de studerende en bjørnetjeneste.”

Det er et synspunkt, som den anomyme blogger bifalder. Whisperer mener, at alt for mange ældre fastansatte har det med at sætte hælene i over for forandring: ”Jeg kan ikke forstå dem, der er 50 år og opefter, som bliver ved med at klamre sig til deres stillinger, når nu de hader udviklingen inden for Akademia,” skriver han. ”Deres modvilje kan virke som den rene gift … Nogle råder deres ph.d.-studerende til at lade være med at blogge og benytte sig af de sociale medier.”

Deri kan han have en vis ret. Jeg kender flere ældre forskere, som ikke engang har hørt om de sociale medier, som nægter at bruge e-mail, eller som får institutsekretæren til at printe deres beskeder ud. Disse maskinstormere kan være så hærdede, at de tror, en JPEG er et sted, de kan hænge tweedjakken, og Bluetooth er en særlig kraftigt virkende tandpasta.

Men det er trods alt ikke dem, der tegner billedet. De fleste råder over enorme reserver af viden, ekspertise og forsknings­erfaringer, som ikke burde gå til spilde. Hvordan kan vi bibeholde dem uden samtidig at blokere for den nye generation?

Goodall m.fl. foreslår, at universiteterne skal være mere fleksible, tilpasse sig de fordele, de ældre medarbejdere kan tilbyde, og ”tildele dem roller, som er tilfredsstillende, uanset hvor langt de er kommet i karrieren. Deltidsstillinger kan frigøre midler til ansættelse af yngre medarbejdere og kan lette overgangen til pensionstilværelsen.

Mange universitetslærer fastholder således kontakten med deres institutioner, efter de har forladt deres fuldtidsstillinger. Ad hoc-kontrakter eller konsulentaftaler kan bane vejen for flere stillinger til nye ph.d.er og samtidig være givtige for dem, der er trådt tilbage.

”Tænk at kunne læse i dagslys,” udtalte en sig begejstret. ”Hvor pragtfuldt!”

”Det er så skønt at slippe for alle de møder og knokle med alle de fondsansøgninger,” sagde en anden.

.Selv trådte jeg tilbage fra min dekanstilling for et par år siden. Jeg stortrives ved min fortsatte tilknytning til universitetet og nyder at omgås mine tidligere medarbejdere uden samtidig at skulle føle mig ansvarlige for dem.

Én ting er der dog, som jeg stadigvæk savner: dekankontorets lagerrum med gratis papir og kontorartikler.

Kilde: THES 13. august 2014 i Martin Aitkens oversættelse.

Sally Feldman er senior fellow ved University of Westminster.